Tja, ikke uventet vandt den italienske premierminister Romano Prodi tillidsafstemningen i senatet i dag med 162 stemmer for og 157 stemmer imod, så hans centrum-venstre regering er sikret overlevelse lidt endnu.. Det gode spørgsmål er bare hvor længe.. Siden anden verdenskrig har Italien haft ca 60 regeringer - det giver dem i snit en levetid på knap et år. Det er en kortere holdbarhed end den juice, jeg har stående i køleskabet. Tankevækkende..

Jeg vil varmt anbefale alle at gå ind og se Robert De Niro's film The Good Shepherd, der handler om CIA's grundlæggelse under og lige efter Anden Verdenskrig. Vi møder vores hovedperson Edward Wilson (Matt Damon) lige efter den mislykkede invasion af Cuba, som Wilson var ansvarlig for, historien om CIA og Wilsons personlige historie fortælles igennem flash backs fra hans liv over de næste dage indtil ansvaret for fiaskoen er placeret og de skyldige straffet. De Niro spiller selv en ganske lille men betydningsfuld rolle i filmen som CIA-stifteren general Bill Sullivan, der på et tidspunkt siger til Wilson, at den hemmelige efterretningstjeneste skal være USA's øjne og øre og ikke hjerte og sjæl. Selv om De Niro vist nægter at tale politik offentligt, er hans politiske budskab svært at overse. Det er i hvert fald svært at undgå at sammenligne det hemmelighedsfulde CIA fra filmen, med det nutidige amerikanske overvågningssamfund og efterretningstjenesternes øgede magtmidler. Tiden og fjenderne er måske andre, men de beskidte tricks er de samme.

Læs mere om filmen på http://www.thegoodshepherdmovie.com 

Jeg synes, det er svært at være imponeret over danske regering udmelding om, at de danske soldater skal trækkes hjem fra Irak. Misforstå mig ikke, jeg mener, at de danske soldater skal hjem, dem alle sammen og det lige nu. Men regeringen lægger op til, at det først skal ske om et halvt år til august.

At tilbagetrækningen først finder sted til august handler vel om, at Fogh vil ride på to heste. Han kan stadig være Bush og Blairs loyale skødehund og så samtidig nå at få vasket irak-nederlaget af hænderne, inden han udskriver folketingsvalg.

Det er afgørende, at den danske indsats nu rettes mod de knap 4 millioner flygtninge, om krigen har afstedkommet. Vi har et særligt ansvar overfor disse mange mennesker - vi gik med i denne ulovlige krig, som udløste den humanitære katastrofe – vi skal nu bevise, at vi kan løse den og ikke bare overlade ansvaret til nærområderne.

Når man ser tilbage på krigens forløb, så synes jeg stadig, at pointen om, at krigen burde have været undgået, står lysende klart. Irak-krigen var fra første færd ulovlig, ingen af begrundelserne holdt og irakernes levevilkår er kun blevet værre. Det er sørgeligt og det er uden sammenligning den største danske udenrigspolitiske fiasko i mands minde.

Som reaktion på Saddam Husseins henrettelse har Italien forsøgt at samle EU bag et forslag i FN's Generalforsamling om et globalt forbud mod brug af dødsstraf. Et udmærket forslag, som hele EU burde stå sammen om. Sådan gik det desværre ikke. Danmark, Storbritannien, Ungarn og Holland skød forslaget ned. Per Stig Møller vil ikke forklare, hvorfor Danmark blokerede forslaget.

Et godt bud er dog, at regeringen ikke vil lægge pres på de lande, som praktiserer dødsstraf i dag - blandt andet USA, som er ganske hårdt presset i forhold til krigene i Irak og Afghanistan.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at Danmark helmer i kampen imod dødsstraf fordi vores ”gode allierede” USA er pressede på grund af to forfejlede krige, de selv har startet. Det er desværre et godt eksempel på, at regeringen ikke tør føre en selvstændig udenrigspolitik og at humanismen altid er til forhandling, hvis USA kommer i klemme. Det er kvalmende.

Den 11. januar 2002 ankom de første afghanske fanger til fængslet på den amerikanske flådebase Guantánamo. Det er nu 5 år siden. Der har i den tid været ca. 700 fanger igennem, 300 af dem er sendt hjem igen uden, at de på noget tidspunkt blev stillet for en dommer. 70 af de nuværende ca. 400 fanger venter på at komme for en militærdomstol. Ingen af de 700 fanger har været for retten.  

Til gengæld er fangerne (ifølge FBI’s egne rapporter) blevet udsat for urimelig høj rockmusik, krænkelse af deres religion, nogen er blevet smurt ind i menstruationsblod, andre er blevet udsat for kulde/varme tortur osv.

Når USA behandler krigsfanger på en sådan måde, så kan det ikke undre, at hadet til vesten stortrives og at Afghanerne ingen tillid har til de amerikanske tropper i landet.

Den interne strid i Europa om Tyrkiets optagelse i EU nåede nye højder i denne uge, da Kommissionen anbefalede et delvist stop i optagelsesforhandlingerne med landet.

Kommissionens udspil går ud på at suspendere optagelsesforhandlingerne på 8 ud af de nuværende 35 områder. Indholdet af anbefalingen er ikke i sig selv nogen stor overraskelse. Det længe har stået klart, at Tyrkiet ikke har forsøgt at normalisere sit forhold til det lille naboland Cypern, der er delt i en tyrkisk-cypriotisk del i nord og EU-medlemslandet, den græsk-cypriotiske del i syd. Derfor har EU haft behov for at markere overfor Tyrkiet, at optagelsesforhandlingerne alene afhænger af Tyrkiets vilje til at tilpasse sig EU og efterleve optagelseskravene.

Kommissionens anbefaling skal nu formelt behandles af EUs udenrigsministre den 11. december, hvorefter det er op på topmødet den 14. og 15. december. Her afgøres det, om man vil følge det kompromis mellem høge og duer i Tyrkiet-spørgsmålet, som gårsdagens udspil reelt er et udtryk for. Denne sag er nemlig endnu en konflikt imellem modstandere og tilhængere af Tyrkiets optagelse i EU og handler lige så meget om at holde Tyrkiets ude af EU, som den handler om Tyrkiets forhold til Cypern.

Der er naturligvis ingen tvivl om, at Tyrkiet skal efterleve de optagelseskrav og aftaler, der er betingelsen for, at de kan komme med i EU. Men når det så er sagt, så er spørgsmålet, om et delvist stop for optagelsesforhandlingerne sætter mere fart på Tyrkiets reformprocesser eller om det hæmmer dem? Det er min klare opfattelse, at dette vil tage pusten fra Tyrkiet i forhold til deres omstillingsparathed. Landet har ikke brug for, at deres optagelse skubbes yderligere frem – de har derimod brug for, at få en klare tilsagn om, at EU’s lande ønsker, at Tyrkiet bliver en del af det europæiske fællesskab. Desværre er landene heller ikke enige om det og derfor vil Tyrkiet få disse blandede signaler fra EU. Det er tilsyneladende Tyrkiets skæbne at dele de europæiske vande og være kilde til evig debat om europæisk identitet, Europas størrelse og religion.