Sunday, August 31, 2008

Jeg havde nedenstående debatindlæg i Politiken i fredags den 29. august..

------

 

Enhedslistens Per Clausen (PC) skyder 26.08 med spredehagl på alle de dårligdomme ved SF, som han lige kan komme på. Per Clausen rammer dog ikke særlig præcis – men det gør man jo sjældent, når man bruger denne type ammunition.

 

PC hævder, at det er de dårligst stillede, der kommer til at betale, når SF om kort tid fremlægger vores spareplan. Jeg synes, at det er godt gjort, at PC allerede nu kender indholdet af vores spareplan, da den omtalte plan hverken er færdiggjort eller offentliggjort.

Som ethvert ansvarligt parti ved SF, at de offentlige ressourcer ikke er uendelige. Derfor er det naturligt at pege på nogle besparelser på områder, hvor vi mener, at tingene kan gøres anderledes, eller hvor pengene gør mere gavn et andet sted. Hvis resultatet er, at vi samlet set får flere penge til at forbedre uddannelsessystemet, ældreplejen mm, så synes jeg faktisk, at det er ganske fornuftigt.

 

PC fortsætter skyderiet og beskylder SF for, at vi  vil bruge et centrum-venstre/VKO flertal til at bevare 24 års-reglen og tilknytningskravet. Igen rammer PC forkert. SF er modstandere af både 24 års-reglen og tilknytningskravet, men Socialdemokraterne vil bevare dem. Så medmindre, Enhedslisten og Radikale får vokseværk, vil der med et centrum-venstre flertal i folketinget ikke være flertal for at afskaffe de to regler. SF’s tilgang er derfor, at det ikke skal være en hindring for, at SF og S sammen kan at lave en effektivt integrationspolitik, der bremser den sociale udstødning af etniske minoriteter og som dæmmer op imod radikaliseringen i nogle indvandrermiljøer mm. Vi fokuserer på, hvilke forbedringer vi kan lave sammen i stedet for at stirre os blinde på knasterne.

 

Det er i virkeligheden også forskellen på SF og Enhedslistens tilgang til politik. SF vil skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker ved at tage politisk ansvar. Det betyder, at vi nogen gange må gå på kompromis og ikke altid får alting præcis, som vi gerne vil. Men i modsætning til Enhedslisten får vi muligheden for at skabe forbedringer på uddannelsesområdet, for miljøet, i ældreplejen mm. Enhedslisten står rene og ranke på sidelinien - hvor de eneste resultater, de kan fremvise, er et tomt patronbælte, fordi de har brugt alt deres krudt på at skyde på gode kræfter i stedet for at skyde på de virkelige fjender. 

 

8/31/2008 11:01:32 AM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback
 Tuesday, April 24, 2007

Et af ugens hotte emner i den offentlige debat har været Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget. Jeg må sige, at jeg har fulgt debatten ret tæt og jeg er faktisk ganske forundret over, at Enhedslisten vil opstille hende.

 

Efter min mening praktiserer hun nemlig et undertrykkende og dybt religiøst menneskesyn. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun ikke vil trykke en mand i hånden, fordi hun ser det som en seksuel handling. Endvidere har hun en noget uklar og yderst betænkelig holdning til homoseksuelles rettigheder og dødsstraf..  

 

Dansk Folkeparti har desværre fået debatten til at handle om, hvorvidt det er i orden at bruge tørklæde på Folketingets talerstol. Det er en skævvridning af debatten. Tørklædet er ikke et problem i sig selv, men når tørklædet, som i Asmaas tilfælde, dækker over et reaktionært syn på ligestilling og seksualitet, så er det ærgeligt, at det bliver et spørgsmål om symboler i stedet for et spørgsmål om Asmaas holdninger og demokratiske sindelag. For skal vi endelig diskuterer tørklædet, så skal det efter min mening ses som en del, af den debat, der handler om, at Asmaa promoverer tørklædet som beskyttelse af kvinder imod mænds glubske seksualitet - et tørklæde som tusindvis af muslimske kvinder kæmper for at frigøre sig fra i kampen for respekt, ligestilling og frigørelsen fra et reaktionært og ældgammelt kvindesyn. Det kvindesyn medvirker Asmaa til at holde liv.

Den demokratiske venstrefløj har altid kæmpet imod religiøs undertrykkelse, vi har kæmpet for mennesker frigørelse og for kønnenes ligestilling. Det har altid været og er stadig hjørnestenene i vores menneskesyn - derfor melder spørgsmålet sig hurtigt - er Asmaa egentlig socialist? Og hvorfor vil Enhedslisten opstille hende? Er de på denne måde ikke med til at legitimere reaktionære holdninger?

4/24/2007 10:39:22 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback