I går fremlagde SF og Socialdemokraterne et fælles integrationsudspil, der indeholder 14 konkrete punkter, som hver især er med til at skabe en mere effektiv og sammenhængende integrationspolitik i Danmark.

Noget af det helt centrale i udspillet er, at de to partier er nået til enighed om, hvordan vi skal tackle vores indbyrdes uenighed om 24 års reglen og tilknytningskravet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at SF er modstandere af begge regler, det har vi været siden de blev lavet og det vil vi også være i fremtiden. Vi anerkender dog, at der i befolkningen er massiv opbakning til de to regler, hvorfor vi ikke vil arbejde for at få dem afskaffet i en kommende socialdemokratisk ledet regering. Vores kritikere i Enhedslisten og De Radikale vil helt sikkert beskylde os for, at vi nu er blevet tilhængere af de to regler – men det er rent spin fra deres side. Faktum er, at de to partier også vil blive tvunget til at acceptere, at de to regler består – med mindre der sker et stort nybrud i dansk politik, vil flertallet for de to regler være solidt på plads med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. (Jeg vil ikke gætte på, hvad Ny Alliance mener om de to regler, deres holdninger ændrer sig jo fra dag til dag) Vi kan derfor vælge to strategier: nægte at anerkende de to regler og dermed sætte os udenfor indflydelse eller acceptere deres eksistens og gå offensivt ind i integrationsdebatten og få indflydelse på politikken og være med til at sætte kursen for en effektiv og menneskelig integrationspolitik. Jeg synes egentlig, at valget er nemt.

Udover det politiske i udspillet, så er det værd at analysere lidt på, værdien af et sådan fælles udspil og de indirekte signaler udspillet udsender.

Det er afgørende for centrum-venstre alternativet, at man er nået til enighed på et af de områder, som tidligere har splittet os. Vil vi fremstå som et troværdigt alternativ til Anders Fogh Rasmussen, så skal vi være i takt på en række afgørende områder, heraf er integrationspolitikken et af de vigtigste. I de sidste tre valgkampe har højrefløjen vundet meget på, at centrum-venstrefløjen var splittet og på at vores politiske projekt var uklart.

Det er ganske interessant for SF, at Socialdemokraterne har lavet et politisk udspil af denne kaliber med SF. Det er et direkte signal om, at Socialdemokraterne betragter SF som et muligt regeringsparti, der sagtens kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering. Det er nye toner og det er en markant styrkelse af SF’s position i forhold til Socialdemokraterne såvel som til de radikale. Tidligere var vi den irriterende lillesøster, de to gamle ikke gad lege med – nu er vi blevet en ligeværdig legekammerat, som også får lov at bestemme, hvad og hvornår vi skal lege. Det er intet mindre end et nybrud i dansk politik og SF’s vej i regering er blevet meget kortere.

I de sidste 5-10 år har vi i samfundet højlydt diskuteret, om det faglige niveau i folkeskolen er påvirket af antallet af børn med anden etnisk baggrund en dansk i klasserne. På flere af de indvandretunge folkeskoler trækkes de etnisk danske elever ud for enten at komme på privatskole eller overflyttes til en anden mere ”hvid skole”. Det sker som oftest med henvisning til en bekymring om skolernes faglige niveau.

Med den udvikling in mente er det derfor ret interessant, at Rockwool Fonden netop har påvist, at så længe andelen af elever med indvandrerbaggrund er under 50%, så påvirker det ikke de skolemæssige præstationer hos de danske elever, mens indvandrerbørnene præstationer allerede påvirkes ved en andel på 10%.

Vi står overfor en kæmpe stor udfordring i de større danske byer, hvor der på flere skoler er et flertal af børn med indvandrebaggrund. Jeg vil, at vores folkeskole skaber de bedste læringsbetingelser for alle børn og at alle børn lærer mest muligt, derfor er vi nødt til at tage Rockwool Fondens resultater alvorligt, ellers lader vi en stor gruppe børn i stikken.

Fra politisk side har vi igennem flere år satset på, at folkeskolerne decentralt kunne løse opgaven, men virkeligheden har vist, at det var en stor fejltagelse. Skolerne er slet ikke klædt på, til at løse udfordringen med en stor koncentration af børn med anden etnisk baggrund end dansk og resultatet er, at alt for mange unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer til, at kunne klare en ungdomsuddannelse. Løser vi ikke dette problem, så vil vi på sigt skabe en ny underklasse bestående af borgere med indvandrerbaggrund. Det er ikke retfærdigt eller ønskværdigt – alle børn skal have en chance for at få en god uddannelse og et godt liv.

Den udfordring som ligger ligefor, er at udvikle en model for spredning af eleverne, sådan at alle skoler i en kommune tager ansvar og sådan at børn kommer på en skole, hvor læringsmiljøet er optimalt. Tilsvarende mener jeg, at det er centralt for samfundets sammenhængskraft, at folkeskolen faktisk er folkets skole, og at man som elev møder børn fra alle dele af samfundet.

I forlængelse heraf bør vi overveje om der fra folketingets side, skal fastlægges et vejledende niveau for, hvor mange børn med indvandrebaggrund der maximalt må være på skolerne – det kunne fx være 25%. Det er to lidt følsomme diskussioner, at fastlægge grænsen og om det er noget Folketinget skal blande sig i. Traditionen i Danmark er, at begge spørgsmål afklares lokalt i byrådene.  

Man kan naturligvis ikke ”sprede” sig helt ud af problemet, derfor bør folkeskolen generelt styrkes, sådan at den er bedre rustet til, at skabe et godt læringsmiljø for børn med indvandrebaggrund. Nogle konkrete tiltag kunne være:

- at ændre læreruddannelsen, så de nye lærere er bedre uddannede til at arbejde i en multietnisk skole, fx obligatorisk uddannelse i Dansk som andetsprog.

- at tilføre klasserne flere lærerressourcer sådan, at der er to lærere pr klasse i hver time indtil 5. klasse og i nogle tilfælde endnu højere op.

- tillade, at noget af undervisningen af de etniske minoriteter foregår på deres modersmål – det vil være en stor faglig støtte til dem, idet manglende sproglige færdigheder bremser deres faglige udvikling i alle skolefag.

- at kommunerne får ret til at anvise 5-10% af pladserne på privatskolerne til unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det er rimeligt, at privatskolerne også tager et socialt ansvar.

- at der indføres heldagsskole indtil 3. klasse.

Jeg synes det er en super vigtig debat, som venstrefløjen har forsømt igennem mange år i misforstået godhed og forventninger om, at det hele nok skulle løse sig, hvis bare tiden gik og skolerne gjorde deres bedste. Sådan er det bare ikke gået alt for mange børn tabes – det er ikke skolernes eller lærerens skyld – det er politikernes og ikke mindst venstrefløjens.

I skrivende stund er det franske præsidentvalg endnu ikke afgjort - om end den højreorienterede Sarkozy fører ret overbevisende over socialdemokraten Royal i meningsmålingerne – men alle ved, at slutspurten er afgørende, så intet er afgjort, før stemmerne er talt op.

Det franske præsidentvalg har altid stor betydning ud over Frankrigs grænser og det er ikke for meget at hævde, at netop dette valg af fransk præsident får afgørende betydning for EU’s fremtid. De to kandidater står for hver deres meget markante tilgang til det europæiske samarbejde og ovenpå Merkels genoplivning af forfatningen og debatten EU’s fremtid befinder samarbejdet sig i et vakum, hvor man venter på, at giganternes kamp er overstået og at en ny fransk præsident blander sig i kampen om EU’s fremtid.

Den socialdemokratiske Royal vil genoplive forfatningen i sin nuværende form og tilføje et kapitel om et socialt Europa – det som i Danmark er blevet døbt en social pagt. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at det primært var centrum/venstre vælgerne, som stod bag det franske nej, som sendte forfatningstraktaten til tælling. Dengang var argumenterne for nej’et, at forfatningen modarbejdede visionerne om et socialt Europa – for at tækkes disse vælgere er Royal naturligvis nødt til at sætte EU’s sociale dimension på dagsordenen. Det gode spørgsmål er blot, om den Europæiske centrum/venstrefløj kan enes om udformningen af en social pagt – jeg kan have min tvivl – ikke mindst fordi England til enhver tid vil bekæmpe dette.

Den højreorienterede Sarkozy er blandt andet gået til valg på løftet om, at forfatningen er død, og at EU’s næste traktat kun vil være en minimumstraktat, som sikre at EU’s institutioner fungerer et par år ind i fremtiden. Med ham som præsident vil Frankrig være helt på linie med England.

Premiereminister Tony Blair og hans formodede efterfølger Gordon Brown har nemlig den tilgang til EU-spørgsmålet, at forfatningen en død og at den sammen med debatten om EU’s fremtid skal forblive død – de vil til nød kunne acceptere en minitraktat for at skabe ro omkring samarbejdet men de vil under omstændigheder få svært ved at enes med Royal om en social pagt. Ikke desto mindre bliver resultatet af det franske præsidentvalg udslagsgivende for hvordan debatten om EU’s fremtid former sig.

Det scenarie, der tegner sig lige nu, er, at når EU’s regeringsledere mødes i juni, så fastlægger de køreplanen for tilblivelsen og ratificeringen af en minitraktat inden Europaparlamentsvalget i forsommeren 2009. En minitraktat som kun løser de institutionelle problemer, som det udvidede EU stor overfor. Det drejer sig fx om fordeling af mandater i parlamentet, stemmevægte i ministerrådet osv. Spørgsmål der, i et dansk perspektiv, formodentlig vil være forholdsvis ukontroversielle.

Det betyder også, at vi næppe skal igennem en folkeafstemning i Danmark, idet SF og Enhedslisten vil være de eneste partier, som insisterer på en folkeafstemning, hvis udgangspunktet er en minitraktat. Regeringen vil med rimelighed kunne argumenterer for, at der ikke afgives suverænitet og så slipper de behændigt for en afstemning, der fjerner fokus fra den nationale dagsorden. En manøvre vi nok kommer til at se i flere lande end Danmark og som er en effektiv metode til, at dræbe den demokratiske debat om EU’s fremtid.

A4 offentliggør i dag en meningsmåling, som viser, at 62% af oppositionsvælgerne ønsker, at SF indgår i en regeringsdannelse efter næste valg. Det er jo en dejlig melding at vågne op til. Jeg synes, at det er helt naturligt, hvis SF indgår i forhandlingerne om regeringsdannelse efter et valg. Det er jo naturligt, at et parti søger indflydelse - det er derfor, vi er et politisk parti og ikke en velgørenhedsorganisation. Vi vil skabe konkrete bæredygtige samfundsforandringer til gavn for borgerne i Danmark og verden. Jeg mener dog ikke, at SF skal gå i regering for enhver pris. Vores deltagelse må bygge på et styrket SF, der har fået en markant fremgang ved valget, et regeringsgrundlag hvor SF's fingerafstryk er tydeligt og en politisk kurs, som skaber tydelige forbedringer i folks hverdag. Vi vil og skal ikke lægge mandater til en regering, som fører den nuværende kurs videre.

Så har de Radikale opgivet deres ultimative krav om, at Marianne Jelved skal være statsminister, hvis de Radikale skal indgå i regering efter næste valg. Det klær' de Radikale at komme ned på jorden igen. Det kan være, at vi nu kan komme igang med at diskutere det politiske alternativ til regeringen istedet for at diskutere hvilken håndtaske, der skal stå i statsministeriet.

Det politiske alternativ skal fokuseres om tre centrale indenrigspolitiske forandringer. Det kommunale selvstyre skal genoprettes, og kommunerne tilføres midler til genopbygning af velfærden ovenpå de sidste års uansvarlige nedskæringspolitik. Der skal gennemføres en skattereform, med en omlægning af skattebyrden, så den bliver mere retfærdig. Det indebærer mindre skat på arbejde, og mere på fast ejendom udført i en form, der først og fremmest rammer de dyreste boliger. Uden et opgør med skattestoppet, er løfter om bedre velfærd hule, for pengene skal jo findes før de kan bruges. Endelig er det centralt, at den automatiske stigning i pensions- og efterlønsalderen ophæves. Det kan ikke være en centrum-venstre-regerings mål, at øget levestandard udelukkende skal omsættes i mere arbejde.

Der er naturligvis også andre sager som, en ny regering skal stå hårdt på ex: de danske soldater ud af Irak, øget forskning i bæredygtig teknologi, mere og bedre ulandsbistand osv. Mange af de ting vil man uden videre kunne blive enige om. Det er på velfærdsområdet, knasterne er og det er er, Socialdemokraterne, Radikale og SF skal koncentrere sig om at finde fælles fodslaw.

God weekend/Jane