Jeg havde nedenstående debatindlæg i Politiken i fredags den 29. august..
------
Enhedslistens Per Clausen (PC) skyder 26.08 med spredehagl på alle de dårligdomme ved SF, som han lige kan komme på. Per Clausen rammer dog ikke særlig præcis – men det gør man jo sjældent, når man bruger denne type ammunition.
PC hævder, at det er de dårligst stillede, der kommer til at betale, når SF om kort tid fremlægger vores spareplan. Jeg synes, at det er godt gjort, at PC allerede nu kender indholdet af vores spareplan, da den omtalte plan hverken er færdiggjort eller offentliggjort.
Som ethvert ansvarligt parti ved SF, at de offentlige ressourcer ikke er uendelige. Derfor er det naturligt at pege på nogle besparelser på områder, hvor vi mener, at tingene kan gøres anderledes, eller hvor pengene gør mere gavn et andet sted. Hvis resultatet er, at vi samlet set får flere penge til at forbedre uddannelsessystemet, ældreplejen mm, så synes jeg faktisk, at det er ganske fornuftigt.
PC fortsætter skyderiet og beskylder SF for, at vi vil bruge et centrum-venstre/VKO flertal til at bevare 24 års-reglen og tilknytningskravet. Igen rammer PC forkert. SF er modstandere af både 24 års-reglen og tilknytningskravet, men Socialdemokraterne vil bevare dem. Så medmindre, Enhedslisten og Radikale får vokseværk, vil der med et centrum-venstre flertal i folketinget ikke være flertal for at afskaffe de to regler. SF’s tilgang er derfor, at det ikke skal være en hindring for, at SF og S sammen kan at lave en effektivt integrationspolitik, der bremser den sociale udstødning af etniske minoriteter og som dæmmer op imod radikaliseringen i nogle indvandrermiljøer mm. Vi fokuserer på, hvilke forbedringer vi kan lave sammen i stedet for at stirre os blinde på knasterne.
Det er i virkeligheden også forskellen på SF og Enhedslistens tilgang til politik. SF vil skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker ved at tage politisk ansvar. Det betyder, at vi nogen gange må gå på kompromis og ikke altid får alting præcis, som vi gerne vil. Men i modsætning til Enhedslisten får vi muligheden for at skabe forbedringer på uddannelsesområdet, for miljøet, i ældreplejen mm. Enhedslisten står rene og ranke på sidelinien - hvor de eneste resultater, de kan fremvise, er et tomt patronbælte, fordi de har brugt alt deres krudt på at skyde på gode kræfter i stedet for at skyde på de virkelige fjender.
Remember Me