På trods af, at vi tudes ørerne fulde af, at vi bliver rigere og rigere i samfundet, så er der en stor gruppe borgere, som ikke får gavn af det økonomiske opsving, og som faktisk er blevet væsentlig dårligere stillede siden den borgerlige regering kom til magten i 2001. Jeg taler her om alle de familier, som hvert år sættes på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen. Det drejer sig om ganske mange familier og antallet er steget markant fra 2002 til 2006 – fra 2.919 til 4.465. Det er især i de store byer, at der er sket en stigning og i den forbindelse har Århus en trist rekord med 46 sager i 2002 mod 305 sidste år. Det er alt for nemt bare at se det som tal i en statistik – men, jeg vil gerne minde om, at det er rigtige mennesker – voksne og børn - som gemmer sig bag tallene.

Jeg kan desværre godt forstille mig hvor frygteligt, det må være for et barn på en 8-10 år at være blevet sat på gaden og dermed være hjemløs sammen med resten af familien. For de børn er det den skinbarlige virkelighed, som giver ar på sjælen for resten af livet. Det er sgu ikke rimeligt og jeg væmmes ved, at vi i et af verdens rigeste samfund skaber så store forskelle imellem rig og fattig, at en stor del af befolkningen ikke mærker noget til opsvinget – men tværtimod kun oplever, at de bliver fattigere og fattigere. Det er virkeligheden i år 2007 efter godt 6 år med Anders Fogh som statsminister, hvor vi i tilgift har en socialminister, der mener, at ulighed skaber dynamik i samfundet. Desværre er der ikke meget der peget på, at alle disse hjemløse familier skaber dynamik i samfundet – alt tyder på, at denne nye fattigdom primært ødelægger folks liv uden at gøre dem til specielt dynamiske væsner. Det er en uanstændig udvikling, som skal vendes – det er simpelthen ikke rimeligt, at tusindvis af menneskers liv ødelægges, fordi de ikke er så heldige at have fået del i opsvinget.  Der er brug for en skattereform, som giver et løft til de laveste indtægter, en boligreform som skaber flere gode og billige boliger og en generel udbygning af velfærden. Kort sagt er der brug for, at der igen føres en retfærdig politik som tager hensyn til borgerne i samfundet og som er optaget af, at skabe sammenhængskraft og bekæmpe uretfærdigheder.

Tale til 1. maj 2006

Ry højskole og Lunden i Silkeborg

Første gang 1. maj blev brugt som international kampdag var i 1890. Dengang var kravet en otte timers arbejdsdag, mere i løn og bedre vilkår for arbejderne. Det var i bund og grund kampen for overlevelse. Hvad kæmper vi for i dag? Hvorfor samles vi 1. maj i 2006?  For os, der er samlet her i dag handler det jo ikke om overlevelse og det handler heller ikke om en otte timers arbejdsdag. Handler det om, at alle har ret til et fedt køkken? Eller om at vi skal gøre det, vi er bedst til? Eller fordi vi fortjener det? Eller måske fordi We’re loving it? Vi lever i et super materialistisk samfund, hvor lykken er at eje noget, at få noget og at købe noget. Jeg forbruger, altså er jeg,

Mens vi vælter os i bærbare computere, billige forbrugslån, Kvik-køkkener, fladskærms-TV'er og ferierejser til de Caribiske øer, har vi samtidig købt historien om, at "velfærd, det har vi ikke råd til". Vi har tilsyneladende ikke råd til at give vores gamle en ordentlig behandling, til at give vores små børn en god dagligdag i vuggestuen. Vi har ikke råd til at give flygtninge- og indvandrer en ordentlig start i landet. Vi har vænnet os til at se hjemløse i bybilledet og til at fattigdommen for alvor er vendt tilbage til Danmark.

Mens størstedelen af os lever i en historisk rigdom må 70.000 danskere leve i fattigdom og vende hver en 25-øre for at få råd til mad og tøj. Det er ikke rimeligt – jeg skammer mig over, at vi i vores ufattelige rigdom ikke synes, vi har råd til at tage hånd om dem, som har det aller sværest her i landet.

I dette moderne overflodssamfund er det blevet trendy og ligefrem modigt at komme med forslag til velfærdsreformer – men helt ærligt: Dårligere efterløn, forringelser af SU’en og lavere dagpenge til de unge. Det er ikke modigt. Det er at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Da jeg gik i skole var det fejt at slå på dem, der er mindre end én selv – og det er, hvad regeringens oplæg til fremtidens velfærd er. Det er fejt og det er kujonagtigt. Det er blevet fair at tage fra de fattige og give til de rige. Hvad er det der sket i vores samfund?

Hvornår er egoisme og mig selv nok pludseligt blevet trendy? Hvornår er det blevet modigt at svinge stokken over ryggen på dem som har det sværest? Hvornår er det blevet ansvarligt at skære i ulandsbistanden samtidig med, at der dør et barn i Afrika hvert 5. sekund. I den tid jeg indtil videre har talt er der død ca. 30 børn og inden jeg er færdig er yderligere 35 døde. Og så skal I ikke fortælle mig, at det er ansvarligt at skære i dansk u-landsbistand – det er vanvittigt, det er smagløst og det er kynisk.

Men det er vel, hvad man kan forvente, når man har en regering, som mener, at ulighed skaber dynamik og at det lægger op til en opbyggelige kappestride og menneskelig stræben efter mere. Jeg ved ikke lige, hvad det er Anders Fogh forstiller sig, at AIDS-syge børn i Afrika skal have ud af en opbyggelig kappestrid eller hvordan en langtidsarbejdsløs skal kunne rejse sig, når stokken konstant svinges over ham, for at give ham næring til at stræbe efter mere.  Det er et asocialt og egoistisk menneskesyn, som ligger bag de vrangforestillinger. Det er det menneskesyn, som efterhånden vinder frem, og som ligger som en tikkende bombe under vores samfund. Til det vil jeg sige: Ulighed skaber ikke dynamik i et samfund – ulighed er dynamit under et samfund.

Vil vi et andet samfund, med lighed, internationalt udsyn og social ansvarlighed, så er det på tide, at vi siger fra overfor det sorte flertal. Det er på tide at du, og du, og du siger fra – at jeg siger fra – at vi en gang for alle siger:

Nej Anders Fogh, ulighed skaber ikke dynamik – vi vil have et samfund med lighed og frihed

Nej Pia Kjærsgaard, Nu det være slut. Danmark skal hæve ulandsbistanden og igen tage et større globalt ansvar. Vi kvæles af din nationalromantik.

Nej Bendt Betjent, vi vil ikke længere finde os i, at du plager samfundets svageste med stok og pisk og forhindrer dem i at få et godt liv.

Hvis vi vil et andet Danmark, så er det nu vi skal sige fra – Det sorte flertal ødelægger mere og mere af vores fælles velfærd som dagene går – og før vi ser os om, har de fjernet grundlaget for den solidariske model, som har kendetegnet det danske samfund i 100 år. 

I Frankrig har befolkningen sagt fra. De gik på gaden her i foråret for at bremse den franske regerings forsøg på at forringe unges forhold på arbejdsmarkedet. Efter flere og lange protester trak den franske regering forslaget tilbage. Dette er et eksempel på, at når borgerne står sammen og siger fra, så kan man skabe nye tider og give næring til nye strømninger. I Danmark skal vi gøre det samme.

Den 17.maj er der demonstrationer i de største danske byer. Under overskrifterne ”Nej til nedskæringer og Ja til velfærd og tryghed går alle de store fagforbund, de venstreorienterede partier og elev- og studenterbevægelsen på gaden for at sige: Vi kæmper for velfærden og vi vil ikke længere acceptere præmissen om, at vi ikke har råd. Jeg vil opfordre alle, som ønsker en ny regering, en ny politik og et andet Danmark til at deltage i disse demonstrationer. Det er ikke nok, at vi sidder hjemme i vores sofa og siger, det er godt nok også for dårligt – vi skal ud og sige det højt. Vi kan i fællesskab sætte en ny dagsorden i Danmark.

Så selv om den 1. maj i dag ikke handler om vores egen overlevelse, så handler den om kampen for et ordentligt samfund - det handler om at genstarte Danmark. At skabe et samfund, hvor det igen er i orden at tage vare på de svageste, hvor ulandsbistanden hæves, hvor mange har nok og få for lidt. Denne kamp begynder nu og lad os aftale, at næste år når vi mødes 1. maj, så har vi sagt fra overfor egoismen og den sorte blok og vi har skabt et andet flertal. God 1.maj alle sammen.