Friday, August 29, 2008

Her til morgen har TV2 offentliggjort en meningsmåling lavet af Megafon. Den viser, at centrum/venstre, hvis der var valg i morgen, ville få 90 mandater imod den borgerlige bloks 85 mandater. Det er første gang, at flertallet til venstre har været så markant og undersøgelsen viser tydeligt, at der er sket markante vælgervandringer over midten. Fremgangen til centrum/venstre skyldes primært at Socialdemokraterne og Radikale har vundet tilslutningen mens at vi ligger meget stabilt omkring 17%.

Der er sikkert mange grunde til, at flertallet er tippet, men jeg tror, at det er en kombination af to ting:

1) Befolkningen er trætte af de stigende energi- og fødevarepriser og provokeres af højreregeringen, hvis eneste svar på prisstigningerne er tvangsopsparinger og besparelser på den offentlige service. Herudover kæmper regeringen med udlændingepolitikken.

2) Oppositionen fremstår mere og mere samlet og konturerne til et reelt alternativ til regeringen fremstår tydeligere og mere troværdigt nu end tidligere.

Dette bør give centrum/venstre et prej om, at vejen til et regeringsskift er at arbejde mere sammen og fortsætte med at opbygge et solidt alternativ til venstre. Vi skal fokuserer på de ting, som vi er enige om istedet for altid at fokusere på knasterne.

 

 

 

8/29/2008 7:25:37 AM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [3]Trackback
 Monday, April 02, 2007

I dag fremlagde Regeringen og Dansk Folkeparti deres forslag til en revideret skattepakke efter, at Mærsk og flere andre store danske selskaber brokkede sig højlydt over det første forslag, fordi det lukkede nogle skattehuller, som disse selskaber indtil videre har nydt godt af. Det vigtigste initiativ i skatteplanen er, at selskabsskatten sænkes fra 28% til 25%. Jeg synes, at det er vanvittigt, at det, at lukke skattehuller, skal munde ud i en belønning til erhvervslivet ved at nedsætte selskabsskatten. Det er urimeligt, og viser med alt tydelighed, at den danske regering og Dansk Folkeparti er i lommen på erhvervslivet.

Det er sund fornuft at lukke skattehuller, men det er direkte dumt, at give skattelettelser til erhvervslivet. Hvis regeringen ønsker at give skattelettelser, så ville det være mere rimeligt og fornuftigt at give dem ved at sænke skatten på arbejde for de mindste indtægter. Det vil komme alle til gode og give et markant indkomstløft for folk med små indtægter – et helt igennem fornuftig forslag, som står i skærende kontrast til regeringens og Dansk Folkepartis uansvarlige og tåbelige skattepakke.

4/2/2007 7:47:10 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [4]Trackback
 Wednesday, February 21, 2007

Jeg synes, det er svært at være imponeret over danske regering udmelding om, at de danske soldater skal trækkes hjem fra Irak. Misforstå mig ikke, jeg mener, at de danske soldater skal hjem, dem alle sammen og det lige nu. Men regeringen lægger op til, at det først skal ske om et halvt år til august.

At tilbagetrækningen først finder sted til august handler vel om, at Fogh vil ride på to heste. Han kan stadig være Bush og Blairs loyale skødehund og så samtidig nå at få vasket irak-nederlaget af hænderne, inden han udskriver folketingsvalg.

Det er afgørende, at den danske indsats nu rettes mod de knap 4 millioner flygtninge, om krigen har afstedkommet. Vi har et særligt ansvar overfor disse mange mennesker - vi gik med i denne ulovlige krig, som udløste den humanitære katastrofe – vi skal nu bevise, at vi kan løse den og ikke bare overlade ansvaret til nærområderne.

Når man ser tilbage på krigens forløb, så synes jeg stadig, at pointen om, at krigen burde have været undgået, står lysende klart. Irak-krigen var fra første færd ulovlig, ingen af begrundelserne holdt og irakernes levevilkår er kun blevet værre. Det er sørgeligt og det er uden sammenligning den største danske udenrigspolitiske fiasko i mands minde.

2/21/2007 4:40:05 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [3]Trackback
 Wednesday, February 14, 2007

I forlængelse af, at FN’s klimapanel i starten af februar fremlagde deres rapport som i korte træk slog fast, at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er indsatsen imod klimaforandringerne også for alvor kommet på dagsordenen i EU.

Europaparlamentet sendte onsdag den 14. februar et klart signal til EU's stats- og regeringsledere om at komme ud af starthullerne på klimaområdet. Med et overvældende flertal vedtog parlamentet nemlig en resolution der bl.a. kræver bindende mål for vedvarende energi på 25 % af EU’s samlede energiforbrug, 20 % energibesparelser samt en CO2-reduktion på 30 % inden 2020.

Skal målet være realistisk, så kræver det, at de nationale parlamenter og regeringer bakker op om ambitionen. Det betydet, at den danske regering skal på banen.

Desværre ligger det tungt på det område, idet den danske regering i modsætning til Tyskland, Sverige, Frankrig og England ikke vil forpligte sig til en 30 % CO2-reduktion inden 2020. I Danmark udgør vedvarende energi cirka 16 % af den samlede energiproduktion, og vi vil uden større anstrengelser kunne komme op på mindst 1/3 vedvarende energi i 2020 og vil derfor også med en målrettet indsats kunne nedbringe vores CO2 udslip væsentligt. Det er dog langt fra nok, at vi formår at nedbringe Danmarks CO2 udslip.

Skal den globale opvarmning standses, så skal verdens samlede CO2 udslip mindskes markant. Her kommer EU på banen. EU står for 14 % af den samlede globale CO2 udledning, så uanset hvor ambitiøst et europæisk udspil er, så kan det ikke stå alene. Men de målsætninger, EU opstiller, sender kraftige signaler til udviklingslande som Kina og Indien om, at EU er parat til at tage sin del af ansvaret – men det kræver et aktivt medspil fra resten af verden.

Med andre ord: skal EU være bannerfører på klimaområdet i kampen for at bremse den globale opvarmning, så skal alle landene bakke op – det gælder også Danmark. Det bliver interessant at se, om den danske regering melder sig i kampen imod den globale opvarmning eller om de fortsat vil sidde men hænder i skødet og lade CO2 udslippet stige.

2/14/2007 8:50:14 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback
 Tuesday, January 23, 2007

Skatteministeren har her til morgen bebudet, at han vil have sænket den danske selskabsskat med et par procent-point for at gøre Danmark mere konkurrencedygtig overfor resten af Europa.

Det er en kortslutning der må være forårsaget af det frosten (eller hans højreorienterede grundsyn), for løsning på skatteproblemet er ikke at sænke den danske selskabsskat. Løsningen er at lave en fælles minimums sats for selskabsskatten i EU, sådan at EU samarbejder om at forhindre virksomhederne i at flytte fra land til land i jagten på de hurtige skattefordele. Et sådant tiltag vil også medføre, at de multinationale selskaber, der arbejder i EU, som noget nyt kommer til at betale skat.

Jeg er enig med skatteministeren i, at det ikke er hensigtsmæssig, at virksomhederne kan spekulere i at flytte produktionerne rundt i EU i jagten på den mindste selskabsskat, de dårligste miljøstandarter og mindste krav til arbejdsmiljøet. Men modsat skatteministeren, så er jeg optaget af at sikre ordentlige forhold for medarbejderne på de europæiske virksomheder, om miljøets tilstand, om bevarelsen af arbejdspladser og sikring af velfærden - derfor er løsningen Europæiske minimum-standarter - ikke en sænkning af niveauet i Danmark.

 

1/23/2007 9:31:32 AM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback
 Thursday, November 23, 2006

Nogen gange er det altså meget svært at få øje på Regeringens sundhedspolitiske ansvarlighed. Seneste eksempel er, at Connie Hedegaard vil udskyde indførelsen af et nyt EU-forbud mod ftalater i legetøj. Det skulle være trådt i kraft den 16. januar 2007, men ministeren forsøger at få det udskudt i Danmark indtil 16. april. Heldigvis ser det ud til, at der er et solidt flertal i Folketinget imod udskydelsen.

Miljøministeren vil udskyde implementeringen med den begrundelse, at legetøjsbranchen skal have mere tid til at vænne sig til de nye regler. Jeg synes, det er uacceptabelt, at miljøministeren er mere optaget af branchens ve og vel end af befolkningens sikkerhed og sundhed. Mit udgangspunkt er, at borgernes sundhed altid skal veje tungere end hensynet til markedsøkonomien. I virkeligheden synes jeg, at sagen er pærelet: indeholder legetøj stoffer fx ftalater, som er skadelige, så skal det legetøj tages ned fra hylderne, indtil fabrikanterne kan levere en vare, som vores børn ikke bliver syge af at lege med. I Danmark er 6 ftalater allerede forbudte i legetøj til mindre børn – men overalt i legetøjsbutikkerne kan man finde legetøj som indeholder de skadelige stoffer. Det er helt urimeligt, at vi som forbrugere ikke kan stole på, at loven overholdes. Jeg håber, at det nye EU-direktiv kan være med til at stramme op om forbuddene sådan, at legetøjet på hylderne i fremtiden er renere, så vores børn ikke bliver syge af at lege med det.

 

Husk at undgå legetøj med ftalater når der købes julegaver!!

 

Jane

11/23/2006 10:21:21 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [3]Trackback
 Monday, May 01, 2006

Tale til 1. maj 2006

Ry højskole og Lunden i Silkeborg

                                         

Første gang 1. maj blev brugt som international kampdag var i 1890. Dengang var kravet en otte timers arbejdsdag, mere i løn og bedre vilkår for arbejderne. Det var i bund og grund kampen for overlevelse. Hvad kæmper vi for i dag? Hvorfor samles vi 1. maj i 2006?  For os, der er samlet her i dag handler det jo ikke om overlevelse og det handler heller ikke om en otte timers arbejdsdag. Handler det om, at alle har ret til et fedt køkken? Eller om at vi skal gøre det, vi er bedst til? Eller fordi vi fortjener det? Eller måske fordi We’re loving it? Vi lever i et super materialistisk samfund, hvor lykken er at eje noget, at få noget og at købe noget. Jeg forbruger, altså er jeg,

 

Mens vi vælter os i bærbare computere, billige forbrugslån, Kvik-køkkener, fladskærms-TV'er og ferierejser til de Caribiske øer, har vi samtidig købt historien om, at "velfærd, det har vi ikke råd til". Vi har tilsyneladende ikke råd til at give vores gamle en ordentlig behandling, til at give vores små børn en god dagligdag i vuggestuen. Vi har ikke råd til at give flygtninge- og indvandrer en ordentlig start i landet. Vi har vænnet os til at se hjemløse i bybilledet og til at fattigdommen for alvor er vendt tilbage til Danmark.

Mens størstedelen af os lever i en historisk rigdom må 70.000 danskere leve i fattigdom og vende hver en 25-øre for at få råd til mad og tøj. Det er ikke rimeligt – jeg skammer mig over, at vi i vores ufattelige rigdom ikke synes, vi har råd til at tage hånd om dem, som har det aller sværest her i landet.

 

I dette moderne overflodssamfund er det blevet trendy og ligefrem modigt at komme med forslag til velfærdsreformer – men helt ærligt: Dårligere efterløn, forringelser af SU’en og lavere dagpenge til de unge. Det er ikke modigt. Det er at sparke til dem, der i forvejen ligger ned. Da jeg gik i skole var det fejt at slå på dem, der er mindre end én selv – og det er, hvad regeringens oplæg til fremtidens velfærd er. Det er fejt og det er kujonagtigt. Det er blevet fair at tage fra de fattige og give til de rige. Hvad er det der sket i vores samfund?

 

Hvornår er egoisme og mig selv nok pludseligt blevet trendy? Hvornår er det blevet modigt at svinge stokken over ryggen på dem som har det sværest? Hvornår er det blevet ansvarligt at skære i ulandsbistanden samtidig med, at der dør et barn i Afrika hvert 5. sekund. I den tid jeg indtil videre har talt er der død ca. 30 børn og inden jeg er færdig er yderligere 35 døde. Og så skal I ikke fortælle mig, at det er ansvarligt at skære i dansk u-landsbistand – det er vanvittigt, det er smagløst og det er kynisk.

 

Men det er vel, hvad man kan forvente, når man har en regering, som mener, at ulighed skaber dynamik og at det lægger op til en opbyggelige kappestride og menneskelig stræben efter mere. Jeg ved ikke lige, hvad det er Anders Fogh forstiller sig, at AIDS-syge børn i Afrika skal have ud af en opbyggelig kappestrid eller hvordan en langtidsarbejdsløs skal kunne rejse sig, når stokken konstant svinges over ham, for at give ham næring til at stræbe efter mere.  Det er et asocialt og egoistisk menneskesyn, som ligger bag de vrangforestillinger. Det er det menneskesyn, som efterhånden vinder frem, og som ligger som en tikkende bombe under vores samfund. Til det vil jeg sige: Ulighed skaber ikke dynamik i et samfund – ulighed er dynamit under et samfund.

 

Vil vi et andet samfund, med lighed, internationalt udsyn og social ansvarlighed, så er det på tide, at vi siger fra overfor det sorte flertal. Det er på tide at du, og du, og du siger fra – at jeg siger fra – at vi en gang for alle siger:

 

Nej Anders Fogh, ulighed skaber ikke dynamik – vi vil have et samfund med lighed og frihed

Nej Pia Kjærsgaard, Nu det være slut. Danmark skal hæve ulandsbistanden og igen tage et større globalt ansvar. Vi kvæles af din nationalromantik.

 

Nej Bendt Betjent, vi vil ikke længere finde os i, at du plager samfundets svageste med stok og pisk og forhindrer dem i at få et godt liv.

 

Hvis vi vil et andet Danmark, så er det nu vi skal sige fra – Det sorte flertal ødelægger mere og mere af vores fælles velfærd som dagene går – og før vi ser os om, har de fjernet grundlaget for den solidariske model, som har kendetegnet det danske samfund i 100 år. 

 

I Frankrig har befolkningen sagt fra. De gik på gaden her i foråret for at bremse den franske regerings forsøg på at forringe unges forhold på arbejdsmarkedet. Efter flere og lange protester trak den franske regering forslaget tilbage. Dette er et eksempel på, at når borgerne står sammen og siger fra, så kan man skabe nye tider og give næring til nye strømninger. I Danmark skal vi gøre det samme.

 

Den 17.maj er der demonstrationer i de største danske byer. Under overskrifterne ”Nej til nedskæringer og Ja til velfærd og tryghed går alle de store fagforbund, de venstreorienterede partier og elev- og studenterbevægelsen på gaden for at sige: Vi kæmper for velfærden og vi vil ikke længere acceptere præmissen om, at vi ikke har råd. Jeg vil opfordre alle, som ønsker en ny regering, en ny politik og et andet Danmark til at deltage i disse demonstrationer. Det er ikke nok, at vi sidder hjemme i vores sofa og siger, det er godt nok også for dårligt – vi skal ud og sige det højt. Vi kan i fællesskab sætte en ny dagsorden i Danmark.

 

Så selv om den 1. maj i dag ikke handler om vores egen overlevelse, så handler den om kampen for et ordentligt samfund - det handler om at genstarte Danmark. At skabe et samfund, hvor det igen er i orden at tage vare på de svageste, hvor ulandsbistanden hæves, hvor mange har nok og få for lidt. Denne kamp begynder nu og lad os aftale, at næste år når vi mødes 1. maj, så har vi sagt fra overfor egoismen og den sorte blok og vi har skabt et andet flertal. God 1.maj alle sammen.

5/1/2006 11:50:31 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback
 Monday, March 20, 2006

Ja ja ja.. jeg ved godt, at pointen med en blog er, at man faktisk skriver til den jævnligt.. og det har jeg ikke fået gjort i næsten 2 måneder - men her har i mig tilbage.

Der er sket meget i verden siden sidst. Hele sagen om Mohammed-tegningerne har godt nok fyldt meget.. Jeg har det lidt sådan, at jeg til enhver tid vil forsvare Jyllandspostens ret til at bringe tegningerne, men jeg synes, det var overordentlig dumt. Det eneste formål, det tjente, var at skabe spild i den danske befolkning og udstille Danmark som et intollerant sig-selv-nok samfund i det kolde nord.. Det er efterhånden heller ikke en helt forkert beskrivelse.. I hvert fald ikke hvis man dømmer os på vores regering og dets støtteparti. Anders Fogh har igen brugt chancen til at køre en den hårde "enten er du med os eller så er du imod os" linie. Usmageligt synes jeg, hvis nogen spørger mig. Er humlen ikke, at der i et demokrati ikke at der både er plads til at man kan kritisere Jyllands Posten for at bringe tegningerne og de bagvedliggende motiver uden at man anfægter ytringsfriheden som princip?

Tja, hele affæren har nu bragt Danmark ud i den største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig (om end det værste forhåbentlig er overstået).. Der er brug for et solidt stykke diplomatisk arbejde for hele sårerne.. Er Anders Fogh Rasmussen mon den rigtige til at gøre det? Jeg tror det ikke.. Jeg tror, vi skal se mod syd-øst til Tyrkiet. Det er et land som står med i ben i her lejr. Det er et moderne Europæisk land, hvor hovedparten af befolkningen er muslimer. De har en forståelse af problemstillingen, som vi aldrig vil få - derfor er de efter min bedste overbevisning et godt bud på en bro imellem Mellemøsten og Europa.

Tja nok om den store verden.. Jeg er begyndt at søge arbejde, idet jeg forhåbetlig afslutter mit lærerstudie til sommer og så har jeg afleveret min bacheloropgave..

SES/Jane

3/20/2006 12:53:18 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback