Så har de Radikale opgivet deres ultimative krav om, at Marianne Jelved skal være statsminister, hvis de Radikale skal indgå i regering efter næste valg. Det klær' de Radikale at komme ned på jorden igen. Det kan være, at vi nu kan komme igang med at diskutere det politiske alternativ til regeringen istedet for at diskutere hvilken håndtaske, der skal stå i statsministeriet.

Det politiske alternativ skal fokuseres om tre centrale indenrigspolitiske forandringer. Det kommunale selvstyre skal genoprettes, og kommunerne tilføres midler til genopbygning af velfærden ovenpå de sidste års uansvarlige nedskæringspolitik. Der skal gennemføres en skattereform, med en omlægning af skattebyrden, så den bliver mere retfærdig. Det indebærer mindre skat på arbejde, og mere på fast ejendom udført i en form, der først og fremmest rammer de dyreste boliger. Uden et opgør med skattestoppet, er løfter om bedre velfærd hule, for pengene skal jo findes før de kan bruges. Endelig er det centralt, at den automatiske stigning i pensions- og efterlønsalderen ophæves. Det kan ikke være en centrum-venstre-regerings mål, at øget levestandard udelukkende skal omsættes i mere arbejde.

Der er naturligvis også andre sager som, en ny regering skal stå hårdt på ex: de danske soldater ud af Irak, øget forskning i bæredygtig teknologi, mere og bedre ulandsbistand osv. Mange af de ting vil man uden videre kunne blive enige om. Det er på velfærdsområdet, knasterne er og det er er, Socialdemokraterne, Radikale og SF skal koncentrere sig om at finde fælles fodslaw.

God weekend/Jane