Tuesday, September 16, 2008

Efter, at vi i den seneste måned har oplevet 16 skud-episoder i København, må det være tid at tage skrappere metoder i brug. Det kan ikke være rigtigt, at borgerne ikke kan føle sig trygge, der hvor de bor og at det er usikkert at færdes på gaderne i nogle af byens kvarterer.

Omdrejningspunktet for sådan en indsats, må være, at vi sikrer os, at politiet har de nødvendige ressourcer og redskaber til at forhindre, at det eskalerer yderligere. Konkret kunne en mulighed være at ansætte HK'ere til at aflaste politibetjentene administrativt, sådan at de kan bruge deres tid og ressourcer på at stoppe narkokrigen.

Konkret foreslår SF at: medlemmer af rockergrupper og indvandrerbander skal mandopdækkes døgnet rundt, at deres tilholdssteder lukkes og der skal laves omfattende razziaer på alle kendte adresser.

Problemet er, at indvandrerbanderne ikke som sådan arbejder i klubhuse mm, men flere af deres opholdssteder er kendte af politiet - men overfor dem er det især mandsopdækningen, som kan være effektiv.

Disse initiativer kan og skal naturligvis ikke stå alene, der er stadig brug for en massiv forebyggende indsats, sådan at rekrutteringen til både indvandrerbanderne og rockerne stoppes.

9/16/2008 2:19:25 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback