Så trådte Marianne Jelved endelig tilbage som politisk leder for Det Radikale Venstre og overlod posten til Margrete Vestager. Set fra sidelinien har lederskiftet trængt sig på i flere måneder og med Ny Alliances indtog i dansk politik var det uundgåeligt. Marianne Jelved stod ikke i en position, hvor hun kunne lede partiet ud af den krise, de står midt i, hun stod som hovedansvarlig for den politiske strategi, som har skabt krisen og dermed står hun med nederlag stemplet i panden, ikke i stand til at vende nedgang til fremgang.

Med lederskiftet forsøger De Radikale at lancere en ny politisk kurs, som blandt andet indebærer, at partiet har lagt deres fejlslagne ultimative krav bag sig – deres eneste krav er nu, at de ikke vil støtte en regering, som bygger på et samarbejde med Dansk Folkeparti. De vil søge indflydelsen, der hvor de kan få den. Hermed genåbner de også muligheden for, at partiet vil pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter næste valg. Egentlig er jeg ikke overrasket over, deres nye strategi – men jeg synes faktisk ikke, at den er særlig klog eller gennemtænkt. Det er tydeligt, at de forfølger den i håb om at kunne trække vælgere fra Ny Alliance, Venstre og De Konservative – men hvis de nu så lidt nærmere på deres vælgerkorps, så ville de se, at over 80 % af deres vælgere orienterer sig imod venstre og foretrækker, at partiet støtter en centrum-venstre regering – deres vælgere kan ikke lide Anders Fogh Rasmussen uanset hvor meget indflydelse han giver Dansk Folkeparti – de stemmer på De Radikale, fordi de vil en statsminister.

Når Radikale så vælger en strategi, hvor de forholder sig helt åbent til, hvem de ender med at pege på som statsminister, så gambler de ’big time’ med deres nuværende vælgere. Et tættere samarbejde med den borgerlige blok koster stemmer fra deres venstreorienterede vælgere og et stærkere samarbejde med venstrefløjen svækker deres mulighed for indflydelse på en ny borgerlig regering. De Radikale har frivilligt placeret sig som en lus imellem to negle – men sådan er det, når man ikke vil vælge side, men mener, at man kan få det bedste fra begge fløje uden omkostninger. Men når alt dette så er sagt, så bliver det ganske spændende at følge Vestagers arbejde med at få relanceret et Radikalt projekt – jeg glæder mig især til at se, hvordan Ny Alliance og De Radikale kommer til at agere i efteråret når begge partier forsøger at erobre borgerlige stemmer fra midten på et grundlag som fokuserer på at holde Dansk Folkeparti udenfor indflydelse. Jeg tror ikke, der er plads til begge partier og min vurdering er, at Naser Khader vinder den kamp, han står meget mere troværdigt i den position sammenlignet med Margrete Vestager. Endnu et argument, der peger på, at De Radikales nye strategi ikke er klog eller gennemtænkt. Set med mere positive øjne, så giver det jo bare så meget mere manøvrerum på venstrefløjen til SF og mon ikke, vi kommer til at vinde lidt på, at De Radikale rykker mod højre?! Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget J

Når man nu vågner med ondskabsfulde tømmermænd ovenpå en herlig aften og nat i gode venners lag, så var det uventet dejligt at få en sms kl 10.23 fra en god partikammerat og veninde med nyheden om, at de Radikale har opgivet deres ultimative og tåbelige krav om Jelved som statsminister. Det var simpelthen på tide, at de Radikale vender tilbage til den konstruktive del af oppositionen, som arbejder på at opbygge et alternativ til v, k, o flertallet - vi kan kun vælte Fogh, hvis vi står sammen og i fællesskab præsenterer et seriøst regeringsalternativ. Der er ingen tvivl om, at oppositionen står styrket ovenpå at de Radikale igen er kommet til fornuft, nu kan de reelle politiske forhandlinger begynde og det er faktisk også på tide - Anders Fogh er igang med at rydde op i sine fadæer og gøre sig klar til et kommende valg.. Så velkommen tilbage Marianne Jelved - det var på tide.. 

Nogen gange bliver jeg bare så træt af at høre på, at folk sviner SF til for ikke at være ukritiske EU-tilhængere, for ikke at ville deltage i yderligere liberaliseringer af den offentlige sektor eller for ikke at ville give skattelettelser i toppen - kort sagt sviner os til for ikke at være Det Radikale venstre. I går var det Bent Winter på bagsiden af Information, som tog SF under alt andet end kærlig behandling for at være modstandere af ØMU'en, når nu de politiske gevinster ved medlemsskabet er så mange og store.. Jeg må sige, at jeg simpelthen er grundlæggende uenig med ham. Jeg mener ikke, at ØMU'en er en politisk eller en økonomisk gevinst.

Som socialist kæmper jeg for, at økonomien er underlagt stærk politisk kontrol ogØMU'en er ikke politisk styret. Det er et økonomisk samarbejde, som er styret af Den Europæiske Centralbank med hovedformålet at holde en lav inflation. Dette betyder, at politikken styres af økonomien - det er mere en liberalistisk vision end det er en venstreorienteret. Der er ingen politisk gevinst at hente ved at være med i ØMU'en kun politisk indflydelse at tabe.

Som venstreorienteret er jeg optaget af, at man laver en økonomisk politik, som giver mulighed for at stimulere den økonomiske vækst, skabe arbejdspladser, udbygge velfærden osv. ØMU'en lægger i kraft af vækst og stabilitetspagten stærke begrænsninger på landenes mulighed for at føre en økonomisk politik, som fremmer disse målsætninger. Dette på grund af de strenge regler i forhold til underskud på de offentlige budgetter. Generelt giver det ikke mening at ville føre en fælles økonomiske politik i så stort et område - og de viser virkeligheden også. Nogle steder kører økonomien der ud af mens den andre steder er gået helt i stå. Ikke optimalt - men en ØMU-realitet.

Nu min holdning til ØMU'en er sat på plads, så vil jeg tilbage til sagen - nemlig den, at jeg er træt af, at SF svines til for ikke at føre radikal politik. Der er altså allerede et socialliberalt centerparti i dansk politik - det er de Radikale, vi deler ikke den grundlæggende opfattelse af, hvordan goderne skal fordeles i samfundet og deler heller ikke det grundlæggende menneskesyn. Vi er dog enige om flere ting, som gør, at vi samarbejder godt og konstruktivt på flere områder - men skal vi ikke lade det være ved det. Lad de Radikale være radikale og lad SF være det venstreorienterede alternativ til den socialliberale trængel på midten i dansk politik.

I en meningsmåling som offentliggøres i Ugebladet Mandag Morgen i morgen kan det ses, at kun 24% af de radikale vælgere foretrækker Marianne Jelved som statsminister, mens hele 51% peger på Helle Thorning-Schmidt. Man må sige, at Marianne Jelved og Det Radikale Venstre har en dårlig sag, når ikke engang deres egne vælgere ser Jelved som statsminister. Det understreger endnu engang, at partiet har kvajet sig ved at insistere på, at Jelved skal være statsminister. Det svækker oppositionen, at de kører solo - og vælgerne staffer dem da også, idet deres meningsmålinger er faldet stabilt siden de lancerede kravet om statsministerposten. Hvis vi skal vælte Fogh ved næste valg - så er der ikke plads til soleridt - mon de Radikale snart indser det?

Ganske som forventet har de Radikale været ud med riven efter at SF har offentliggjort, at vi støtter Helle Thorning som statsminister. Det har ikke manglet med beskyldninger om, at SF nu støtter skattestoppet og 24 års reglen. Lad mig slå fast med det samme - vi støtter ikke skattestoppet og 24 års reglen og gør det heller ikke efter et valg. Socialdemokraterne og SF har indledt forhandlinger om et alternativ til højreregeringen - i en forhandling får man ikke alt, hvad man peger på - det har SF heller ikke fået. De to partier har respekt og forståelse for hinandens postioner og interesser. I fællesskab har vi fremlagt nogle visionære forslag på skattepolitikken og udlændingepolitikken mm. Der er ingen grund til radikal bekymring, befolkningen kommer til at mærke forskellen på en socialdemokratisk ledet regering og det nuværende VKO-flertal.

Det gode forhold imellem Socialdemokraterne og SF er en bet for de Radikale. De har hidtil haft held til at placere sig centralt i spekulationerne om alternativet til den nuværende regering ved bla at åbne døren for et regeringssamarbejde med de Konservative. Nu er Marianne Jelved blevet smidt ud på reservebænken - der sidder hun indtil, hun har fået styr på sit parti og har meldt ud, hvor de Radikale vil placere sig efter et valg. Hun bestemmer selv, hvornår hun skal tilbage på banen. Vælger de at gøre S og SF selskab i arbejdet mod højreregeringen, så er der en plads ledig som højre back på holdet.

Så har de Radikale opgivet deres ultimative krav om, at Marianne Jelved skal være statsminister, hvis de Radikale skal indgå i regering efter næste valg. Det klær' de Radikale at komme ned på jorden igen. Det kan være, at vi nu kan komme igang med at diskutere det politiske alternativ til regeringen istedet for at diskutere hvilken håndtaske, der skal stå i statsministeriet.

Det politiske alternativ skal fokuseres om tre centrale indenrigspolitiske forandringer. Det kommunale selvstyre skal genoprettes, og kommunerne tilføres midler til genopbygning af velfærden ovenpå de sidste års uansvarlige nedskæringspolitik. Der skal gennemføres en skattereform, med en omlægning af skattebyrden, så den bliver mere retfærdig. Det indebærer mindre skat på arbejde, og mere på fast ejendom udført i en form, der først og fremmest rammer de dyreste boliger. Uden et opgør med skattestoppet, er løfter om bedre velfærd hule, for pengene skal jo findes før de kan bruges. Endelig er det centralt, at den automatiske stigning i pensions- og efterlønsalderen ophæves. Det kan ikke være en centrum-venstre-regerings mål, at øget levestandard udelukkende skal omsættes i mere arbejde.

Der er naturligvis også andre sager som, en ny regering skal stå hårdt på ex: de danske soldater ud af Irak, øget forskning i bæredygtig teknologi, mere og bedre ulandsbistand osv. Mange af de ting vil man uden videre kunne blive enige om. Det er på velfærdsområdet, knasterne er og det er er, Socialdemokraterne, Radikale og SF skal koncentrere sig om at finde fælles fodslaw.

God weekend/Jane