Så trådte Marianne Jelved endelig tilbage som politisk leder for Det Radikale Venstre og overlod posten til Margrete Vestager. Set fra sidelinien har lederskiftet trængt sig på i flere måneder og med Ny Alliances indtog i dansk politik var det uundgåeligt. Marianne Jelved stod ikke i en position, hvor hun kunne lede partiet ud af den krise, de står midt i, hun stod som hovedansvarlig for den politiske strategi, som har skabt krisen og dermed står hun med nederlag stemplet i panden, ikke i stand til at vende nedgang til fremgang.

Med lederskiftet forsøger De Radikale at lancere en ny politisk kurs, som blandt andet indebærer, at partiet har lagt deres fejlslagne ultimative krav bag sig – deres eneste krav er nu, at de ikke vil støtte en regering, som bygger på et samarbejde med Dansk Folkeparti. De vil søge indflydelsen, der hvor de kan få den. Hermed genåbner de også muligheden for, at partiet vil pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter næste valg. Egentlig er jeg ikke overrasket over, deres nye strategi – men jeg synes faktisk ikke, at den er særlig klog eller gennemtænkt. Det er tydeligt, at de forfølger den i håb om at kunne trække vælgere fra Ny Alliance, Venstre og De Konservative – men hvis de nu så lidt nærmere på deres vælgerkorps, så ville de se, at over 80 % af deres vælgere orienterer sig imod venstre og foretrækker, at partiet støtter en centrum-venstre regering – deres vælgere kan ikke lide Anders Fogh Rasmussen uanset hvor meget indflydelse han giver Dansk Folkeparti – de stemmer på De Radikale, fordi de vil en statsminister.

Når Radikale så vælger en strategi, hvor de forholder sig helt åbent til, hvem de ender med at pege på som statsminister, så gambler de ’big time’ med deres nuværende vælgere. Et tættere samarbejde med den borgerlige blok koster stemmer fra deres venstreorienterede vælgere og et stærkere samarbejde med venstrefløjen svækker deres mulighed for indflydelse på en ny borgerlig regering. De Radikale har frivilligt placeret sig som en lus imellem to negle – men sådan er det, når man ikke vil vælge side, men mener, at man kan få det bedste fra begge fløje uden omkostninger. Men når alt dette så er sagt, så bliver det ganske spændende at følge Vestagers arbejde med at få relanceret et Radikalt projekt – jeg glæder mig især til at se, hvordan Ny Alliance og De Radikale kommer til at agere i efteråret når begge partier forsøger at erobre borgerlige stemmer fra midten på et grundlag som fokuserer på at holde Dansk Folkeparti udenfor indflydelse. Jeg tror ikke, der er plads til begge partier og min vurdering er, at Naser Khader vinder den kamp, han står meget mere troværdigt i den position sammenlignet med Margrete Vestager. Endnu et argument, der peger på, at De Radikales nye strategi ikke er klog eller gennemtænkt. Set med mere positive øjne, så giver det jo bare så meget mere manøvrerum på venstrefløjen til SF og mon ikke, vi kommer til at vinde lidt på, at De Radikale rykker mod højre?! Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget J

Jeg er forholdsvis utålmodigt og ret nysgerrig – det har jeg altid været. Da jeg var barn, betød det blandt andet, at julemåneden var ulidelig for mig (og vel også for mine forældre). Jeg kunne simpelthen ikke vente til det blev juleaften og pakkerne skulle åbnes. Det var ikke fordi, jeg fik utrolig mange eller specielt få gaver – men forventningen og fantasien om, hvad de indeholdt, var næsten ikke til at bære. Meget af december gik derfor med at lure, hvilke pakker, der blev købt til mig og så jeg mit snit til det, så mærkede jeg på pakkerne og undersøgte nøje, om der var et lille kighul ind imellem lagene af gavepapir, så deres indhold kunne afsløres.

Når juletræet så endelig blev tændt og pakkerne var indenfor rækkevidde, så kunne jeg simpelthen ikke vente mere og jeg var derfor altid fortaler for, at vi skulle synge få og helst korte julesange, så spændingen kunne blive udløst. Sandheden er også, at jeg faktisk tit havde gættet, hvad jeg ville få og derfor ikke var specielt overrasket, når det kom til stykket. Forventningens glæde var virkelig den største. Sådan har jeg det vist også med Ny Alliance. Jeg er enormt spændt på, hvordan deres politiske program bliver skruet sammen og spændt på, hvilke konkrete politiske udmeldinger, de vil komme med. Indtil videre har vi faktisk kun fået konturerne til lidt udlændingepolitik og deres statsministerønsker og deres eneste konkrete politiske vision handlede om en sænkelse af skatte til 40% . Den har de så allerede trukket tilbage. Med andre ord så har vi fået at vide, at de har to bløde pakker og en hård – men den hårde, som er den eneste, vi har set, blev byttet til noget udefinerbart, inden de fik den givet væk.

For et nysgerrigt væsen som mig, er det jo ikke til at holde ud. Jeg er så spændt på at se, hvad der kommer fra Ny Alliance, men desværre ser det ud til, at jeg skal vente længe inden sløret løftes for indholdet. Partiet afslår nemlig at blande sig i folketingets afslutningsdebat, det ville ellers være en oplagt mulighed for til at præsentere en 2-3 konkrete mærkesager, som kunne placere partiet i det politiske landskab. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen andre partier, som ville afslå en enestående mulighed for at redegøre for sit partis holdninger på landets fornemmeste talerstol for åben skærm.

Jeg må derfor sige, at jeg er begyndt at tvivle på, at der overhovedet er noget i pakkerne fra Ny Alliance. Jeg tror kun partiets stiftere er nået til enighed om hvilket papir, der skal bruges som indpakning. Papiret hedder Naser Khader og indtil videre, har man dyrket forventningens glæde ved konstant at henlede opmærksomheden på det spændende glitterpapir. Om pakkerne har indhold eller blot et en flot indpakning – det får jeg tilsyneladende først at se til efteråret. Så imens jeg venter på Ny Alliance, vil jeg bruge ventetid til at forestille mig, hvad der kunne være i pakkerne – og jeg må sige, at det ikke umiddelbart ser ud til at være ting, som jeg har ønsket mig. Desværre ser det ud til, at forventningens glæde bliver den eneste glæde i dette tilfælde.  

PS: Min søster var altså lige så slem som mig til at lure på pakkerne. Hun er til gengæld skide ligeglad med, hvad Ny Alliance mener om dette og hint – hun er ikke aktiv i politik og har ikke tænkt sig at stemme på dem.

Man må sige at Ny Alliance er kommet fantastisk fra start - i følge Megafon vil de storme i folketinget med 27 mandater og bliver Danmark 3. største parti, hvis der var valg i dag (og de har fået samlet de 20.000 underskrifter) og medlemmerne vælter ind. De ser ud til at være en bragende succes. Khaders problem er bare, at der ikke er valg i dag og at der sikkert heller ikke bliver valg før tidligst til efteråret. Det gode spørgsmål er nemlig, om Ny Alliance formår at holde sig varme indtil et valg om de kan navigere og overleve det lange seje træk? Deres politiske grundlag er jo sparsomt og ærlig talt, så er deres formands politiske tæft også tilsvarende sparsomt. Naser Khader er en fremragende kommunikator og et godt brand for partiet - men hånden på hjertet, er der så nogen der ved, hvad den mand mener om andet en Mellemøsten, Islam og ytringsfrihed? Nej - vel! Skal Ny Alliance have en chance for at blive toneangivende i dansk politik, så skal Naser Khader vise en hidtil uset side af sig selv og bevise, at han kan skabe resultater, have holdninger til forskellige almindelige politiske emner som barselsorlov, folkeskolen, naturgenopretning osv osv. Kan han det, så kan det være at partiet har en fremtid. Jeg tror dog stadig ikke på Khaders evner og partiets levedygtighed - jeg tror, vi i disse dage er vidner til fødslen af Danmarks største og mest omtalte døgnflue.

Danmark har fået et nyt parti – i dag har det socialliberale parti Ny Alliance set lyset. Partiet er stiftet af de nu tidligere radikale Naser Khader og Anders Samuelsen samt den tidligere konservative Gitte Seeberg. Partiet dannes ikke på en konkret politisk sag eller på grund af en politisk strømning i befolkningen, det er i høj grad blevet dannet som et resultat af interne politiske uenigheder om strategien i de Radikale og Konservative. I de Radikale handler uenighederne om samarbejdet hen over midten og om i høj grad partiet skal lænke sig til oppositionen. I de Konservative handler uenighederne om, i hvor høj grad det er ønskværdigt, at Dansk Folkeparti dominerer regeringens og især de Konservatives politik. Nu har to af Marianne Jelveds hårdeste kritikere så forladt de Radikale og Gitte Seeberg har opgivet at frigøre de Konservative fra Dansk Folkepartis indflydelse. De tre er gået sammen i troen på, at der er plads til og brug for et nyt borgerligt liberalt parti på midten i dansk politik. Herom kan jeg nu have min tvivl.

Ny Alliance er en besynderlig størrelse, som på den ene side i uforsonlige vendinger tager skarpt afstand fra Dansk Folkeparti og som på den anden side samtidig erklærer sig som et socialliberalt/socialkonservativt parti, der vil pege på Anders Fogh som statsminister. Med det udgangspunkt er der stor risiko/chance for, at partiet bliver overflødige i dansk politik. Det vil være meget svært at forestille sig, at de samarbejder med De Radikale og Socialdemokraterne, og det vil tilsvarende være vanskelige at forestille sig en situation, hvor højrefløjen kan mønstre et flertal uden Dansk Folkeparti med Ny Alliance – det vil i hvert fald kræve, at partiet kommer i folketinget med en jordskredssejr og det tvivler jeg på, som tingene står nu. Ny Alliance skal primært hente sine vælgere fra de Konservative, de Radikale og så alle Khaders fans. Alle meningsmålinger viser, at de Radikale vælgere i langt overvejende orienterer sig mod venstrefløjen, hvorfor vælgerpotentialet herfra vil være begrænset for Ny Alliance – det er altså Khaders person og stemmer fra de Konservative, der skal bringe partiet i Folketinget. Det er naturligvis ikke umuligt, men idet partiet ikke er stiftet på en konkret mærkesag, har de heller ikke særlig stort potentiale for at mobilisere nye vælgere, hvorfor det må forventes, at partiet primært erobrer borgerlige stemmer og på den måde spreder stemmerne på højrefløjen og muligvis dermed skaber et stemmespild, hvis de ikke når spærregrænsen. Det er naturligvis ganske udmærket set udfra et venstreorienteret perspektiv – men det er næppe Khaders hensigt.