Et af ugens hotte emner i den offentlige debat har været Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget. Jeg må sige, at jeg har fulgt debatten ret tæt og jeg er faktisk ganske forundret over, at Enhedslisten vil opstille hende.
Efter min mening praktiserer hun nemlig et undertrykkende og dybt religiøst menneskesyn. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun ikke vil trykke en mand i hånden, fordi hun ser det som en seksuel handling. Endvidere har hun en noget uklar og yderst betænkelig holdning til homoseksuelles rettigheder og dødsstraf..
Dansk Folkeparti har desværre fået debatten til at handle om, hvorvidt det er i orden at bruge tørklæde på Folketingets talerstol. Det er en skævvridning af debatten. Tørklædet er ikke et problem i sig selv, men når tørklædet, som i Asmaas tilfælde, dækker over et reaktionært syn på ligestilling og seksualitet, så er det ærgeligt, at det bliver et spørgsmål om symboler i stedet for et spørgsmål om Asmaas holdninger og demokratiske sindelag. For skal vi endelig diskuterer tørklædet, så skal det efter min mening ses som en del, af den debat, der handler om, at Asmaa promoverer tørklædet som beskyttelse af kvinder imod mænds glubske seksualitet - et tørklæde som tusindvis af muslimske kvinder kæmper for at frigøre sig fra i kampen for respekt, ligestilling og frigørelsen fra et reaktionært og ældgammelt kvindesyn. Det kvindesyn medvirker Asmaa til at holde liv.
Den demokratiske venstrefløj har altid kæmpet imod religiøs undertrykkelse, vi har kæmpet for mennesker frigørelse og for kønnenes ligestilling. Det har altid været og er stadig hjørnestenene i vores menneskesyn - derfor melder spørgsmålet sig hurtigt - er Asmaa egentlig socialist? Og hvorfor vil Enhedslisten opstille hende? Er de på denne måde ikke med til at legitimere reaktionære holdninger?