Debatten om organdonation kommer op med jævne mellemrum. Senest er den blev aktuel ved, at et hollandsk TV-show satte emnet til debat på en højst uortodoks måde. De iscenesatte en konkurrence, hvor tre nyre-patienter konkurrerede om en nyre. Heldigvis viste det sig, at konkurrencen var falsk og at showet tjente det formål at sætte fokus på manglen på organer. Et ekstremt nobelt formål men det er skræmmende, at der skal iscenesættes en så grotesk konkurrence, for at trække opmærksomhed til sagen.

Showet fik debatten til at blomstre i Danmark og i dag offentliggjorde Ritzau en undersøgelse af danskernes holdning til organdonation. Den viste, at knap 70 % af befolkningen mener, at lovgivningen skal ændres, sådan at alle som udgangspunkt kan donere organer i tilfælde af hjernedød. Vi skal være donorer fra fødslen.

Det udgangspunkt deler jeg og bakker helt op om en lovændring, sådan at man ved fødslen automatisk er organdonor og at man særskilt skal framelde sig donorregistret, hvis man ikke ønsker at være donor. I dag er det omvendt, man skal selv melde sig som donor. Det betyder blandt andet, at vi oplever en enorm mangel på organer. Hver dag er der folk, der dør, fordi de ikke kunne få en ny nyre, lunge eller et nyt hjerte. Folk som med en organtransplantation kunne leve et langt og lykkeligt liv.

Indtil vi får gennemført sådan en lovgivning, så kan man selv sørge for at registrere sig som organdonor. Jeg er selv registreret og har egentlig båret donorkort i mange år, men har her for nylig valgt at registrere min beslutning online – så burde jeg være på den sikre side.

Jeg synes, det er en ærlig sag at beslutte sig for ikke at ville være organdonor. Det afgørende er, at man tager stilling sådan, at de efterladte og myndighederne kender ens holdning når man er død. I kan selv registrere jeres beslutning via linket: http://www.sundhed.dk/wps/portal/_s.155/8901?contextfolderids=1057050407151434

Det sker ikke så tit og heldigvis for det, for det er nemlig ikke særlig rart. Jeg hader at være uenig med mit parti. Det er som regel kun småting (set fra mit perspektiv), jeg er uenig i - men nogle gange sker det også, at det er større ting og så er det straks værre. Uanset hvad, så er jeg altid placeret i et dilemma. Skal jeg kæmpe for mine synspunkter, eller skal jeg loyalt bakke op om partiets holdning? Jeg er meget loyal af natur, og derfor plejer jeg at kæmpe for mine synspunkter internt, hvis jeg så nedstemmes her, så bakker jeg loyalt op om beslutningen. Jeg er laver kun ballade, hvis jeg oplever, at andre spiller urent spil og prøver at snyde mig. Det er sket nogle gange - det vil jeg gerne indrømme. Jeg synes bare ikke det er særligt sjovt.

Denne ordstrøm er forårsaget af, at det faktisk er nogle overvejelser, jeg har gået med de sidste par dage. Jeg er nemlig uenig i et af SF's folketingsgruppes lovforslag om at ophæve sæddonorernes anonymitet med henvisning til, at børn har ret til at kende deres ophav.

Jeg er uenig med forslaget på flere planer. Ser vi på de svenske erfaringer med initiativet, så er virkeligheden at, antallet af mænd, som ønsker at være sæddonorer er drastisk faldende - og hvem kan bebrejde dem. Bare fordi mændene ønsker at donere sæd og dermed hjælpe en barnløs familie, så er det jo ikke ensbetydende med, at de ønsker, at 10-20 børn opsøger dem, for at lære deres biologiske ophav at kende. Når det så er sagt, så mener jeg faktisk, at hele debatten skal ses i sammenhæng med den større debat om, hvad en rigtig familie og rigtige forældre er. Som jeg ser det, så lever vi i en tid, hvor den traditionelle forståelse af kernefamilien bestående af far, mor og børn er forældet - det har den egentlig været i mange mange år- siden kvinden blev uafhængig og ikke har brug for manden som skaffedyr og forsørger. Konstruktionen familie har mange former i dag - den kan være: far, mor og børn, det kan være far og barn, to mødre og børn osv. De nye familieformer har adsted kommet et behov for, at kvinder kan blive kunstigt befrugtede med sæd fra en donor. I den forbindelse er jeg nødt til at spørge. Hvem er mest barnets forældre - dem er opfostre barnet? eller ham der har leveret en sædklat? Jeg er ikke i tvivl - forældrene er dem, som har stået for barnets opvækst. At ville ophæve anonymiteten for sæddonorer er ikke bare dumt, det er også at underminerer forældrenes rolle som forældre og lægge et ansvar på skuldrene af mænd, som blot ønsker at hjælpe. Jeg er meget modstander af det forslag.

Nu har jeg så fået luft for min frustation over at være uenig med mit parti - og som tingene ligger nu, så gør jeg ikke mere ved det, andet end at håbe, at forslaget falder med et brag i Folketingssalen.

God søndag/Jane