Helt som forventet vakte det stor opsigt, da SF og Socialdemokraterne i sidste uge offentliggjorde en 14 punkters integrationsplan, som samtidig markerede, at vi endelig har fundet fælles fodslag på dette vanskelige område, der nok uden tvivl var en afgørende faktor i oppositionens nederlag ved de seneste tre valg.

Det har tilsyneladende vakt så meget opsigt, at de konservatives Henriette Kjær i dagens Jyllandsposten føler sig presset og beskylder forslaget for at være tom luft fra SF’s side for at kapre vælgere. Hun uddyber sin kritik og beskylder os for at rykke imod midten for at tækkes vælgerne, og mistænker os for, at så snart vi får mandater nok, vil vi selvfølgelig forsøge at ændre integrationspolitikken så den passer til vores reelle ideologi. Kort sagt – Villy smykker sig med et lånt jakkesæt.

Dette usædvanligt hårde og temmelig smagløse angreb fra de konservative er svært at tolke som andet end, at vi har ramt et ømt punkt hos partiet. De har siddet i regering i syv år uden, at de har fået sat fokus på integrationen. Alt samarbejde på udlændingepolitikken imellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har stort set handlet om at begrænse adgangen til Danmark og stresse de udenlandske borgere, der allerede bor her. Det er afgørende nyt, at der sættet fokus direkte på at skabe en frugtbar integrationspolitik, der sætter fokus på ghettoer, på at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet, som giver bud på, hvordan vi sikrer, at unge med anden etnisk baggrund end dansk får en kompetencegivende uddannelse osv. Og det er måske lidt for skrap kost for Henriette Kjær.

Så kan det da godt være, at Villy har taget jakkesæt på, men det er mere et spørgsmål om Villys tøjsmag, for det er ikke for at tækkes vælgerne. Vi har lavet en aftale med Socialdemokraterne om, at vi ikke rører ved 24 års reglen og tilknytningskravet i den første regeringsperiode. Det er i respekt for, at der i befolkningen er så stor opbakning til disse to regler. Dermed ikke være sagt, at SF er blevet tilhængere af reglerne – for det er vi bestemt ikke.

De øvrige punkter i integrationsaftalen er forslag, som SF har arbejdet for i årevis og som ikke er ny politik for os. Det er ikke et udtryk for, at vi er rykket imod midten – det er blot gode eksempler på folkesocialisme omsat til praktisk politik. Jeg kan da godt forstå, at Henriette Kjær var lidt i vildrede, da vi præsenterede vores fælles udspil – men hun kan lige så godt vænne sig til det. Når SF kommer i regering, så vil hendes hverdag nemlig blive præget af en masse gode konstruktive forslag på integrationsområdet – og det uanset om Villy har jakkesæt på eller ej.

I går fremlagde SF og Socialdemokraterne et fælles integrationsudspil, der indeholder 14 konkrete punkter, som hver især er med til at skabe en mere effektiv og sammenhængende integrationspolitik i Danmark.

Noget af det helt centrale i udspillet er, at de to partier er nået til enighed om, hvordan vi skal tackle vores indbyrdes uenighed om 24 års reglen og tilknytningskravet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at SF er modstandere af begge regler, det har vi været siden de blev lavet og det vil vi også være i fremtiden. Vi anerkender dog, at der i befolkningen er massiv opbakning til de to regler, hvorfor vi ikke vil arbejde for at få dem afskaffet i en kommende socialdemokratisk ledet regering. Vores kritikere i Enhedslisten og De Radikale vil helt sikkert beskylde os for, at vi nu er blevet tilhængere af de to regler – men det er rent spin fra deres side. Faktum er, at de to partier også vil blive tvunget til at acceptere, at de to regler består – med mindre der sker et stort nybrud i dansk politik, vil flertallet for de to regler være solidt på plads med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. (Jeg vil ikke gætte på, hvad Ny Alliance mener om de to regler, deres holdninger ændrer sig jo fra dag til dag) Vi kan derfor vælge to strategier: nægte at anerkende de to regler og dermed sætte os udenfor indflydelse eller acceptere deres eksistens og gå offensivt ind i integrationsdebatten og få indflydelse på politikken og være med til at sætte kursen for en effektiv og menneskelig integrationspolitik. Jeg synes egentlig, at valget er nemt.

Udover det politiske i udspillet, så er det værd at analysere lidt på, værdien af et sådan fælles udspil og de indirekte signaler udspillet udsender.

Det er afgørende for centrum-venstre alternativet, at man er nået til enighed på et af de områder, som tidligere har splittet os. Vil vi fremstå som et troværdigt alternativ til Anders Fogh Rasmussen, så skal vi være i takt på en række afgørende områder, heraf er integrationspolitikken et af de vigtigste. I de sidste tre valgkampe har højrefløjen vundet meget på, at centrum-venstrefløjen var splittet og på at vores politiske projekt var uklart.

Det er ganske interessant for SF, at Socialdemokraterne har lavet et politisk udspil af denne kaliber med SF. Det er et direkte signal om, at Socialdemokraterne betragter SF som et muligt regeringsparti, der sagtens kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering. Det er nye toner og det er en markant styrkelse af SF’s position i forhold til Socialdemokraterne såvel som til de radikale. Tidligere var vi den irriterende lillesøster, de to gamle ikke gad lege med – nu er vi blevet en ligeværdig legekammerat, som også får lov at bestemme, hvad og hvornår vi skal lege. Det er intet mindre end et nybrud i dansk politik og SF’s vej i regering er blevet meget kortere.

I dag er det præcis to år siden, at Helle Thorning blev valgt som formand for Socialdemokraterne og så er det jo fristende at gøre lidt status på, hvordan det går for hende, Socialdemokraterne og oppositionen som sådan..

Man kan vel ikke komme udenom, at hun har formået at skabe ro i partiet og meningsmålingerne ser da også pæne ud, de ligger stabilt over valgresultatet for 2005. Spørgsmålet er dog, om sidstnævnte kan tilskrives Helle Thorning eller den nuværende regering. Under alle omstændigheder lå Socialdemokraterne til lidt under 20% sidste forår og sommer - men ovenpå sommeren's og efterårets velfærdsdemonstrationer steg de til deres nuværende leje - demonstrationer som faktisk var foranlediget af et velfærdsforlig, som Socialdemokraterne deltog i og et skattestop, som de bakker op om.. Hmm.. lidt polemisk kunne man fristes til at sige, at det i hvert fald ikke er en tydelig oppositionspolitik, som trækker vælgerne til Socialdemokraterne..

I de sidste to år er Regeringens flertal skrumpet betydeligt ind på grund af især Socialdemokraternes og SF's fremgang - det er jo fantastisk og meget opmuntrende at se, at Fogh ikke længere synes usårlig. Jeg har skrevet det flere gange tidligere her på bloggen og gør det gerne igen - skal vi have en reel chance for at vælte Fogh, så skal oppositionen stå sammen. Det har knebet lidt det sidste år, hvor de Radikale har ført en noget ustabil kurs med lidt flirt til højre, nu er de efter en fejlslagen springtur endelig tilbage i den konstruktive del af oppositionen. Nu skulle man så synes, at fundamentet var lagt for at udvikle et fælles regeringsgrund - det gode spørgsmål er bare, om Helle Thorning tør springe ud i det og gå i realitetsforhandlinger med SF og de Radikale, eller om hun vil have en dør åben hen over midten..

Alt denne filosoferen kan koges ned til en forundring over en tilsyneladende manglende strategi og vision for hvordan Thorning vil forvalte magten, hvis vælgerne giver hende chancen. Her to år efter hun blev formand, så synes det, at hun har tabt orienteringen oven på hendes meget stærke og strømlignede tiltrædelse.. Tillykke med de to første slingrende år - jeg håber, de næste to bliver mere visionære for Helle Thorning og Socialdemokratiet, som burde se mere til venstre end hen over midten.