I aften er der deadline for indsending af kandidatpræsentationen i forbindelse med urafstemningen om folktingskandidater i Østjylland. I eftermiddag fremsendte jeg nedenstående - I skal være hjertelig velkomne til at komme med spørgsmål mm.

SF har vendt flere års tilbagegang til fremgang! Vi vandt sidste valg, og overalt i partiet summer det af begejstring og tro på, at vi også kan vinde næste folketingsvalg. Et valg hvor vi vælter Anders Fogh og hvor SF efterfølgende går i regering med Socialdemokraterne. Det vil give SF en unik mulighed for at ændre samfundet i en grad, som vi aldrig vil kunne som støtteparti. Arbejdet med at gøre SF klar til regeringsdeltagelse skal derfor styrkes. Blandt mange, vil jeg fremhæve to områder, hvor SF’s indflydelse er afgørende: genrejsning af det offentlige sygehusvæsen og skabelse af en reel integration. 

Genrejsning af sygehusvæsnet:

Siden Anders Fogh kom til magten, er antallet af private sundhedsforsikringer tidoblet. Det er sket parallelt med, at de offentlige sygehuse er blevet drænet for ressourcer igennem besparelser og ved, at specialuddannet personale skifter til højere lønnede jobs på privathospitalerne. Resultatet er, at mange patienter på de offentlige sygehuse ikke får en ordentlig behandling og at ventelisterne vokser. Det er ikke i orden.  Alle borgere skal have adgang til gode sygehuse, hvor effektiv behandling og korte ventelister er goder, der gælder for alle og ikke kun for dem, der har en privat sygeforsikring, eller som kan betale selv.

Jeg vil blandt andet arbejde for:

-          En afskaffelse af skattefradraget for private sygeforsikringer.

-          Højere løn og bedre arbejdsvilkår til læger og sygeplejersker i det offentlige.

En reel integration:

Der har i flere årtier været behov for, at venstrefløjen kom på banen med et bud på en reel integrationspolitik, som bremser den sociale udstødning af etniske minoriteter og som dæmmer op imod radikaliseringen i nogle indvandrermiljøer.  Den udfordring har SF taget op og jeg bakker op. Det er både modigt og nødvendigt.  

Jeg vil et samfund, hvor borgere har ret og pligt til at gøre en indsats. Det betyder, at unge skal have solid ballast fra folkeskolen, der sikrer, at de som minimum gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi skal bekæmpe opbygningen af parallelsamfund og sociale ghettoer ligesom, at vi skal sikre, at indvandrerne og deres efterkommere har en reel adgang til arbejdsmarkedet. Til gengæld skal vi forvente, at alle etniske minoriteter vil integration med afsæt i grundlæggende værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling og ønske om selvforsørgelse.

Jeg vil blandt andet arbejde for:

-          At ingen boligkvarterer, skoler eller børnehaver skal stå for integrationen af mere end 30% socialt udsatte indvandrere.

-          At starthjælpen og kontanthjælpsloftet fjernes.

Helt som forventet vakte det stor opsigt, da SF og Socialdemokraterne i sidste uge offentliggjorde en 14 punkters integrationsplan, som samtidig markerede, at vi endelig har fundet fælles fodslag på dette vanskelige område, der nok uden tvivl var en afgørende faktor i oppositionens nederlag ved de seneste tre valg.

Det har tilsyneladende vakt så meget opsigt, at de konservatives Henriette Kjær i dagens Jyllandsposten føler sig presset og beskylder forslaget for at være tom luft fra SF’s side for at kapre vælgere. Hun uddyber sin kritik og beskylder os for at rykke imod midten for at tækkes vælgerne, og mistænker os for, at så snart vi får mandater nok, vil vi selvfølgelig forsøge at ændre integrationspolitikken så den passer til vores reelle ideologi. Kort sagt – Villy smykker sig med et lånt jakkesæt.

Dette usædvanligt hårde og temmelig smagløse angreb fra de konservative er svært at tolke som andet end, at vi har ramt et ømt punkt hos partiet. De har siddet i regering i syv år uden, at de har fået sat fokus på integrationen. Alt samarbejde på udlændingepolitikken imellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har stort set handlet om at begrænse adgangen til Danmark og stresse de udenlandske borgere, der allerede bor her. Det er afgørende nyt, at der sættet fokus direkte på at skabe en frugtbar integrationspolitik, der sætter fokus på ghettoer, på at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet, som giver bud på, hvordan vi sikrer, at unge med anden etnisk baggrund end dansk får en kompetencegivende uddannelse osv. Og det er måske lidt for skrap kost for Henriette Kjær.

Så kan det da godt være, at Villy har taget jakkesæt på, men det er mere et spørgsmål om Villys tøjsmag, for det er ikke for at tækkes vælgerne. Vi har lavet en aftale med Socialdemokraterne om, at vi ikke rører ved 24 års reglen og tilknytningskravet i den første regeringsperiode. Det er i respekt for, at der i befolkningen er så stor opbakning til disse to regler. Dermed ikke være sagt, at SF er blevet tilhængere af reglerne – for det er vi bestemt ikke.

De øvrige punkter i integrationsaftalen er forslag, som SF har arbejdet for i årevis og som ikke er ny politik for os. Det er ikke et udtryk for, at vi er rykket imod midten – det er blot gode eksempler på folkesocialisme omsat til praktisk politik. Jeg kan da godt forstå, at Henriette Kjær var lidt i vildrede, da vi præsenterede vores fælles udspil – men hun kan lige så godt vænne sig til det. Når SF kommer i regering, så vil hendes hverdag nemlig blive præget af en masse gode konstruktive forslag på integrationsområdet – og det uanset om Villy har jakkesæt på eller ej.

I går fremlagde SF og Socialdemokraterne et fælles integrationsudspil, der indeholder 14 konkrete punkter, som hver især er med til at skabe en mere effektiv og sammenhængende integrationspolitik i Danmark.

Noget af det helt centrale i udspillet er, at de to partier er nået til enighed om, hvordan vi skal tackle vores indbyrdes uenighed om 24 års reglen og tilknytningskravet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at SF er modstandere af begge regler, det har vi været siden de blev lavet og det vil vi også være i fremtiden. Vi anerkender dog, at der i befolkningen er massiv opbakning til de to regler, hvorfor vi ikke vil arbejde for at få dem afskaffet i en kommende socialdemokratisk ledet regering. Vores kritikere i Enhedslisten og De Radikale vil helt sikkert beskylde os for, at vi nu er blevet tilhængere af de to regler – men det er rent spin fra deres side. Faktum er, at de to partier også vil blive tvunget til at acceptere, at de to regler består – med mindre der sker et stort nybrud i dansk politik, vil flertallet for de to regler være solidt på plads med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. (Jeg vil ikke gætte på, hvad Ny Alliance mener om de to regler, deres holdninger ændrer sig jo fra dag til dag) Vi kan derfor vælge to strategier: nægte at anerkende de to regler og dermed sætte os udenfor indflydelse eller acceptere deres eksistens og gå offensivt ind i integrationsdebatten og få indflydelse på politikken og være med til at sætte kursen for en effektiv og menneskelig integrationspolitik. Jeg synes egentlig, at valget er nemt.

Udover det politiske i udspillet, så er det værd at analysere lidt på, værdien af et sådan fælles udspil og de indirekte signaler udspillet udsender.

Det er afgørende for centrum-venstre alternativet, at man er nået til enighed på et af de områder, som tidligere har splittet os. Vil vi fremstå som et troværdigt alternativ til Anders Fogh Rasmussen, så skal vi være i takt på en række afgørende områder, heraf er integrationspolitikken et af de vigtigste. I de sidste tre valgkampe har højrefløjen vundet meget på, at centrum-venstrefløjen var splittet og på at vores politiske projekt var uklart.

Det er ganske interessant for SF, at Socialdemokraterne har lavet et politisk udspil af denne kaliber med SF. Det er et direkte signal om, at Socialdemokraterne betragter SF som et muligt regeringsparti, der sagtens kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering. Det er nye toner og det er en markant styrkelse af SF’s position i forhold til Socialdemokraterne såvel som til de radikale. Tidligere var vi den irriterende lillesøster, de to gamle ikke gad lege med – nu er vi blevet en ligeværdig legekammerat, som også får lov at bestemme, hvad og hvornår vi skal lege. Det er intet mindre end et nybrud i dansk politik og SF’s vej i regering er blevet meget kortere.

I de sidste 5-10 år har vi i samfundet højlydt diskuteret, om det faglige niveau i folkeskolen er påvirket af antallet af børn med anden etnisk baggrund en dansk i klasserne. På flere af de indvandretunge folkeskoler trækkes de etnisk danske elever ud for enten at komme på privatskole eller overflyttes til en anden mere ”hvid skole”. Det sker som oftest med henvisning til en bekymring om skolernes faglige niveau.

Med den udvikling in mente er det derfor ret interessant, at Rockwool Fonden netop har påvist, at så længe andelen af elever med indvandrerbaggrund er under 50%, så påvirker det ikke de skolemæssige præstationer hos de danske elever, mens indvandrerbørnene præstationer allerede påvirkes ved en andel på 10%.

Vi står overfor en kæmpe stor udfordring i de større danske byer, hvor der på flere skoler er et flertal af børn med indvandrebaggrund. Jeg vil, at vores folkeskole skaber de bedste læringsbetingelser for alle børn og at alle børn lærer mest muligt, derfor er vi nødt til at tage Rockwool Fondens resultater alvorligt, ellers lader vi en stor gruppe børn i stikken.

Fra politisk side har vi igennem flere år satset på, at folkeskolerne decentralt kunne løse opgaven, men virkeligheden har vist, at det var en stor fejltagelse. Skolerne er slet ikke klædt på, til at løse udfordringen med en stor koncentration af børn med anden etnisk baggrund end dansk og resultatet er, at alt for mange unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer til, at kunne klare en ungdomsuddannelse. Løser vi ikke dette problem, så vil vi på sigt skabe en ny underklasse bestående af borgere med indvandrerbaggrund. Det er ikke retfærdigt eller ønskværdigt – alle børn skal have en chance for at få en god uddannelse og et godt liv.

Den udfordring som ligger ligefor, er at udvikle en model for spredning af eleverne, sådan at alle skoler i en kommune tager ansvar og sådan at børn kommer på en skole, hvor læringsmiljøet er optimalt. Tilsvarende mener jeg, at det er centralt for samfundets sammenhængskraft, at folkeskolen faktisk er folkets skole, og at man som elev møder børn fra alle dele af samfundet.

I forlængelse heraf bør vi overveje om der fra folketingets side, skal fastlægges et vejledende niveau for, hvor mange børn med indvandrebaggrund der maximalt må være på skolerne – det kunne fx være 25%. Det er to lidt følsomme diskussioner, at fastlægge grænsen og om det er noget Folketinget skal blande sig i. Traditionen i Danmark er, at begge spørgsmål afklares lokalt i byrådene.  

Man kan naturligvis ikke ”sprede” sig helt ud af problemet, derfor bør folkeskolen generelt styrkes, sådan at den er bedre rustet til, at skabe et godt læringsmiljø for børn med indvandrebaggrund. Nogle konkrete tiltag kunne være:

- at ændre læreruddannelsen, så de nye lærere er bedre uddannede til at arbejde i en multietnisk skole, fx obligatorisk uddannelse i Dansk som andetsprog.

- at tilføre klasserne flere lærerressourcer sådan, at der er to lærere pr klasse i hver time indtil 5. klasse og i nogle tilfælde endnu højere op.

- tillade, at noget af undervisningen af de etniske minoriteter foregår på deres modersmål – det vil være en stor faglig støtte til dem, idet manglende sproglige færdigheder bremser deres faglige udvikling i alle skolefag.

- at kommunerne får ret til at anvise 5-10% af pladserne på privatskolerne til unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det er rimeligt, at privatskolerne også tager et socialt ansvar.

- at der indføres heldagsskole indtil 3. klasse.

Jeg synes det er en super vigtig debat, som venstrefløjen har forsømt igennem mange år i misforstået godhed og forventninger om, at det hele nok skulle løse sig, hvis bare tiden gik og skolerne gjorde deres bedste. Sådan er det bare ikke gået alt for mange børn tabes – det er ikke skolernes eller lærerens skyld – det er politikernes og ikke mindst venstrefløjens.

Århus indtager en kedelig bundrekort i en undersøgelse, som Dansk Industri netop har lavet. Århus er den by, hvor flest unge med anden etnisk baggrund end dansk står udenfor uddannelsessystemet. Kun halvdelen af gruppens 16-18 årige unge er i gang med en ungdomsuddannelse.

Dette er et udtryk for en generelle tendens - vi formår simpelthen ikke at få en stor del af befolkningen godt igennem uddannelsessystemet og især unge med anden etnisk baggrund end dansk falder igennem. De kommer enten ikke igang med en ungdomsuddannelse eller kan ikke gennemføre den. Den tendens skal vendes - det er helt afgørende for de unges mulighed for at skabe sig et godt liv, for samfundets sammenhængskraft og for arbejdsmarkedet - vi får brug for alle i fremtiden.

Folkeskolen og ungdomsuddannelserne står overfor en stor udfordring i forhold til at kunne rumme en stadig mere forskellig elevmasse - det stiller store krav om, at skolerne skal kunne tilpasse sig elevgrundlaget og sikre, at alle unge forlader folkeskolen og ungdomsuddannelerne med et så solidt fagligt og socialt grundlag, at de kan komme videre i uddannelsessystemet og få sig den uddannelse, som de ønsker. Det er nemlig altafgørende for et menneskes fremtid, at det får sig en uddannelse. Det giver en mere sikker tilknytning til arbejdsmarkedet og det giver flere valgmuligheder i forhold til jobs - ufaglærte har en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke samme valgmuligheder, som faglærte. Derfor er det på det personlige plan meget vigtigt at få en uddannelse. I et samfundsøkonomisk perspektiv er det også centralt, at vi får uddannet vores arbejdsstyrke, sådan at vi har et godt udgangspunkt i den internationale konkurrence.

Der er mange gode grunde til, at de århusianske folkeskoler og ungdomsuddannelser skal have hjælp og ressorucer til, at ruste unge med anden etnisk baggrund end dansk til at tage sig en uddannelse - det er nemlig næppe en opgave, som kan løses indenfor de eksisterende rammer.

Min partikammerat Bo Asmus Kjeldgaard, som er Børne- og Skoleborgmester i København, er i dag fremme med et udmærket forslag om at styrke modersmålsundervisningen ved at gøre det til et eksamensfag i folkeskolen, med alt hvad der til hører af læseplaner, kvalificeret undervisning og elevplaner for den enkelte. Det vil være en tiltrængt forbedring af modersmålsundervisningen for mange børn.

For mig at se er det afgørende i dette forslag, at man begynder at anlægge et ressourcesyn på to-sprogethed i stedet for, som nu, at se det som et problem.

Jeg har længe undret mig over, hvorfor det danske samfund ikke ser børn med anden etnisk baggrund end dansk som en ressource. At tænke sig en servering samfundet får i form af flere unge, som, hvis de uddannes ordentligt, mestrer to hele sprog. Det kunne, hvis vi bruger det, være en massiv konkurrencefordel for de danske virksomheder, der får arbejdskraft, der virkelig kan hjælpe dem med at vinde markedsandele i Mellemøsten idet de taler sprogene og kender kulturerne – mig bekendt er det et centralt konkurrenceparameter.