I dag er det 14 år siden, at danskerne ved en folkeafstemning stemte ja til Edinburgh-aftalen efter at have forkastet Maastricht-traktaten året før. SF var hovedarkitekten bag det nationale kompromis, som ledte til Edinburgh-aftalen, og som medførte, at Danmark fik fire undtagelser fra EU-samarbejdet; undtagelsen fra ØMU’en, fra det fælles unionstatsborgerskab, på forsvarsområdet samt den retslige undtagelse.

De har fra starten været en torn i øjet på den mest euro-begejstrede del af det politiske spektrum og derfor har de også hele tiden været under voldsomt politisk pres.

Aktuelt er det især den retspolitiske undtagelse, der er til debat. Det handler om, hvorvidt den spænder ben for dansk deltagelse i fælles terrorbekæmpelse og især om, hvordan vi fra dansk side skal deltage i fælles asyl- og indvandrepolitik. Tilsvarende er der debat om den forsvarspolitiske undtagelse, idet fortolkningen af denne blokerer for dansk deltagelse i fx minerydning, uddannelse politibetjente osv. i kriseramte områder.

SF’s tilgang til debatten er mere nuanceret og kompliceret end de øvrige partier, som enten vil afskaffe eller bare undtagelserne som de er. SF ønsker en revision af forsvarsundtagelsen, sådan at man fx kan deltage i humanitære opgaver som minerydning samt en revision af den retslige undtagelse, så man kan arbejde for at skabe en fælles asylpolitik i EU. Vi vil ikke afskaffe undtagelserne, idet de stadig tjener et formål, men vi vil gerne revidere dem, sådan at vi kan udvide vores europæiske handlerum.

Jeg synes, det er en relevant diskussion om SF’s vej er farbar. Skal undtagelserne ændres, så skal de ske ved en folkeafstemning, hvor et flertal i folketinget klart definerer et afstemningstema, som befolkningen skal stemme om. Dette betyder, at der skal skabes et flertal i folketinget for en revision af hver af de to undtagelser. I forhold til forsvarsundtagelsen er der et klart flertal for blot at afskaffe det, her har SF’s ideer ikke meget gang på jorden. I forhold til den retspolitiske undtagelse er det straks mere interessant, idet der her tegner sig flere muligheder for en revision. Desværre vil regeringens nuværende flertal hellere lave en flygtningeundtagelse, som sikrer at den danske udlændingepolitik forbliver upåvirket af EU. Det er ikke lige SF’s kop kaffe og der er heller ikke meget grund til at tro, at man kan nå til enighed på området. Det er nok mest realistisk, at en folkeafstemning om de to undtagelser bliver en afstemning om at bevare eller afskaffe dem i deres nuværende form. I det tilfælde er det spændende at se, hvilken position SF vil vælge at indtage.. Personligt vil det nok blive en stemme for at bevare begge undtagelser – en afskaffelse af undtagelserne er politisk mere betænkeligt end at bevare dem i deres nuværende form.

I dagens avis er jeg stødt på en artikel om, at EU-kommissionen har netop fremsat et forslag om, at fødevarevirksomheder med færre end ti ansatte og en omsætning under 15 millioner kroner om året skal fritages for egenkontrollen. Det betyder konkret, at tusindvis af slagtere, grønthandlere, shawarmabarer og restauranter i fremtiden kan slippe for at dokumentere, at de har styr på hygiejnen i deres virksomhed. Behøver jeg at sige, at jeg ikke er særlig begejstret for det forslag. Egenkontrollen og dokumentationen er en central del af den indsats som medvirker til at sikre, at danskerne kan stole på, at de køber ordentlige fødevarer, som de ikke bliver syge af. Ifølge Fødevarestyrelsen bliver 100.000 danskere hvert år syge af fødevareforgiftning, som de har pådraget sig på en restaurant, pizzeria mm. Gennemføres dette forslag vil endnu flere forbrugere blive syge af at købe mad i de små butikker og restauranter

Formålet med kommissionens forslag er at gøre livet lettere for virksomheder, der drukner i administrativt bøvl på grund af detaljerede EU-regler. Den intention kan jeg godt have sympati for, men det er ikke holdbart, at forbrugerne skal betale prisen. Der må kunne findes en løsning, som både hjælper virksomheder og samtidig sikrer, at der ikke gås på kompromis med hygiejnen og fødevaresikkerheden.

Desværre er forslag er et godt eksempel på, hvordan hensynet til virksomhedernes konkurrenceevne gang på gang modarbejder hensynet til menneskene i EU. Så længe hensynet til det indre marked vejer tungest vil kommissionen gang på gang kunne fremsætte denne type forslag, som gør livet sværere for almindelige mennesker. Det er ikke det EU, jeg ønsker mig – der er brug for et opgør med det indre marked som omdrejningspunkt for EU’s politiske arbejde.

I skrivende stund er det franske præsidentvalg endnu ikke afgjort - om end den højreorienterede Sarkozy fører ret overbevisende over socialdemokraten Royal i meningsmålingerne – men alle ved, at slutspurten er afgørende, så intet er afgjort, før stemmerne er talt op.

Det franske præsidentvalg har altid stor betydning ud over Frankrigs grænser og det er ikke for meget at hævde, at netop dette valg af fransk præsident får afgørende betydning for EU’s fremtid. De to kandidater står for hver deres meget markante tilgang til det europæiske samarbejde og ovenpå Merkels genoplivning af forfatningen og debatten EU’s fremtid befinder samarbejdet sig i et vakum, hvor man venter på, at giganternes kamp er overstået og at en ny fransk præsident blander sig i kampen om EU’s fremtid.

Den socialdemokratiske Royal vil genoplive forfatningen i sin nuværende form og tilføje et kapitel om et socialt Europa – det som i Danmark er blevet døbt en social pagt. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at det primært var centrum/venstre vælgerne, som stod bag det franske nej, som sendte forfatningstraktaten til tælling. Dengang var argumenterne for nej’et, at forfatningen modarbejdede visionerne om et socialt Europa – for at tækkes disse vælgere er Royal naturligvis nødt til at sætte EU’s sociale dimension på dagsordenen. Det gode spørgsmål er blot, om den Europæiske centrum/venstrefløj kan enes om udformningen af en social pagt – jeg kan have min tvivl – ikke mindst fordi England til enhver tid vil bekæmpe dette.

Den højreorienterede Sarkozy er blandt andet gået til valg på løftet om, at forfatningen er død, og at EU’s næste traktat kun vil være en minimumstraktat, som sikre at EU’s institutioner fungerer et par år ind i fremtiden. Med ham som præsident vil Frankrig være helt på linie med England.

Premiereminister Tony Blair og hans formodede efterfølger Gordon Brown har nemlig den tilgang til EU-spørgsmålet, at forfatningen en død og at den sammen med debatten om EU’s fremtid skal forblive død – de vil til nød kunne acceptere en minitraktat for at skabe ro omkring samarbejdet men de vil under omstændigheder få svært ved at enes med Royal om en social pagt. Ikke desto mindre bliver resultatet af det franske præsidentvalg udslagsgivende for hvordan debatten om EU’s fremtid former sig.

Det scenarie, der tegner sig lige nu, er, at når EU’s regeringsledere mødes i juni, så fastlægger de køreplanen for tilblivelsen og ratificeringen af en minitraktat inden Europaparlamentsvalget i forsommeren 2009. En minitraktat som kun løser de institutionelle problemer, som det udvidede EU stor overfor. Det drejer sig fx om fordeling af mandater i parlamentet, stemmevægte i ministerrådet osv. Spørgsmål der, i et dansk perspektiv, formodentlig vil være forholdsvis ukontroversielle.

Det betyder også, at vi næppe skal igennem en folkeafstemning i Danmark, idet SF og Enhedslisten vil være de eneste partier, som insisterer på en folkeafstemning, hvis udgangspunktet er en minitraktat. Regeringen vil med rimelighed kunne argumenterer for, at der ikke afgives suverænitet og så slipper de behændigt for en afstemning, der fjerner fokus fra den nationale dagsorden. En manøvre vi nok kommer til at se i flere lande end Danmark og som er en effektiv metode til, at dræbe den demokratiske debat om EU’s fremtid.

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om, hvordan den lille isbjørneunge Knut stjal alt opmærksomheden fra EU-topmødet og Berlin-erklæringen.. Opmærksomheden omkring Knut er ikke blevet mindre siden da og der har været en del skriveri i aviserne om hvordan denne nuttede lille isbjørn har trukket tusinder af mennesker til Berlins zoo, om hvordan den har fået zoo's aktier til at stige til usete højder osv en rigtig lille solstrålehistorie om en isbjørneunge som blev forladt af sin mor og derefter blev en nations nye liebling.. Det har imidlertid vist sig, at det ikke kun er for Berlins zoo, at denne isbjørn er en gevinst.. knut har også været en gevinst for mig: Siden jeg har skrevet mit lille indlæg om dyret, så har jeg fået utrolig mange besøgende på bloggen, som har fundet vej via en google-søgning på knut.. faktisk har jeg fået flere besøgende på den måde end via nogen anden google-søgning- det er ret sjovt og understreger ganske godt min pointe fra det omtalte indlæg - nemlig at det er tankevækkende at en lille isbjørn synes at optage befolkningen mere end EU og andre samfundsforhold..

Du kan læse mit indlæg om Knut og EU her: http://blog.janesorensen.dk/Default.aspx#a81ff3d25-2829-4834-a150-22b6afd2d7be

Jeg har flere gange været til fødselsdage og jubilæer, hvor jeg er blevet lidt ør i hovedet i ren begejstring over den gode stemning og fødselarens prægtighed. Jeg har derfor også nogle gange mistet dømmekraften og min sunde fornuft ved de lejligheder- oftest fortryder jeg bittert dagen efter, når jeg enten ligger i fosterstilling på toiletgulvet eller rødmer af skam over ting jeg har sagt og gjort…

Jeg tror SF’s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard er ude i noget tilsvarende i denne weekend i forbindelse med 50 års jubilæet for Rom-traktaten. Hun har i hvert fald i dag i Politiken og Information udråbt SF til at være blevet tilhængere af ØMU’en.. Sådan en udtalelse står helt for Anne Gretes egen regning og må kunne forklares i, at hun har mistet sin dømmekraft i ren eufori over EU’s jubilæum, for SF’s holdning til ØMU’en er en ganske anden.

SF er modstandere af ØMU’en i enhver form. ØMU’en er en liberalistisk konstruktion, som bygger på en forfejlet opfattelse af, at man kan føre en fælles økonomisk politik i EU styret af økonomerne i den Europæiske Centralbank og som fratager landene muligheden for at føre en social ansvarlig økonomisk politik, der fremmer beskæftigelsen. SF’s synspunkt bakkes op af en netop offentliggjort britisk undersøgelse, som viser, at halvdelen af borgerne i de 13 Euro-lande ønsker deres gamle valutaer tilbage, bl.a. fordi de er utilfredse med den økonomiske politik, ØMU’en fordrer. AGH's synspunktet har hverken medvind blandt Europas befolkninger og heller ikke baggrund i SF's politik. Så udtalelserne må altså ses som, AGH's private festtale til dagens jubilar.

Når jeg en engang imellem mister min dømmekraft og kommer til at sige ting, som ikke var så smarte at sige, så plejer jeg at ringe og sige undskyld eller som minimum skamme mig grusomt. Hvilke tanker farer der mon igennem Anne Gretes hoved lige nu? Stolthed eller skam?

I denne weekend mødes alle EU's ledere for at vedtage den såkaldte Berlin-erklæring som en markering af Romtraktatens 50 års jubilæum. Flere passager fra erklæringen er allerede sluppet ud - og i følge dem, skal vi stemme om en ny forfatningstraktat inden Europaparlamentsvalget i 2009. Det er en nyhed, der burde kunne trænge igennem nyhedsmuren og få medierne til at rette fokus imod Berlin. En hurtig gennemgang af de danske aviser og tvkanalers hjemmesider i dag viser dog et lidt andet billede. Der er godt dobbelt så mange artikler og links om den lille isbjørneunge Knut, som skal være Berlins nye varetegn, som der er om Berlin-erklæringen og om den kommende forfatningstraktat. Denne lille observation illusterer faktisk meget godt den demokratiske udfordring, EU står overfor. Der er et kæmpe behov for, at der skabes offentlighed omkring EU-projektet sådan, at almindelige borgere og ikke kun EU-nørder (som mig) har en reel mulighed for at blande sig i debatten om EU og projektets fremtid. Det kunne klæde EU's ledere at berøre den debat i forbindelse med jubilæet - EU har stadig mere og mere betydning for udviklingen i Europa - det fordrer et mere udviklet europæisk demokrati byggende på principperne om åbenhed, nærhed og demokrati.

Det er for så vidt fint nok, at EU's regeringschefter idag er blevet enige om, at 20% af EU's samlede energiforbrug i 2020 skal komme fra bæredygtig energi. Desværre lykkes det ikke at få en aftale om, at nedbringe landenes co2 udslip med 30% inden 2020. Så i det store hele, så er EU's klimaaftale ganske uambitiøs og i hvert fald langt fra tilstrækkelig, hvis vi skal have bremset den globale opvarmning.

I forlængelse af, at FN’s klimapanel i starten af februar fremlagde deres rapport som i korte træk slog fast, at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er indsatsen imod klimaforandringerne også for alvor kommet på dagsordenen i EU.

Europaparlamentet sendte onsdag den 14. februar et klart signal til EU's stats- og regeringsledere om at komme ud af starthullerne på klimaområdet. Med et overvældende flertal vedtog parlamentet nemlig en resolution der bl.a. kræver bindende mål for vedvarende energi på 25 % af EU’s samlede energiforbrug, 20 % energibesparelser samt en CO2-reduktion på 30 % inden 2020.

Skal målet være realistisk, så kræver det, at de nationale parlamenter og regeringer bakker op om ambitionen. Det betydet, at den danske regering skal på banen.

Desværre ligger det tungt på det område, idet den danske regering i modsætning til Tyskland, Sverige, Frankrig og England ikke vil forpligte sig til en 30 % CO2-reduktion inden 2020. I Danmark udgør vedvarende energi cirka 16 % af den samlede energiproduktion, og vi vil uden større anstrengelser kunne komme op på mindst 1/3 vedvarende energi i 2020 og vil derfor også med en målrettet indsats kunne nedbringe vores CO2 udslip væsentligt. Det er dog langt fra nok, at vi formår at nedbringe Danmarks CO2 udslip.

Skal den globale opvarmning standses, så skal verdens samlede CO2 udslip mindskes markant. Her kommer EU på banen. EU står for 14 % af den samlede globale CO2 udledning, så uanset hvor ambitiøst et europæisk udspil er, så kan det ikke stå alene. Men de målsætninger, EU opstiller, sender kraftige signaler til udviklingslande som Kina og Indien om, at EU er parat til at tage sin del af ansvaret – men det kræver et aktivt medspil fra resten af verden.

Med andre ord: skal EU være bannerfører på klimaområdet i kampen for at bremse den globale opvarmning, så skal alle landene bakke op – det gælder også Danmark. Det bliver interessant at se, om den danske regering melder sig i kampen imod den globale opvarmning eller om de fortsat vil sidde men hænder i skødet og lade CO2 udslippet stige.

Som reaktion på Saddam Husseins henrettelse har Italien forsøgt at samle EU bag et forslag i FN's Generalforsamling om et globalt forbud mod brug af dødsstraf. Et udmærket forslag, som hele EU burde stå sammen om. Sådan gik det desværre ikke. Danmark, Storbritannien, Ungarn og Holland skød forslaget ned. Per Stig Møller vil ikke forklare, hvorfor Danmark blokerede forslaget.

Et godt bud er dog, at regeringen ikke vil lægge pres på de lande, som praktiserer dødsstraf i dag - blandt andet USA, som er ganske hårdt presset i forhold til krigene i Irak og Afghanistan.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at Danmark helmer i kampen imod dødsstraf fordi vores ”gode allierede” USA er pressede på grund af to forfejlede krige, de selv har startet. Det er desværre et godt eksempel på, at regeringen ikke tør føre en selvstændig udenrigspolitik og at humanismen altid er til forhandling, hvis USA kommer i klemme. Det er kvalmende.

Skatteministeren har her til morgen bebudet, at han vil have sænket den danske selskabsskat med et par procent-point for at gøre Danmark mere konkurrencedygtig overfor resten af Europa.

Det er en kortslutning der må være forårsaget af det frosten (eller hans højreorienterede grundsyn), for løsning på skatteproblemet er ikke at sænke den danske selskabsskat. Løsningen er at lave en fælles minimums sats for selskabsskatten i EU, sådan at EU samarbejder om at forhindre virksomhederne i at flytte fra land til land i jagten på de hurtige skattefordele. Et sådant tiltag vil også medføre, at de multinationale selskaber, der arbejder i EU, som noget nyt kommer til at betale skat.

Jeg er enig med skatteministeren i, at det ikke er hensigtsmæssig, at virksomhederne kan spekulere i at flytte produktionerne rundt i EU i jagten på den mindste selskabsskat, de dårligste miljøstandarter og mindste krav til arbejdsmiljøet. Men modsat skatteministeren, så er jeg optaget af at sikre ordentlige forhold for medarbejderne på de europæiske virksomheder, om miljøets tilstand, om bevarelsen af arbejdspladser og sikring af velfærden - derfor er løsningen Europæiske minimum-standarter - ikke en sænkning af niveauet i Danmark.

Sådan lød budskabet fra den tyske kansler Angela Merkel i går, da hun holdt tale til Europaparlamentet i anledningen af Tysklands overtagelse af EU-formandskabet.

Hermed åbnede hun debatten om EU’s fremtid ovenpå den såkaldte tænkepause, EU har holdt siden det franske og hollandske nej til forfatningstraktaten. Jeg håber, at Merkels oplæg bliver starten på en åben og grundig debat om EU’s fremtid og ikke bare en ny debat om den kuldsejlede og ikke specielt visionære forfatningstraktat.  

EU står overfor mange udfordringer: klimaforandringer, energisikkerhed, miljø, den nye udvidelse og udenrigspolitikken! De kræver alle et solidt, visionært og anerledes EU.

Den forfatningstraktat, som blev afvist sidste år, skal ikke genoplives, i hvert fald ikke, hvis man vil

have et progressivt EU, som tager fat om roden til klimaproblemerne, som sikrer forbrugeres sikkerhed, som baner vejen for en bæredygtig energiproduktion osv. Vi skal have en traktat, som i modsætning til forfatningstraktaten, sætter mennesker og miljø over økonomien.

Så længe, at det indre marked er EU’s omdrejningspunkt, så vil EU aldrig kunne udvikle sig til et progressivt samarbejde, idet der altid vil være hensynet til konkurrenceevnen som vejer tungest. Så når regeringsledere mødes her i foråret og skal vedtage en Berlin-erklæring – så håber jeg, at de har modet til at sætte gang i en nyskabende EU-debat som sætter fokus på EU’s borgere og ikke blot den frie konkurrence.

Den interne strid i Europa om Tyrkiets optagelse i EU nåede nye højder i denne uge, da Kommissionen anbefalede et delvist stop i optagelsesforhandlingerne med landet.

Kommissionens udspil går ud på at suspendere optagelsesforhandlingerne på 8 ud af de nuværende 35 områder. Indholdet af anbefalingen er ikke i sig selv nogen stor overraskelse. Det længe har stået klart, at Tyrkiet ikke har forsøgt at normalisere sit forhold til det lille naboland Cypern, der er delt i en tyrkisk-cypriotisk del i nord og EU-medlemslandet, den græsk-cypriotiske del i syd. Derfor har EU haft behov for at markere overfor Tyrkiet, at optagelsesforhandlingerne alene afhænger af Tyrkiets vilje til at tilpasse sig EU og efterleve optagelseskravene.

Kommissionens anbefaling skal nu formelt behandles af EUs udenrigsministre den 11. december, hvorefter det er op på topmødet den 14. og 15. december. Her afgøres det, om man vil følge det kompromis mellem høge og duer i Tyrkiet-spørgsmålet, som gårsdagens udspil reelt er et udtryk for. Denne sag er nemlig endnu en konflikt imellem modstandere og tilhængere af Tyrkiets optagelse i EU og handler lige så meget om at holde Tyrkiets ude af EU, som den handler om Tyrkiets forhold til Cypern.

Der er naturligvis ingen tvivl om, at Tyrkiet skal efterleve de optagelseskrav og aftaler, der er betingelsen for, at de kan komme med i EU. Men når det så er sagt, så er spørgsmålet, om et delvist stop for optagelsesforhandlingerne sætter mere fart på Tyrkiets reformprocesser eller om det hæmmer dem? Det er min klare opfattelse, at dette vil tage pusten fra Tyrkiet i forhold til deres omstillingsparathed. Landet har ikke brug for, at deres optagelse skubbes yderligere frem – de har derimod brug for, at få en klare tilsagn om, at EU’s lande ønsker, at Tyrkiet bliver en del af det europæiske fællesskab. Desværre er landene heller ikke enige om det og derfor vil Tyrkiet få disse blandede signaler fra EU. Det er tilsyneladende Tyrkiets skæbne at dele de europæiske vande og være kilde til evig debat om europæisk identitet, Europas størrelse og religion.

Nogen gange er det altså meget svært at få øje på Regeringens sundhedspolitiske ansvarlighed. Seneste eksempel er, at Connie Hedegaard vil udskyde indførelsen af et nyt EU-forbud mod ftalater i legetøj. Det skulle være trådt i kraft den 16. januar 2007, men ministeren forsøger at få det udskudt i Danmark indtil 16. april. Heldigvis ser det ud til, at der er et solidt flertal i Folketinget imod udskydelsen.

Miljøministeren vil udskyde implementeringen med den begrundelse, at legetøjsbranchen skal have mere tid til at vænne sig til de nye regler. Jeg synes, det er uacceptabelt, at miljøministeren er mere optaget af branchens ve og vel end af befolkningens sikkerhed og sundhed. Mit udgangspunkt er, at borgernes sundhed altid skal veje tungere end hensynet til markedsøkonomien. I virkeligheden synes jeg, at sagen er pærelet: indeholder legetøj stoffer fx ftalater, som er skadelige, så skal det legetøj tages ned fra hylderne, indtil fabrikanterne kan levere en vare, som vores børn ikke bliver syge af at lege med. I Danmark er 6 ftalater allerede forbudte i legetøj til mindre børn – men overalt i legetøjsbutikkerne kan man finde legetøj som indeholder de skadelige stoffer. Det er helt urimeligt, at vi som forbrugere ikke kan stole på, at loven overholdes. Jeg håber, at det nye EU-direktiv kan være med til at stramme op om forbuddene sådan, at legetøjet på hylderne i fremtiden er renere, så vores børn ikke bliver syge af at lege med det.

Husk at undgå legetøj med ftalater når der købes julegaver!!

Jane