Det er kommet frem, at kulturminister Brian Mikkelsen i forbindelse med invasionen af Irak rettede henvendelse til DR ved at sende en mail, som i skarpe vendinger kritiserede kanalens dækning af krigen og ved en lejlighed har truet DR’s bestyrelsesformand med en privatisering af DR.
I Danmark har vi en Grundlovsfæstet ytrings- og pressefrihed, som også er grundlaget for loven om Danmarks Radio, der slår fast, at man lægger afgørende vægt på informations- og ytringsfriheden, og at Danmarks Radio skal afvise ethvert forsøg på pression fra udenforstående. Brian Mikkelsen er som kulturminister ansvarlig for DR og dermed for loven om DR. I det lys, er det jo paradoksalt, at det er ministeren selv, der lægger politisk pres på DR ved at kritisere DR’s dækning af Irak krigen og i forlængelse heraf true med en privatisering af DR i stedet for TV2.
Det er et demokratisk problem og en trussel imod ytringsfriheden, når politikerne forsøger at presse medierne til at droppe en kritisk historie eller til at bringe positive omtale.
Alt dette er i sig selv problematisk for Brian Mikkelsen – det gør desværre ikke sagen bedre, at han i folketinget i februar afviste, at han har forsøgt at påvirke DR’s valg af programmer mm. Efter min bedste overbevisning har han dermed også forbrudt sig med ministeransvarsloven, og det betragtes normalt som vildledning af folketinget. Konsekvensen heraf må naturligvis være, at Mikkelsen træder tilbage som kulturminister. Vi kan ikke leve med, at have en minister, som ikke vil anerkende pressefriheden og som efter humør truer DR med at fjerne deres licensgrundlag.
Med denne sag så giver Brian Mikkelsen Berlusconi kamp til stregen når, det drejer sig om at forsøge at styre medierne til regeringen fordel – vil vi virkelig acceptere det i Danmark?