Så faldt den økonomiske aftalen imellem staten og kommunerne endelig på plads. Det er endnu en i rækken af aftaler som udsulter den kommunale velfærd. Godt nok er aftalen lidt bedre end sidste års aftale - men den er langt fra god nok til rette op på de massive forringelser, vi har oplevet de sidste par år. Godt nok får kommunerne ekstra penge til driften, men den sum er hurtig spist af kommunernes ekstra udgifter til ældrepleje og børnepasning samt af de ugifter, kommunerne har haft da de i forbindelse med kommunalreformen har fået overdraget en del ekstra opgaver fra de gamle amter. Der er altså ikke penge til at forbedre den kollektive transport, forholdet for psykisk syge, folkeskolen eller kulturen. Det er simpelthen ikke godt nok og jeg har med tilfredshed noteret mig, at SF's medlem af KL's bestyrelse har stemt nej til aftalen ligesom jeg forventer at SF stemmer nej i Finansudvalget.

Jeg havde faktisk forventet, at aftalen ville give kommunerne et større økonomisk råderum, sådan at der var råd til at udbygge og styrke velfærden - det er der alvorligt brug for ovenpå de sidste fem spareår. Min analyse var, at der er et folketingsvalg under opsejling hvorfor regeringen ville være optaget af at give den offentlige sektor en saltvandsindsprøjtning, sådan at der var dæmmet op for venstrefløjens kritik af udsultningen af velfærden. Sådan gik det ikke og det kan vel betyde flere ting. Enten er valget ikke så tæt på, som forventet, måske benytter regeringen kvalitetsreformen til at booste den offentlige sektor eller også har Regeringen bare is i maven og satser på, at velfærd ikke bliver et valgkampstema. Sidstnævnte er næppe realistisk.

På en midtsjællandsk skole har man netop besluttet at åbne skolen for private sponsorater af dele af skolens aktiviteter. Det betyder, at skolens lærebøger i fremtiden fx kan være sponseret af Nestlé, at nye fodbolde kan være sponseret af Adidas og så videre. Skolen har med egne ord truffet beslutningen fordi, det i de senere år er blevet umuligt at bedrive en god folkeskole, når økonomien konstant presses.

Jeg deler fuldt og helt skolens bekymring over den manglende økonomi – men jeg er modstander af, at gøre folkeskolen til en reklamesøjle for private virksomheder, som ønsker at kommunikere til børnene for at øge deres omsætning blandt de yngste forbrugere.

Det er et af velfærdssamfundets kerneydelser at sørge for, at vores børn kan få en god uddannelse ved blandt andet at kunne gå i en ordentlig folkeskole. Virkeligheden er så desværre, at folkeskolen under den borgerlige regering har været genstand for massive besparelser som har medført, at bygningerne forfalder, at lejrskolerne spares væk og at undervisningsmaterialerne er forældede osv. Skolerne har simpelthen ikke penge nok til, at sikre at kvaliteten er i top. I det perspektiv er det forståeligt, at skolerne tænker kreativt for at få økonomien til at hænge sammen men løsningen er ikke at åbne skolen for markedskræfterne. Løsningen er, at skolerne fra det offentliges side tilføres flere ressourcer. Jeg vil ikke have en skole, som er afhængig af private økonomiske interesser, hvor firmaer får mere og mere indflydelse på skolens udformning, valg af undervisningsmateriale osv fordi skolerne er afhængige af sponsoraterne.

I Venstre og De Konservative er der flere, som meget gerne ser, at den offentlige sektor minimeres og at private midler i højere grad skal finansiere forskellige dele af velfærdssamfundet. I det perspektiv er det jo besnærende, at filosofere over, om det i virkeligheden passer regeringen godt nok, at skolerne presses til at åne for private midler og på den måde fører an i forhold til at åben den offentlige sektor for finansiering med private sponsorater.

Som mange sikkert husker, så gennemgik Århus kommune en voldsom sparerunde i forbindelse med budgetforliget i efteråret - i alt blev der sparet 410 mio, som især blev fundet på børne- og ældreområdet. Nu er det så kommet frem, at Århus kommune formodentlig får et overskud på omkring 400-500 mio kroner i 2006 - besparelserne var ikke bare uansvarlig - de var tilsyneladende også unødvendige. Jeg synes, at Byrådets flertal står med et kæmpe forklaringsproblem - hvorfor skulle byens børn, unge og ældre igennem de store sparerunder, når Århus faktisk havde råd til at fastholde niveauet. Det eneste rigtige i denne situation må være, at lede hovedparten af pengene tilbage til de områder, som blev ramt af besparelserne - alt andet er at holde alle de frustrerede forældre, elever, pædagoger og borgere, som gik på gaden for nar. Det betyder, at byrådet må sørge for, at de planlagte besparelser i forbindelse med efterårets budgetforlig tages af bordet igen. Det gode spørgsmål i den forbindelse er, om Nikolaj Wammen vil bruge det venstreorienterede flertal til at genrejse velfærden i Århus.

Det overrasker mig egentlig ikke, at et flertal af danskere er modstandere af, at Danmark forsøger at blive vært for OL. Når man tænker på, hvor mange forringelser i velfærden, uddannelsessystemet osv, vi har gennemgået under den borgerlige regering med henvisning til, at der ikke var råd til velfærd, så kan det da kun skabe forundring at Brian Mikkelsen er klar til at bruge 28 milliarder på at gøre Danmark til OL-vært. Så mon ikke danskernes modstand imod OL-projektet med rimelighed kan tolkes som et ønske om at bruge de mange penge på noget mere fornuftigt - jeg vil personligt foreslå, at pengene bruges på at forbedre vores folkeskole, sundhedsvæsen og ældrepleje mm. Måske kunne vi engang blive Olympiske mestre i velfærd.

Endnu en af konsekvenserne af de omstridte og uansvarlige besparelser i Århus kommune rammer nu 2300 børn i Århus. De skal pr 1. august skifte daginstitution fordi deres nuværende institution skal lukkes. Jeg kan ikke bebrejde de århusianske forældre, hvis de er ved at få nok af besparelserne – det er jeg i hvert fald. Besparelserne er en direkte konsekvens af, at det det århusianske byråd var så forhippede på at overholde regeringens asociale skattestop i forbindelse med budgetforliget, selv om der var mange andre muligheder.

SF foreslog at hæve den kommunale skat for virksomhederne og grundejerne (dækningsbidrag og grundskyld) fra 2008. En minimal stigning som kunne dække underskuddet sådan, at man undgik alle besparelserne på velfærden. Et reelt alternativ, som brutalt blev fejet af bordet af alle forligspartierne, som tilsyneladende heller vil foretage massive besparelser på velfærden.

Det er ikke ansvarligt eller rimeligt at flytte 2300 børn – det skaber utryghed blandt børnene og deres forældre, det er en forringelse af servicen og af de pædagogiske medarbejderes arbejdsvilkår. Det kan Århus’ borgere ikke være tjent med – men skal det ændres, så skal vi først og fremmest have et ny politisk flertal på Christiansborg, og dernæst skal Nikolaj Wammen lære at se til venstre, når der skal laves politik på Århus rådhus.

Tale til 1. maj 2006

Ry højskole og Lunden i Silkeborg

Første gang 1. maj blev brugt som international kampdag var i 1890. Dengang var kravet en otte timers arbejdsdag, mere i løn og bedre vilkår for arbejderne. Det var i bund og grund kampen for overlevelse. Hvad kæmper vi for i dag? Hvorfor samles vi 1. maj i 2006?  For os, der er samlet her i dag handler det jo ikke om overlevelse og det handler heller ikke om en otte timers arbejdsdag. Handler det om, at alle har ret til et fedt køkken? Eller om at vi skal gøre det, vi er bedst til? Eller fordi vi fortjener det? Eller måske fordi We’re loving it? Vi lever i et super materialistisk samfund, hvor lykken er at eje noget, at få noget og at købe noget. Jeg forbruger, altså er jeg,

Mens vi vælter os i bærbare computere, billige forbrugslån, Kvik-køkkener, fladskærms-TV'er og ferierejser til de Caribiske øer, har vi samtidig købt historien om, at "velfærd, det har vi ikke råd til". Vi har tilsyneladende ikke råd til at give vores gamle en ordentlig behandling, til at give vores små børn en god dagligdag i vuggestuen. Vi har ikke råd til at give flygtninge- og indvandrer en ordentlig start i landet. Vi har vænnet os til at se hjemløse i bybilledet og til at fattigdommen for alvor er vendt tilbage til Danmark.

Mens størstedelen af os lever i en historisk rigdom må 70.000 danskere leve i fattigdom og vende hver en 25-øre for at få råd til mad og tøj. Det er ikke rimeligt – jeg skammer mig over, at vi i vores ufattelige rigdom ikke synes, vi har råd til at tage hånd om dem, som har det aller sværest her i landet.

I dette moderne overflodssamfund er det blevet trendy og ligefrem modigt at komme med forslag til velfærdsreformer – men helt ærligt: Dårligere efterløn, forringelser af SU’en og lavere dagpenge til de unge. Det er ikke modigt. Det er at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Da jeg gik i skole var det fejt at slå på dem, der er mindre end én selv – og det er, hvad regeringens oplæg til fremtidens velfærd er. Det er fejt og det er kujonagtigt. Det er blevet fair at tage fra de fattige og give til de rige. Hvad er det der sket i vores samfund?

Hvornår er egoisme og mig selv nok pludseligt blevet trendy? Hvornår er det blevet modigt at svinge stokken over ryggen på dem som har det sværest? Hvornår er det blevet ansvarligt at skære i ulandsbistanden samtidig med, at der dør et barn i Afrika hvert 5. sekund. I den tid jeg indtil videre har talt er der død ca. 30 børn og inden jeg er færdig er yderligere 35 døde. Og så skal I ikke fortælle mig, at det er ansvarligt at skære i dansk u-landsbistand – det er vanvittigt, det er smagløst og det er kynisk.

Men det er vel, hvad man kan forvente, når man har en regering, som mener, at ulighed skaber dynamik og at det lægger op til en opbyggelige kappestride og menneskelig stræben efter mere. Jeg ved ikke lige, hvad det er Anders Fogh forstiller sig, at AIDS-syge børn i Afrika skal have ud af en opbyggelig kappestrid eller hvordan en langtidsarbejdsløs skal kunne rejse sig, når stokken konstant svinges over ham, for at give ham næring til at stræbe efter mere.  Det er et asocialt og egoistisk menneskesyn, som ligger bag de vrangforestillinger. Det er det menneskesyn, som efterhånden vinder frem, og som ligger som en tikkende bombe under vores samfund. Til det vil jeg sige: Ulighed skaber ikke dynamik i et samfund – ulighed er dynamit under et samfund.

Vil vi et andet samfund, med lighed, internationalt udsyn og social ansvarlighed, så er det på tide, at vi siger fra overfor det sorte flertal. Det er på tide at du, og du, og du siger fra – at jeg siger fra – at vi en gang for alle siger:

Nej Anders Fogh, ulighed skaber ikke dynamik – vi vil have et samfund med lighed og frihed

Nej Pia Kjærsgaard, Nu det være slut. Danmark skal hæve ulandsbistanden og igen tage et større globalt ansvar. Vi kvæles af din nationalromantik.

Nej Bendt Betjent, vi vil ikke længere finde os i, at du plager samfundets svageste med stok og pisk og forhindrer dem i at få et godt liv.

Hvis vi vil et andet Danmark, så er det nu vi skal sige fra – Det sorte flertal ødelægger mere og mere af vores fælles velfærd som dagene går – og før vi ser os om, har de fjernet grundlaget for den solidariske model, som har kendetegnet det danske samfund i 100 år. 

I Frankrig har befolkningen sagt fra. De gik på gaden her i foråret for at bremse den franske regerings forsøg på at forringe unges forhold på arbejdsmarkedet. Efter flere og lange protester trak den franske regering forslaget tilbage. Dette er et eksempel på, at når borgerne står sammen og siger fra, så kan man skabe nye tider og give næring til nye strømninger. I Danmark skal vi gøre det samme.

Den 17.maj er der demonstrationer i de største danske byer. Under overskrifterne ”Nej til nedskæringer og Ja til velfærd og tryghed går alle de store fagforbund, de venstreorienterede partier og elev- og studenterbevægelsen på gaden for at sige: Vi kæmper for velfærden og vi vil ikke længere acceptere præmissen om, at vi ikke har råd. Jeg vil opfordre alle, som ønsker en ny regering, en ny politik og et andet Danmark til at deltage i disse demonstrationer. Det er ikke nok, at vi sidder hjemme i vores sofa og siger, det er godt nok også for dårligt – vi skal ud og sige det højt. Vi kan i fællesskab sætte en ny dagsorden i Danmark.

Så selv om den 1. maj i dag ikke handler om vores egen overlevelse, så handler den om kampen for et ordentligt samfund - det handler om at genstarte Danmark. At skabe et samfund, hvor det igen er i orden at tage vare på de svageste, hvor ulandsbistanden hæves, hvor mange har nok og få for lidt. Denne kamp begynder nu og lad os aftale, at næste år når vi mødes 1. maj, så har vi sagt fra overfor egoismen og den sorte blok og vi har skabt et andet flertal. God 1.maj alle sammen.