Saturday, December 30, 2006

Danskernes holdning til prostitution og handel med kvinder er ved at ændre sig. Ifølge en Vilstrup-måling i denne uge er næsten halvdelen af befolkningen nu modstandere af prostitution. Det er utrolig positivt og vidner om, at myten om den lykkelige luder endelig er ved at uddø. Jeg tror, at denne udvikling skal ses i sammenhæng med, at flere og flere får kendskab til de frygtelige forhold, som handlede kvinder lever under, når de lokkes til landet med løfter om job men i stedet tvinges til et liv som prostituerede.

Svenske erfaringer viser, at hvis prostitutionen og kvindehandlen skal bekæmpes, så skal mænds køb af sex kriminaliseres. Hvor der er en efterspørgsel, er der et udbud. Det er kunderne, som skaber efterspørgslen efter prostitution og derfor er det her, der skal sættes ind, hvis vi skal prostitutionen til livs.

Det er ikke nok, at regeringen laver oplysningskampagner og lignende. Hvis vi skal kvindehandlen og prostitutionen til livs, skal vi gennemføre et generelt forbud mod køb af sex. Endvidere skal handlede kvinder som minimum tilbydes 3 måneder ophold i Danmark for at medvirke til at afsløre bagmændene.

Det der foregår rundt omkring på de danske bordeller og massageklinikker er umenneskeligt og uværdigt og burde ikke finde sted i et civiliseret land, hvor man for længst har gjort op med slaveri. Det skal være mit nytårsønske, at det bliver i 2007, at det danske folketing har mod og fornuft nok til at sætte en stopper det svineri. Ingen mennesker skal leve under sådanne vilkår – hverken frivilligt eller ufrivilligt.

 

Godt nytår/Jane

 

12/30/2006 12:10:12 AM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [22]Trackback