I dag er resultatet af urafstemningen om prioriteringen af folketingskandidaterne i SF's liste blevet offentliggjort. Jeg beholdt min 4. plads på listen. Det betyder, at hvis SF bevarer den nuværende fremgang, så er det ret sandsynligt, at jeg opnår valg til folketinget ved næste valg. Det er jeg naturligvis meget glad for. Jeg vil gerne sige tak til dem, som har stemt på mig og tillykke med Jonas, Pernille og Eigil, som blev valgt på de tre øverste pladser.

Jeg havde nedenstående debatindlæg i Politiken i fredags den 29. august..

------

Enhedslistens Per Clausen (PC) skyder 26.08 med spredehagl på alle de dårligdomme ved SF, som han lige kan komme på. Per Clausen rammer dog ikke særlig præcis – men det gør man jo sjældent, når man bruger denne type ammunition.

PC hævder, at det er de dårligst stillede, der kommer til at betale, når SF om kort tid fremlægger vores spareplan. Jeg synes, at det er godt gjort, at PC allerede nu kender indholdet af vores spareplan, da den omtalte plan hverken er færdiggjort eller offentliggjort.

Som ethvert ansvarligt parti ved SF, at de offentlige ressourcer ikke er uendelige. Derfor er det naturligt at pege på nogle besparelser på områder, hvor vi mener, at tingene kan gøres anderledes, eller hvor pengene gør mere gavn et andet sted. Hvis resultatet er, at vi samlet set får flere penge til at forbedre uddannelsessystemet, ældreplejen mm, så synes jeg faktisk, at det er ganske fornuftigt.

PC fortsætter skyderiet og beskylder SF for, at vi  vil bruge et centrum-venstre/VKO flertal til at bevare 24 års-reglen og tilknytningskravet. Igen rammer PC forkert. SF er modstandere af både 24 års-reglen og tilknytningskravet, men Socialdemokraterne vil bevare dem. Så medmindre, Enhedslisten og Radikale får vokseværk, vil der med et centrum-venstre flertal i folketinget ikke være flertal for at afskaffe de to regler. SF’s tilgang er derfor, at det ikke skal være en hindring for, at SF og S sammen kan at lave en effektivt integrationspolitik, der bremser den sociale udstødning af etniske minoriteter og som dæmmer op imod radikaliseringen i nogle indvandrermiljøer mm. Vi fokuserer på, hvilke forbedringer vi kan lave sammen i stedet for at stirre os blinde på knasterne.

Det er i virkeligheden også forskellen på SF og Enhedslistens tilgang til politik. SF vil skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker ved at tage politisk ansvar. Det betyder, at vi nogen gange må gå på kompromis og ikke altid får alting præcis, som vi gerne vil. Men i modsætning til Enhedslisten får vi muligheden for at skabe forbedringer på uddannelsesområdet, for miljøet, i ældreplejen mm. Enhedslisten står rene og ranke på sidelinien - hvor de eneste resultater, de kan fremvise, er et tomt patronbælte, fordi de har brugt alt deres krudt på at skyde på gode kræfter i stedet for at skyde på de virkelige fjender. 

Helt som forventet vakte det stor opsigt, da SF og Socialdemokraterne i sidste uge offentliggjorde en 14 punkters integrationsplan, som samtidig markerede, at vi endelig har fundet fælles fodslag på dette vanskelige område, der nok uden tvivl var en afgørende faktor i oppositionens nederlag ved de seneste tre valg.

Det har tilsyneladende vakt så meget opsigt, at de konservatives Henriette Kjær i dagens Jyllandsposten føler sig presset og beskylder forslaget for at være tom luft fra SF’s side for at kapre vælgere. Hun uddyber sin kritik og beskylder os for at rykke imod midten for at tækkes vælgerne, og mistænker os for, at så snart vi får mandater nok, vil vi selvfølgelig forsøge at ændre integrationspolitikken så den passer til vores reelle ideologi. Kort sagt – Villy smykker sig med et lånt jakkesæt.

Dette usædvanligt hårde og temmelig smagløse angreb fra de konservative er svært at tolke som andet end, at vi har ramt et ømt punkt hos partiet. De har siddet i regering i syv år uden, at de har fået sat fokus på integrationen. Alt samarbejde på udlændingepolitikken imellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har stort set handlet om at begrænse adgangen til Danmark og stresse de udenlandske borgere, der allerede bor her. Det er afgørende nyt, at der sættet fokus direkte på at skabe en frugtbar integrationspolitik, der sætter fokus på ghettoer, på at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet, som giver bud på, hvordan vi sikrer, at unge med anden etnisk baggrund end dansk får en kompetencegivende uddannelse osv. Og det er måske lidt for skrap kost for Henriette Kjær.

Så kan det da godt være, at Villy har taget jakkesæt på, men det er mere et spørgsmål om Villys tøjsmag, for det er ikke for at tækkes vælgerne. Vi har lavet en aftale med Socialdemokraterne om, at vi ikke rører ved 24 års reglen og tilknytningskravet i den første regeringsperiode. Det er i respekt for, at der i befolkningen er så stor opbakning til disse to regler. Dermed ikke være sagt, at SF er blevet tilhængere af reglerne – for det er vi bestemt ikke.

De øvrige punkter i integrationsaftalen er forslag, som SF har arbejdet for i årevis og som ikke er ny politik for os. Det er ikke et udtryk for, at vi er rykket imod midten – det er blot gode eksempler på folkesocialisme omsat til praktisk politik. Jeg kan da godt forstå, at Henriette Kjær var lidt i vildrede, da vi præsenterede vores fælles udspil – men hun kan lige så godt vænne sig til det. Når SF kommer i regering, så vil hendes hverdag nemlig blive præget af en masse gode konstruktive forslag på integrationsområdet – og det uanset om Villy har jakkesæt på eller ej.

I går fremlagde SF og Socialdemokraterne et fælles integrationsudspil, der indeholder 14 konkrete punkter, som hver især er med til at skabe en mere effektiv og sammenhængende integrationspolitik i Danmark.

Noget af det helt centrale i udspillet er, at de to partier er nået til enighed om, hvordan vi skal tackle vores indbyrdes uenighed om 24 års reglen og tilknytningskravet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at SF er modstandere af begge regler, det har vi været siden de blev lavet og det vil vi også være i fremtiden. Vi anerkender dog, at der i befolkningen er massiv opbakning til de to regler, hvorfor vi ikke vil arbejde for at få dem afskaffet i en kommende socialdemokratisk ledet regering. Vores kritikere i Enhedslisten og De Radikale vil helt sikkert beskylde os for, at vi nu er blevet tilhængere af de to regler – men det er rent spin fra deres side. Faktum er, at de to partier også vil blive tvunget til at acceptere, at de to regler består – med mindre der sker et stort nybrud i dansk politik, vil flertallet for de to regler være solidt på plads med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. (Jeg vil ikke gætte på, hvad Ny Alliance mener om de to regler, deres holdninger ændrer sig jo fra dag til dag) Vi kan derfor vælge to strategier: nægte at anerkende de to regler og dermed sætte os udenfor indflydelse eller acceptere deres eksistens og gå offensivt ind i integrationsdebatten og få indflydelse på politikken og være med til at sætte kursen for en effektiv og menneskelig integrationspolitik. Jeg synes egentlig, at valget er nemt.

Udover det politiske i udspillet, så er det værd at analysere lidt på, værdien af et sådan fælles udspil og de indirekte signaler udspillet udsender.

Det er afgørende for centrum-venstre alternativet, at man er nået til enighed på et af de områder, som tidligere har splittet os. Vil vi fremstå som et troværdigt alternativ til Anders Fogh Rasmussen, så skal vi være i takt på en række afgørende områder, heraf er integrationspolitikken et af de vigtigste. I de sidste tre valgkampe har højrefløjen vundet meget på, at centrum-venstrefløjen var splittet og på at vores politiske projekt var uklart.

Det er ganske interessant for SF, at Socialdemokraterne har lavet et politisk udspil af denne kaliber med SF. Det er et direkte signal om, at Socialdemokraterne betragter SF som et muligt regeringsparti, der sagtens kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering. Det er nye toner og det er en markant styrkelse af SF’s position i forhold til Socialdemokraterne såvel som til de radikale. Tidligere var vi den irriterende lillesøster, de to gamle ikke gad lege med – nu er vi blevet en ligeværdig legekammerat, som også får lov at bestemme, hvad og hvornår vi skal lege. Det er intet mindre end et nybrud i dansk politik og SF’s vej i regering er blevet meget kortere.

Efter fire år i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget har jeg stadig mange ideer til udviklingen af SF, ambitioner for partiets fremtid og ikke mindst utrolig meget lyst til at lægge tid og kræfter i arbejdet, derfor genopstiller jeg på landsmødet til hovedbestyrelsen.

Med over 15000 medlemmer, en velfortjent valgsejr og en fantastisk optimisme i hele partiet så står SF stærkere, end vi har gjort i mange år. Vi vandt folketingsvalget, fordi vi repræsenterede håbet for de mange om et anderledes samfund, hvor velfærden, mennesket og miljøet er i centrum for de politiske og økonomiske prioriteringer.

Vores opgave bliver nu at bevise, at en stemme på SF ikke bare er en stemme på højreregeringens kritikere, det er også en stemme på at arbejde for indflydelse og skabe konkrete forandringer lokalt såvel som på landsplan. Vi skal opnå en fremgang over hele landet i det kommende kommunalvalg, og derigennem bevise, at SF er garant for fremtidssikrede, miljømæssigt fornuftige og  socialt ansvarlige løsninger på de problemer, kommunerne står med. SF er ikke bare håbet om et andet og bedre samfund – vi sikrer også, at forandringerne sker.

Med de ca 6000 nye medlemmer, vi har fået siden sidste landsmøde, står vi med en unik mulighed for at ændre organisationen og skabe en ny kultur, som skaber rum for nye arbejdsformer, der aktivt inddrager flere medlemmer, og som gør op med en traditionel snæver opfattelse af, at politisk aktivitet er noget, der foregår på møder, til paneldebatter og ved at skrive et læserbrev. Vi skal have skabt en iværksætterkultur i SF, hvor vi går nye veje i vores politiske arbejde og løbende afprøver nye mødeformer, arbejdsformer og debattyper for at skabe en åben og inkluderende organisation, hvor folk har lyst til at være aktive og hvor det politiske arbejde får mere appel til folk, som hidtil ikke har haft lyst til at være medlem af et politisk parti.

Der skal afholdes flere kurser og konferencer til motivation og inspiration. Det betyder blandt andet, at det eksisterende sommertræf skal suppleres med fx et vintertræf og et par emnekonferencer, sådan at der løbende er kursustilbud, der inspirerer til politiske debatter og aktiviteter lokalt.

Vi har i alle de seneste meningsmålinger set, at SF’s potentiale er langt større end 13% af stemmerne, men skal det indfries og forstærkes, så skal vi arbejde ambitiøst og resultatorienteret med at lave en forrygende kommunalvalgkamp, ligesom at vi skal arbejde med at styrke organisationen, sådan at vores nye medlemmer får lyst til at være aktive og blive i partiet.

Vi skal i vores daglige arbejde bevise, at SF ønsker indflydelse og har viljen til at tage ansvaret – vi er ikke medlemmer af SF, fordi det er hyggeligt, men fordi vi ønsker at forandre verden.

SF vil sikre de offentligt ansatte ordentlige og retfærdige lønninger. Derfor har SF på landsplan i dag fremlagt et forslag om, hvordan 2 mia. kr. fra finansloven kan blive til 2.000 kr. på plejepersonalets løn. De 2 mia. kr. svarer kun til 1/5 af regeringens skattelettelse.

Ret op på skævhederne

Pengene skal være et ekstra bidrag til overenskomstforhandlinger næste forår, så der kan rettes op på noget af den skævhed, der er mellem offentligt ansatte frontarbejdere og ansatte i det private erhvervsliv. Igennem for mange år er lønforskellen blevet større og konsekvensen er uretfærdig behandling af de traditionelle kvindefag, der har ført til at for få unge samtidigt bliver uddannet til at arbejde i plejesektoren.

Lønninger der matcher uddannelse

Det er dog ikke nok for os, at vi får sikret bedre lønninger til plejepersonalet. Vi mener at flere grupper i den offentlige sektor har fortjent et klap på skulderen som tak for deres bidrag til velfærdssamfundet. Derfor vil SF foreslå en ligelønskommission, når vi har fået en ny centrum-venstre regering. Og vi vil sikre flere midler til retfærdige lønninger i den offentlige sektor.

Befolkningen er med os

Heldigvis står vi ikke alene i kampen for ordentlige og retfærdige lønninger til frontarbejderne i den offentlige sektor En ny undersøgelse viser, at der er bred opbakning til kravet om højere løn til plejepersonalet i ældreplejen. Over 80% mener, at plejemedarbejderne skal have mere i lønposen.

Hvis velfærden for alvor skal have et nøk opad kræver det, at vi som politikere viser respekt over for de ansatte, der dagligt slider i den offentlige sektor. I SF mener vi at den respekt skal vises gennem ordentlige og retfærdige lønninger

Jeg vil bruge valgkampen på at sætte fokus på, hvordan vi kan forbedre vores folkeskole og ældrepleje. To centrale velfærdsområder, som har lidt under, at vi i 6 år har haft en borgerlig regering, som har været mere optaget af at give skattelettelser til samfundets rigeste end af at udvikle velfærden til gavn for alle.

Tilsvarende vil jeg sætte fokus på klimaspørgsmålet og den kollektive transport. Det er helt centralt, at vi får stoppet den globale opvarmning – desværre har vi en regering, som har forsømt området groft i sin regerings tid. Derfor er det centralt, at SF får mere indflydelse.

Verdens bedste folkeskole:

Jeg vil en folkeskole, hvor alle børn har optimale betingelser for at lære mest muligt, hvor det faglige niveau er i top, hvor alle børn stortrives og elsker at være.

Derfor arbejder jeg for:

-          at der maximalt må være 22 elever i klasserne

-          at lærerne skal have bedre adgang til efteruddannelse

-          at der skal være to lærere pr klasse frem til 3. klasse.

Effektiv kollektiv transport

Jeg vil en forbedring af den kollektive transport, så busser og tog igen er et reelt alternativ til privatbilismen. Det er centralt at alle mennesker er mobile også selv, om de ikke råder over en bil. Tilsvarende er en forbedring af den kollektive transport et vigtigt skridt i kampen imod den globale opvarmning.

Derfor arbejder jeg for:

-          at der foretages massive investeringer i udbygning og forbedring af togskinnerne

-          at priserne sænkes i de århusianske bybusser, så man kan kører rundt i byen for en 10’er

-          at der sættes gang i en undersøgelse af en mulig Kattegat forbindelse, der som minimum skal skabe grundlag for en togforbindelse

En anstændig ældrepleje:

Alle ældre medborgere skal også i fremtiden være sikret en anstændig ældrepleje af høj kvalitet. Det kræver, at vi skaffer mange flere medarbejdere til ældresektoren.

Derfor arbejder jeg for:

-          at de ældre får langt mere indflydelse på deres pleje

-          at der ansættes 5000 ekstra medarbejdere på ældreområdet

-          at plejepersonalet får 2000 kr. mere i lønningsposen hver måned.

I dag er det 14 år siden, at danskerne ved en folkeafstemning stemte ja til Edinburgh-aftalen efter at have forkastet Maastricht-traktaten året før. SF var hovedarkitekten bag det nationale kompromis, som ledte til Edinburgh-aftalen, og som medførte, at Danmark fik fire undtagelser fra EU-samarbejdet; undtagelsen fra ØMU’en, fra det fælles unionstatsborgerskab, på forsvarsområdet samt den retslige undtagelse.

De har fra starten været en torn i øjet på den mest euro-begejstrede del af det politiske spektrum og derfor har de også hele tiden været under voldsomt politisk pres.

Aktuelt er det især den retspolitiske undtagelse, der er til debat. Det handler om, hvorvidt den spænder ben for dansk deltagelse i fælles terrorbekæmpelse og især om, hvordan vi fra dansk side skal deltage i fælles asyl- og indvandrepolitik. Tilsvarende er der debat om den forsvarspolitiske undtagelse, idet fortolkningen af denne blokerer for dansk deltagelse i fx minerydning, uddannelse politibetjente osv. i kriseramte områder.

SF’s tilgang til debatten er mere nuanceret og kompliceret end de øvrige partier, som enten vil afskaffe eller bare undtagelserne som de er. SF ønsker en revision af forsvarsundtagelsen, sådan at man fx kan deltage i humanitære opgaver som minerydning samt en revision af den retslige undtagelse, så man kan arbejde for at skabe en fælles asylpolitik i EU. Vi vil ikke afskaffe undtagelserne, idet de stadig tjener et formål, men vi vil gerne revidere dem, sådan at vi kan udvide vores europæiske handlerum.

Jeg synes, det er en relevant diskussion om SF’s vej er farbar. Skal undtagelserne ændres, så skal de ske ved en folkeafstemning, hvor et flertal i folketinget klart definerer et afstemningstema, som befolkningen skal stemme om. Dette betyder, at der skal skabes et flertal i folketinget for en revision af hver af de to undtagelser. I forhold til forsvarsundtagelsen er der et klart flertal for blot at afskaffe det, her har SF’s ideer ikke meget gang på jorden. I forhold til den retspolitiske undtagelse er det straks mere interessant, idet der her tegner sig flere muligheder for en revision. Desværre vil regeringens nuværende flertal hellere lave en flygtningeundtagelse, som sikrer at den danske udlændingepolitik forbliver upåvirket af EU. Det er ikke lige SF’s kop kaffe og der er heller ikke meget grund til at tro, at man kan nå til enighed på området. Det er nok mest realistisk, at en folkeafstemning om de to undtagelser bliver en afstemning om at bevare eller afskaffe dem i deres nuværende form. I det tilfælde er det spændende at se, hvilken position SF vil vælge at indtage.. Personligt vil det nok blive en stemme for at bevare begge undtagelser – en afskaffelse af undtagelserne er politisk mere betænkeligt end at bevare dem i deres nuværende form.

I de sidste 5-10 år har vi i samfundet højlydt diskuteret, om det faglige niveau i folkeskolen er påvirket af antallet af børn med anden etnisk baggrund en dansk i klasserne. På flere af de indvandretunge folkeskoler trækkes de etnisk danske elever ud for enten at komme på privatskole eller overflyttes til en anden mere ”hvid skole”. Det sker som oftest med henvisning til en bekymring om skolernes faglige niveau.

Med den udvikling in mente er det derfor ret interessant, at Rockwool Fonden netop har påvist, at så længe andelen af elever med indvandrerbaggrund er under 50%, så påvirker det ikke de skolemæssige præstationer hos de danske elever, mens indvandrerbørnene præstationer allerede påvirkes ved en andel på 10%.

Vi står overfor en kæmpe stor udfordring i de større danske byer, hvor der på flere skoler er et flertal af børn med indvandrebaggrund. Jeg vil, at vores folkeskole skaber de bedste læringsbetingelser for alle børn og at alle børn lærer mest muligt, derfor er vi nødt til at tage Rockwool Fondens resultater alvorligt, ellers lader vi en stor gruppe børn i stikken.

Fra politisk side har vi igennem flere år satset på, at folkeskolerne decentralt kunne løse opgaven, men virkeligheden har vist, at det var en stor fejltagelse. Skolerne er slet ikke klædt på, til at løse udfordringen med en stor koncentration af børn med anden etnisk baggrund end dansk og resultatet er, at alt for mange unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer til, at kunne klare en ungdomsuddannelse. Løser vi ikke dette problem, så vil vi på sigt skabe en ny underklasse bestående af borgere med indvandrerbaggrund. Det er ikke retfærdigt eller ønskværdigt – alle børn skal have en chance for at få en god uddannelse og et godt liv.

Den udfordring som ligger ligefor, er at udvikle en model for spredning af eleverne, sådan at alle skoler i en kommune tager ansvar og sådan at børn kommer på en skole, hvor læringsmiljøet er optimalt. Tilsvarende mener jeg, at det er centralt for samfundets sammenhængskraft, at folkeskolen faktisk er folkets skole, og at man som elev møder børn fra alle dele af samfundet.

I forlængelse heraf bør vi overveje om der fra folketingets side, skal fastlægges et vejledende niveau for, hvor mange børn med indvandrebaggrund der maximalt må være på skolerne – det kunne fx være 25%. Det er to lidt følsomme diskussioner, at fastlægge grænsen og om det er noget Folketinget skal blande sig i. Traditionen i Danmark er, at begge spørgsmål afklares lokalt i byrådene.  

Man kan naturligvis ikke ”sprede” sig helt ud af problemet, derfor bør folkeskolen generelt styrkes, sådan at den er bedre rustet til, at skabe et godt læringsmiljø for børn med indvandrebaggrund. Nogle konkrete tiltag kunne være:

- at ændre læreruddannelsen, så de nye lærere er bedre uddannede til at arbejde i en multietnisk skole, fx obligatorisk uddannelse i Dansk som andetsprog.

- at tilføre klasserne flere lærerressourcer sådan, at der er to lærere pr klasse i hver time indtil 5. klasse og i nogle tilfælde endnu højere op.

- tillade, at noget af undervisningen af de etniske minoriteter foregår på deres modersmål – det vil være en stor faglig støtte til dem, idet manglende sproglige færdigheder bremser deres faglige udvikling i alle skolefag.

- at kommunerne får ret til at anvise 5-10% af pladserne på privatskolerne til unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det er rimeligt, at privatskolerne også tager et socialt ansvar.

- at der indføres heldagsskole indtil 3. klasse.

Jeg synes det er en super vigtig debat, som venstrefløjen har forsømt igennem mange år i misforstået godhed og forventninger om, at det hele nok skulle løse sig, hvis bare tiden gik og skolerne gjorde deres bedste. Sådan er det bare ikke gået alt for mange børn tabes – det er ikke skolernes eller lærerens skyld – det er politikernes og ikke mindst venstrefløjens.

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at SF har haft landsmøde i denne weekend. I et historisk perspektiv var det et skelsættende landsmøde - vi vedtog nemlig, at SF kan gå i regering efter næste valg. Ikke siden SF medvirkede til at vælte det røde kabinet i 60'erne, har det reelt været på tale, at SF kan tage regeringsansvar - dels fordi Socialdemokraterne indtil nu har afvist det og dels fordi SF ikke tidligere for alvor har villet det - nu bakkes vores ønske oven i købet op af vælgerne, idet 2/3 af centrum/venstrevælgerne foretrækker en regering, hvor SF har ministerposter. Det er overordentlig positivt.

Nu venter den rigtig store udfordring, nu skal vi nemlig til at diskutere og enes om, hvad vores politiske krav til en regeringsdannelse skal være. Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring - der er oplagte uenigheder imellem SF, Socialdemokraterne og De Radikale på centrale områder som fx. skattestoppet, folkeskolepolitikken og udlændingepolitikken. Derfor forventer jeg heller ikke, at debatten om vores krav bliver problemfri og derfor er det heller ikke givet, at vi efter næste valg ender i Regering. Men fra nu af og frem til et valg, så skal SF igang med at drøfte, hvad vores krav er, hvor langt vi er klar til at gå i forhold til skattestoppet, 24 års-reglen og tilknytningskravet mm sådan, at Villy Søvndal efter et valg kan sætte sig til forhandlingsbordet med Helle Thorning og Marianne Jelved med henblik på at forhandle et regeringsgrundlag - som er stærkt præget af SF.

Det blev da også lige til en hurtig debat om opstillingsformer til valg. Jeg talte for at bibeholde partilisten som mulig opstillingsform - og sådan faldt afstemningen heldigvis også ud. Jeg er ikke religiøs i forhold til opstillingsform, jeg synes blot, at det er centralt, at det er partiforeningerne, der vælger den opstillingsform, som passer til dem og deres lokalområde. I virkeligheden er de rigtig religiøse i denne debat alle dem, som kører en voldsom hetz på partilisten og som gang på gang forsøger at få den forbudt - bare fordi jeg er tilhænger af partilisten, så prøver jeg altså ikke at få den sideordnede opstilling gjort forbudt i partiet.. Jeg synes, modstanderne af partilisten skal tage debatten lokalt og kæmpe for at der bruges en anden opstillingsform i deres lokalområde..

Ellers skete der ikke det store på landsmødet. Der var en rigtig god stemning - folk var glade og begejstrede for at være SF'ere og for at være på landsmøde. Vi hilste på vores medlem nr 10.000, hyllede SFU som forhåbentlig lige er blevet Danmarks største politiske ungdomsorganisation og holdt vi som altid en udemærket fest lørdag aften.

Nogen gange bliver jeg bare så træt af at høre på, at folk sviner SF til for ikke at være ukritiske EU-tilhængere, for ikke at ville deltage i yderligere liberaliseringer af den offentlige sektor eller for ikke at ville give skattelettelser i toppen - kort sagt sviner os til for ikke at være Det Radikale venstre. I går var det Bent Winter på bagsiden af Information, som tog SF under alt andet end kærlig behandling for at være modstandere af ØMU'en, når nu de politiske gevinster ved medlemsskabet er så mange og store.. Jeg må sige, at jeg simpelthen er grundlæggende uenig med ham. Jeg mener ikke, at ØMU'en er en politisk eller en økonomisk gevinst.

Som socialist kæmper jeg for, at økonomien er underlagt stærk politisk kontrol ogØMU'en er ikke politisk styret. Det er et økonomisk samarbejde, som er styret af Den Europæiske Centralbank med hovedformålet at holde en lav inflation. Dette betyder, at politikken styres af økonomien - det er mere en liberalistisk vision end det er en venstreorienteret. Der er ingen politisk gevinst at hente ved at være med i ØMU'en kun politisk indflydelse at tabe.

Som venstreorienteret er jeg optaget af, at man laver en økonomisk politik, som giver mulighed for at stimulere den økonomiske vækst, skabe arbejdspladser, udbygge velfærden osv. ØMU'en lægger i kraft af vækst og stabilitetspagten stærke begrænsninger på landenes mulighed for at føre en økonomisk politik, som fremmer disse målsætninger. Dette på grund af de strenge regler i forhold til underskud på de offentlige budgetter. Generelt giver det ikke mening at ville føre en fælles økonomiske politik i så stort et område - og de viser virkeligheden også. Nogle steder kører økonomien der ud af mens den andre steder er gået helt i stå. Ikke optimalt - men en ØMU-realitet.

Nu min holdning til ØMU'en er sat på plads, så vil jeg tilbage til sagen - nemlig den, at jeg er træt af, at SF svines til for ikke at føre radikal politik. Der er altså allerede et socialliberalt centerparti i dansk politik - det er de Radikale, vi deler ikke den grundlæggende opfattelse af, hvordan goderne skal fordeles i samfundet og deler heller ikke det grundlæggende menneskesyn. Vi er dog enige om flere ting, som gør, at vi samarbejder godt og konstruktivt på flere områder - men skal vi ikke lade det være ved det. Lad de Radikale være radikale og lad SF være det venstreorienterede alternativ til den socialliberale trængel på midten i dansk politik.

I dagens udgave af Jyllandsposten offentliggøres en meningsmåling, som viser, at SF får massiv fremgang til 12% af stemmerne i Århus – det er en fremgang på 5,7%-point i forhold til kommunalvalget i 2005. Tilsvarende går Socialdemokraterne frem og dermed ville det røde flertal i byrådet stå yderligere styrket, hvis der var valg i morgen.

Jeg er naturligvis ret tilfreds med den fremgang – den er fuld fortjent, SF stod som eneste parti som klare og konstruktive modstandere af det uansvarlige budgetforlig, som blev indgået i efteråret, og som blandt andet forringede normeringen i daginstitutionerne, medførte skolelukninger osv. Den position har vælgerne belønnet os for og vi skal sørge for fortsat at være talerør for de århusianere som mener, at byen skal udvikle sig i en anden retning end den Borgmester Wammen og den forenede højrefløj står for.
Vælgerne har klart vist, at de bakker om de venstreorienterede visioner for Århus og jeg kan kun opfordrer Wammen til at bruge det venstreorienterede flertal noget mere i stedet for altid at vende sig mod højre side. Det røde flertal er der og det skal bruges – alt andet er for dumt.

Jeg har flere gange været til fødselsdage og jubilæer, hvor jeg er blevet lidt ør i hovedet i ren begejstring over den gode stemning og fødselarens prægtighed. Jeg har derfor også nogle gange mistet dømmekraften og min sunde fornuft ved de lejligheder- oftest fortryder jeg bittert dagen efter, når jeg enten ligger i fosterstilling på toiletgulvet eller rødmer af skam over ting jeg har sagt og gjort…

Jeg tror SF’s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard er ude i noget tilsvarende i denne weekend i forbindelse med 50 års jubilæet for Rom-traktaten. Hun har i hvert fald i dag i Politiken og Information udråbt SF til at være blevet tilhængere af ØMU’en.. Sådan en udtalelse står helt for Anne Gretes egen regning og må kunne forklares i, at hun har mistet sin dømmekraft i ren eufori over EU’s jubilæum, for SF’s holdning til ØMU’en er en ganske anden.

SF er modstandere af ØMU’en i enhver form. ØMU’en er en liberalistisk konstruktion, som bygger på en forfejlet opfattelse af, at man kan føre en fælles økonomisk politik i EU styret af økonomerne i den Europæiske Centralbank og som fratager landene muligheden for at føre en social ansvarlig økonomisk politik, der fremmer beskæftigelsen. SF’s synspunkt bakkes op af en netop offentliggjort britisk undersøgelse, som viser, at halvdelen af borgerne i de 13 Euro-lande ønsker deres gamle valutaer tilbage, bl.a. fordi de er utilfredse med den økonomiske politik, ØMU’en fordrer. AGH's synspunktet har hverken medvind blandt Europas befolkninger og heller ikke baggrund i SF's politik. Så udtalelserne må altså ses som, AGH's private festtale til dagens jubilar.

Når jeg en engang imellem mister min dømmekraft og kommer til at sige ting, som ikke var så smarte at sige, så plejer jeg at ringe og sige undskyld eller som minimum skamme mig grusomt. Hvilke tanker farer der mon igennem Anne Gretes hoved lige nu? Stolthed eller skam?

Min partikammerat Bo Asmus Kjeldgaard, som er Børne- og Skoleborgmester i København, er i dag fremme med et udmærket forslag om at styrke modersmålsundervisningen ved at gøre det til et eksamensfag i folkeskolen, med alt hvad der til hører af læseplaner, kvalificeret undervisning og elevplaner for den enkelte. Det vil være en tiltrængt forbedring af modersmålsundervisningen for mange børn.

For mig at se er det afgørende i dette forslag, at man begynder at anlægge et ressourcesyn på to-sprogethed i stedet for, som nu, at se det som et problem.

Jeg har længe undret mig over, hvorfor det danske samfund ikke ser børn med anden etnisk baggrund end dansk som en ressource. At tænke sig en servering samfundet får i form af flere unge, som, hvis de uddannes ordentligt, mestrer to hele sprog. Det kunne, hvis vi bruger det, være en massiv konkurrencefordel for de danske virksomheder, der får arbejdskraft, der virkelig kan hjælpe dem med at vinde markedsandele i Mellemøsten idet de taler sprogene og kender kulturerne – mig bekendt er det et centralt konkurrenceparameter.

Det sker ikke så tit og heldigvis for det, for det er nemlig ikke særlig rart. Jeg hader at være uenig med mit parti. Det er som regel kun småting (set fra mit perspektiv), jeg er uenig i - men nogle gange sker det også, at det er større ting og så er det straks værre. Uanset hvad, så er jeg altid placeret i et dilemma. Skal jeg kæmpe for mine synspunkter, eller skal jeg loyalt bakke op om partiets holdning? Jeg er meget loyal af natur, og derfor plejer jeg at kæmpe for mine synspunkter internt, hvis jeg så nedstemmes her, så bakker jeg loyalt op om beslutningen. Jeg er laver kun ballade, hvis jeg oplever, at andre spiller urent spil og prøver at snyde mig. Det er sket nogle gange - det vil jeg gerne indrømme. Jeg synes bare ikke det er særligt sjovt.

Denne ordstrøm er forårsaget af, at det faktisk er nogle overvejelser, jeg har gået med de sidste par dage. Jeg er nemlig uenig i et af SF's folketingsgruppes lovforslag om at ophæve sæddonorernes anonymitet med henvisning til, at børn har ret til at kende deres ophav.

Jeg er uenig med forslaget på flere planer. Ser vi på de svenske erfaringer med initiativet, så er virkeligheden at, antallet af mænd, som ønsker at være sæddonorer er drastisk faldende - og hvem kan bebrejde dem. Bare fordi mændene ønsker at donere sæd og dermed hjælpe en barnløs familie, så er det jo ikke ensbetydende med, at de ønsker, at 10-20 børn opsøger dem, for at lære deres biologiske ophav at kende. Når det så er sagt, så mener jeg faktisk, at hele debatten skal ses i sammenhæng med den større debat om, hvad en rigtig familie og rigtige forældre er. Som jeg ser det, så lever vi i en tid, hvor den traditionelle forståelse af kernefamilien bestående af far, mor og børn er forældet - det har den egentlig været i mange mange år- siden kvinden blev uafhængig og ikke har brug for manden som skaffedyr og forsørger. Konstruktionen familie har mange former i dag - den kan være: far, mor og børn, det kan være far og barn, to mødre og børn osv. De nye familieformer har adsted kommet et behov for, at kvinder kan blive kunstigt befrugtede med sæd fra en donor. I den forbindelse er jeg nødt til at spørge. Hvem er mest barnets forældre - dem er opfostre barnet? eller ham der har leveret en sædklat? Jeg er ikke i tvivl - forældrene er dem, som har stået for barnets opvækst. At ville ophæve anonymiteten for sæddonorer er ikke bare dumt, det er også at underminerer forældrenes rolle som forældre og lægge et ansvar på skuldrene af mænd, som blot ønsker at hjælpe. Jeg er meget modstander af det forslag.

Nu har jeg så fået luft for min frustation over at være uenig med mit parti - og som tingene ligger nu, så gør jeg ikke mere ved det, andet end at håbe, at forslaget falder med et brag i Folketingssalen.

God søndag/Jane

Ganske som forventet har de Radikale været ud med riven efter at SF har offentliggjort, at vi støtter Helle Thorning som statsminister. Det har ikke manglet med beskyldninger om, at SF nu støtter skattestoppet og 24 års reglen. Lad mig slå fast med det samme - vi støtter ikke skattestoppet og 24 års reglen og gør det heller ikke efter et valg. Socialdemokraterne og SF har indledt forhandlinger om et alternativ til højreregeringen - i en forhandling får man ikke alt, hvad man peger på - det har SF heller ikke fået. De to partier har respekt og forståelse for hinandens postioner og interesser. I fællesskab har vi fremlagt nogle visionære forslag på skattepolitikken og udlændingepolitikken mm. Der er ingen grund til radikal bekymring, befolkningen kommer til at mærke forskellen på en socialdemokratisk ledet regering og det nuværende VKO-flertal.

Det gode forhold imellem Socialdemokraterne og SF er en bet for de Radikale. De har hidtil haft held til at placere sig centralt i spekulationerne om alternativet til den nuværende regering ved bla at åbne døren for et regeringssamarbejde med de Konservative. Nu er Marianne Jelved blevet smidt ud på reservebænken - der sidder hun indtil, hun har fået styr på sit parti og har meldt ud, hvor de Radikale vil placere sig efter et valg. Hun bestemmer selv, hvornår hun skal tilbage på banen. Vælger de at gøre S og SF selskab i arbejdet mod højreregeringen, så er der en plads ledig som højre back på holdet.

Jeg har haft en rigtig god weekend. Den startede fredag aften i Ringsted, hvor jeg var kursusleder på et SF-introduktionskursus. Det er altid utrolig rart, at være kursusleder. Man møder en masse nye medlemmer, som har så utrolig meget gejst i forhold til SF. De var ret inspirerende at være sammen med og mange have sjove og interessante indfaldsvinkler til arbejdet i SF. Herlige mennesker.. Flere dejlige mennesker ventede mig i Fredericia, hvor jeg lørdag eftermiddag og aften var til evaluering af årets sommertræf i Fredericia. Vi havde et rigtig konstruktivt møde og en hyggelig aften og nat. Herlig herligt.. Jeg glæder mig faktisk til at komme igang med at planlægge næste års sommertræf - folkene i Fredericia er herlige at arbejde sammen med og har altid en masse sjove og konstruktive ideer til, hvordan vi kan gøre næste træf bedre end det forrige. Der er ingen tvivl om, at alle de søde, sjove og spændende mennesker, jeg møder igennem partiet, er med til at gøre, at jeg faktisk altid glæder mig, når jeg skal tilbringe en hel weekend i SF's tegn.. Heldigt at jeg har det sådan, for næste weekend skal jeg på Hovedbestyrelsesmøde - endnu en weekend med SF

Kære alle!

Siden sidst er der sket flere ting. Først og fremmest er jeg blevet folketingskandidat for SF i Århus Nord. Det er en rigtig spændende udfordring. Jeg glæder mig til at lægge et stykke arbejde for SF her i den midtjydske storkreds.

Som I sikkert har set, så viser flere meningsmålinger, at befolkningen er klar til at skifte Anders Fogh og regeringen ud med et centru-venstre alternativ. Det er fantastisk men det stiller også helt centrale krav til oppositionen. Der skal skabes samling omkring at få defineret, hvad alternativet til den nuværende regering er. Efter min opfattelse er SF det eneste parti, som kan sikre denne proces. Helle Thorning og Marianne Jelved er mere optaget af taburetter og ministerposter end af at sikre, at et nyt flertal også bruges til at skabe ny politik. Helt centralt må stå, at det nye flertal bruges til at genopbygge og udvide velfærden, mere konkret at kommunerne tilføres penge til børne- og ældreområdet og psykiatrien, at skattestoppet skal ophæves og erstattes af en progressiv og retfærdig skattereform og så skal efterlønnen genetableres for alle. Herudover står naturligvis også kravet om en anden udenrigspolitik, en mere ansvarlig miljøpolitik og ulandspolitik osv.  

Med diskussionen om det nye flertal, kommer også diskussionen om SF regering. Jeg er selv helt åben overfor, at SF kan gå i regering. Det er dog min opfattelse, at det skal være et mandatmæssigt styrket SF som gør det, og så skal det ske på baggrund af en vurdering af, at vi vil få mere indflydelse i en regeringen end udenfor den. Det er ikke ønskværdigt at ende som de konservative i den nuværende regering - hvor Dansk Folkeparti udenfor regeringen har mere indflydelse på den politiske kurs end de har som regeringsparti.

På det personlige plan er jeg kommet godt igang på Danmarks Pædagogiske Universetet (DPU), hvor jeg læser en kandidat i pædagogisk sociologi som en overbygning på min læreruddannelse. Det er utrolig spændende og jeg stortrives på studiet. Lige nu står det på eksamensskrivning og det forsætter indtil den 1. januar..

Kh/Jane