Nogen gange er det altså meget svært at få øje på Regeringens sundhedspolitiske ansvarlighed. Seneste eksempel er, at Connie Hedegaard vil udskyde indførelsen af et nyt EU-forbud mod ftalater i legetøj. Det skulle være trådt i kraft den 16. januar 2007, men ministeren forsøger at få det udskudt i Danmark indtil 16. april. Heldigvis ser det ud til, at der er et solidt flertal i Folketinget imod udskydelsen.
Miljøministeren vil udskyde implementeringen med den begrundelse, at legetøjsbranchen skal have mere tid til at vænne sig til de nye regler. Jeg synes, det er uacceptabelt, at miljøministeren er mere optaget af branchens ve og vel end af befolkningens sikkerhed og sundhed. Mit udgangspunkt er, at borgernes sundhed altid skal veje tungere end hensynet til markedsøkonomien. I virkeligheden synes jeg, at sagen er pærelet: indeholder legetøj stoffer fx ftalater, som er skadelige, så skal det legetøj tages ned fra hylderne, indtil fabrikanterne kan levere en vare, som vores børn ikke bliver syge af at lege med. I Danmark er 6 ftalater allerede forbudte i legetøj til mindre børn – men overalt i legetøjsbutikkerne kan man finde legetøj som indeholder de skadelige stoffer. Det er helt urimeligt, at vi som forbrugere ikke kan stole på, at loven overholdes. Jeg håber, at det nye EU-direktiv kan være med til at stramme op om forbuddene sådan, at legetøjet på hylderne i fremtiden er renere, så vores børn ikke bliver syge af at lege med det.
Husk at undgå legetøj med ftalater når der købes julegaver!!
Jane
Remember Me