I dag er det 14 år siden, at danskerne ved en folkeafstemning stemte ja til Edinburgh-aftalen efter at have forkastet Maastricht-traktaten året før. SF var hovedarkitekten bag det nationale kompromis, som ledte til Edinburgh-aftalen, og som medførte, at Danmark fik fire undtagelser fra EU-samarbejdet; undtagelsen fra ØMU’en, fra det fælles unionstatsborgerskab, på forsvarsområdet samt den retslige undtagelse.

De har fra starten været en torn i øjet på den mest euro-begejstrede del af det politiske spektrum og derfor har de også hele tiden været under voldsomt politisk pres.

Aktuelt er det især den retspolitiske undtagelse, der er til debat. Det handler om, hvorvidt den spænder ben for dansk deltagelse i fælles terrorbekæmpelse og især om, hvordan vi fra dansk side skal deltage i fælles asyl- og indvandrepolitik. Tilsvarende er der debat om den forsvarspolitiske undtagelse, idet fortolkningen af denne blokerer for dansk deltagelse i fx minerydning, uddannelse politibetjente osv. i kriseramte områder.

SF’s tilgang til debatten er mere nuanceret og kompliceret end de øvrige partier, som enten vil afskaffe eller bare undtagelserne som de er. SF ønsker en revision af forsvarsundtagelsen, sådan at man fx kan deltage i humanitære opgaver som minerydning samt en revision af den retslige undtagelse, så man kan arbejde for at skabe en fælles asylpolitik i EU. Vi vil ikke afskaffe undtagelserne, idet de stadig tjener et formål, men vi vil gerne revidere dem, sådan at vi kan udvide vores europæiske handlerum.

Jeg synes, det er en relevant diskussion om SF’s vej er farbar. Skal undtagelserne ændres, så skal de ske ved en folkeafstemning, hvor et flertal i folketinget klart definerer et afstemningstema, som befolkningen skal stemme om. Dette betyder, at der skal skabes et flertal i folketinget for en revision af hver af de to undtagelser. I forhold til forsvarsundtagelsen er der et klart flertal for blot at afskaffe det, her har SF’s ideer ikke meget gang på jorden. I forhold til den retspolitiske undtagelse er det straks mere interessant, idet der her tegner sig flere muligheder for en revision. Desværre vil regeringens nuværende flertal hellere lave en flygtningeundtagelse, som sikrer at den danske udlændingepolitik forbliver upåvirket af EU. Det er ikke lige SF’s kop kaffe og der er heller ikke meget grund til at tro, at man kan nå til enighed på området. Det er nok mest realistisk, at en folkeafstemning om de to undtagelser bliver en afstemning om at bevare eller afskaffe dem i deres nuværende form. I det tilfælde er det spændende at se, hvilken position SF vil vælge at indtage.. Personligt vil det nok blive en stemme for at bevare begge undtagelser – en afskaffelse af undtagelserne er politisk mere betænkeligt end at bevare dem i deres nuværende form.

Nogen gange bliver jeg bare så træt af at høre på, at folk sviner SF til for ikke at være ukritiske EU-tilhængere, for ikke at ville deltage i yderligere liberaliseringer af den offentlige sektor eller for ikke at ville give skattelettelser i toppen - kort sagt sviner os til for ikke at være Det Radikale venstre. I går var det Bent Winter på bagsiden af Information, som tog SF under alt andet end kærlig behandling for at være modstandere af ØMU'en, når nu de politiske gevinster ved medlemsskabet er så mange og store.. Jeg må sige, at jeg simpelthen er grundlæggende uenig med ham. Jeg mener ikke, at ØMU'en er en politisk eller en økonomisk gevinst.

Som socialist kæmper jeg for, at økonomien er underlagt stærk politisk kontrol ogØMU'en er ikke politisk styret. Det er et økonomisk samarbejde, som er styret af Den Europæiske Centralbank med hovedformålet at holde en lav inflation. Dette betyder, at politikken styres af økonomien - det er mere en liberalistisk vision end det er en venstreorienteret. Der er ingen politisk gevinst at hente ved at være med i ØMU'en kun politisk indflydelse at tabe.

Som venstreorienteret er jeg optaget af, at man laver en økonomisk politik, som giver mulighed for at stimulere den økonomiske vækst, skabe arbejdspladser, udbygge velfærden osv. ØMU'en lægger i kraft af vækst og stabilitetspagten stærke begrænsninger på landenes mulighed for at føre en økonomisk politik, som fremmer disse målsætninger. Dette på grund af de strenge regler i forhold til underskud på de offentlige budgetter. Generelt giver det ikke mening at ville føre en fælles økonomiske politik i så stort et område - og de viser virkeligheden også. Nogle steder kører økonomien der ud af mens den andre steder er gået helt i stå. Ikke optimalt - men en ØMU-realitet.

Nu min holdning til ØMU'en er sat på plads, så vil jeg tilbage til sagen - nemlig den, at jeg er træt af, at SF svines til for ikke at føre radikal politik. Der er altså allerede et socialliberalt centerparti i dansk politik - det er de Radikale, vi deler ikke den grundlæggende opfattelse af, hvordan goderne skal fordeles i samfundet og deler heller ikke det grundlæggende menneskesyn. Vi er dog enige om flere ting, som gør, at vi samarbejder godt og konstruktivt på flere områder - men skal vi ikke lade det være ved det. Lad de Radikale være radikale og lad SF være det venstreorienterede alternativ til den socialliberale trængel på midten i dansk politik.

Jeg har flere gange været til fødselsdage og jubilæer, hvor jeg er blevet lidt ør i hovedet i ren begejstring over den gode stemning og fødselarens prægtighed. Jeg har derfor også nogle gange mistet dømmekraften og min sunde fornuft ved de lejligheder- oftest fortryder jeg bittert dagen efter, når jeg enten ligger i fosterstilling på toiletgulvet eller rødmer af skam over ting jeg har sagt og gjort…

Jeg tror SF’s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard er ude i noget tilsvarende i denne weekend i forbindelse med 50 års jubilæet for Rom-traktaten. Hun har i hvert fald i dag i Politiken og Information udråbt SF til at være blevet tilhængere af ØMU’en.. Sådan en udtalelse står helt for Anne Gretes egen regning og må kunne forklares i, at hun har mistet sin dømmekraft i ren eufori over EU’s jubilæum, for SF’s holdning til ØMU’en er en ganske anden.

SF er modstandere af ØMU’en i enhver form. ØMU’en er en liberalistisk konstruktion, som bygger på en forfejlet opfattelse af, at man kan føre en fælles økonomisk politik i EU styret af økonomerne i den Europæiske Centralbank og som fratager landene muligheden for at føre en social ansvarlig økonomisk politik, der fremmer beskæftigelsen. SF’s synspunkt bakkes op af en netop offentliggjort britisk undersøgelse, som viser, at halvdelen af borgerne i de 13 Euro-lande ønsker deres gamle valutaer tilbage, bl.a. fordi de er utilfredse med den økonomiske politik, ØMU’en fordrer. AGH's synspunktet har hverken medvind blandt Europas befolkninger og heller ikke baggrund i SF's politik. Så udtalelserne må altså ses som, AGH's private festtale til dagens jubilar.

Når jeg en engang imellem mister min dømmekraft og kommer til at sige ting, som ikke var så smarte at sige, så plejer jeg at ringe og sige undskyld eller som minimum skamme mig grusomt. Hvilke tanker farer der mon igennem Anne Gretes hoved lige nu? Stolthed eller skam?