I dag er resultatet af urafstemningen om prioriteringen af folketingskandidaterne i SF's liste blevet offentliggjort. Jeg beholdt min 4. plads på listen. Det betyder, at hvis SF bevarer den nuværende fremgang, så er det ret sandsynligt, at jeg opnår valg til folketinget ved næste valg. Det er jeg naturligvis meget glad for. Jeg vil gerne sige tak til dem, som har stemt på mig og tillykke med Jonas, Pernille og Eigil, som blev valgt på de tre øverste pladser.

Jeg havde nedenstående debatindlæg i Politiken i fredags den 29. august..

------

Enhedslistens Per Clausen (PC) skyder 26.08 med spredehagl på alle de dårligdomme ved SF, som han lige kan komme på. Per Clausen rammer dog ikke særlig præcis – men det gør man jo sjældent, når man bruger denne type ammunition.

PC hævder, at det er de dårligst stillede, der kommer til at betale, når SF om kort tid fremlægger vores spareplan. Jeg synes, at det er godt gjort, at PC allerede nu kender indholdet af vores spareplan, da den omtalte plan hverken er færdiggjort eller offentliggjort.

Som ethvert ansvarligt parti ved SF, at de offentlige ressourcer ikke er uendelige. Derfor er det naturligt at pege på nogle besparelser på områder, hvor vi mener, at tingene kan gøres anderledes, eller hvor pengene gør mere gavn et andet sted. Hvis resultatet er, at vi samlet set får flere penge til at forbedre uddannelsessystemet, ældreplejen mm, så synes jeg faktisk, at det er ganske fornuftigt.

PC fortsætter skyderiet og beskylder SF for, at vi  vil bruge et centrum-venstre/VKO flertal til at bevare 24 års-reglen og tilknytningskravet. Igen rammer PC forkert. SF er modstandere af både 24 års-reglen og tilknytningskravet, men Socialdemokraterne vil bevare dem. Så medmindre, Enhedslisten og Radikale får vokseværk, vil der med et centrum-venstre flertal i folketinget ikke være flertal for at afskaffe de to regler. SF’s tilgang er derfor, at det ikke skal være en hindring for, at SF og S sammen kan at lave en effektivt integrationspolitik, der bremser den sociale udstødning af etniske minoriteter og som dæmmer op imod radikaliseringen i nogle indvandrermiljøer mm. Vi fokuserer på, hvilke forbedringer vi kan lave sammen i stedet for at stirre os blinde på knasterne.

Det er i virkeligheden også forskellen på SF og Enhedslistens tilgang til politik. SF vil skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker ved at tage politisk ansvar. Det betyder, at vi nogen gange må gå på kompromis og ikke altid får alting præcis, som vi gerne vil. Men i modsætning til Enhedslisten får vi muligheden for at skabe forbedringer på uddannelsesområdet, for miljøet, i ældreplejen mm. Enhedslisten står rene og ranke på sidelinien - hvor de eneste resultater, de kan fremvise, er et tomt patronbælte, fordi de har brugt alt deres krudt på at skyde på gode kræfter i stedet for at skyde på de virkelige fjender. 

Her til morgen har TV2 offentliggjort en meningsmåling lavet af Megafon. Den viser, at centrum/venstre, hvis der var valg i morgen, ville få 90 mandater imod den borgerlige bloks 85 mandater. Det er første gang, at flertallet til venstre har været så markant og undersøgelsen viser tydeligt, at der er sket markante vælgervandringer over midten. Fremgangen til centrum/venstre skyldes primært at Socialdemokraterne og Radikale har vundet tilslutningen mens at vi ligger meget stabilt omkring 17%.

Der er sikkert mange grunde til, at flertallet er tippet, men jeg tror, at det er en kombination af to ting:

1) Befolkningen er trætte af de stigende energi- og fødevarepriser og provokeres af højreregeringen, hvis eneste svar på prisstigningerne er tvangsopsparinger og besparelser på den offentlige service. Herudover kæmper regeringen med udlændingepolitikken.

2) Oppositionen fremstår mere og mere samlet og konturerne til et reelt alternativ til regeringen fremstår tydeligere og mere troværdigt nu end tidligere.

Dette bør give centrum/venstre et prej om, at vejen til et regeringsskift er at arbejde mere sammen og fortsætte med at opbygge et solidt alternativ til venstre. Vi skal fokuserer på de ting, som vi er enige om istedet for altid at fokusere på knasterne.

I aften er der deadline for indsending af kandidatpræsentationen i forbindelse med urafstemningen om folktingskandidater i Østjylland. I eftermiddag fremsendte jeg nedenstående - I skal være hjertelig velkomne til at komme med spørgsmål mm.

SF har vendt flere års tilbagegang til fremgang! Vi vandt sidste valg, og overalt i partiet summer det af begejstring og tro på, at vi også kan vinde næste folketingsvalg. Et valg hvor vi vælter Anders Fogh og hvor SF efterfølgende går i regering med Socialdemokraterne. Det vil give SF en unik mulighed for at ændre samfundet i en grad, som vi aldrig vil kunne som støtteparti. Arbejdet med at gøre SF klar til regeringsdeltagelse skal derfor styrkes. Blandt mange, vil jeg fremhæve to områder, hvor SF’s indflydelse er afgørende: genrejsning af det offentlige sygehusvæsen og skabelse af en reel integration. 

Genrejsning af sygehusvæsnet:

Siden Anders Fogh kom til magten, er antallet af private sundhedsforsikringer tidoblet. Det er sket parallelt med, at de offentlige sygehuse er blevet drænet for ressourcer igennem besparelser og ved, at specialuddannet personale skifter til højere lønnede jobs på privathospitalerne. Resultatet er, at mange patienter på de offentlige sygehuse ikke får en ordentlig behandling og at ventelisterne vokser. Det er ikke i orden.  Alle borgere skal have adgang til gode sygehuse, hvor effektiv behandling og korte ventelister er goder, der gælder for alle og ikke kun for dem, der har en privat sygeforsikring, eller som kan betale selv.

Jeg vil blandt andet arbejde for:

-          En afskaffelse af skattefradraget for private sygeforsikringer.

-          Højere løn og bedre arbejdsvilkår til læger og sygeplejersker i det offentlige.

En reel integration:

Der har i flere årtier været behov for, at venstrefløjen kom på banen med et bud på en reel integrationspolitik, som bremser den sociale udstødning af etniske minoriteter og som dæmmer op imod radikaliseringen i nogle indvandrermiljøer.  Den udfordring har SF taget op og jeg bakker op. Det er både modigt og nødvendigt.  

Jeg vil et samfund, hvor borgere har ret og pligt til at gøre en indsats. Det betyder, at unge skal have solid ballast fra folkeskolen, der sikrer, at de som minimum gennemfører en ungdomsuddannelse. Vi skal bekæmpe opbygningen af parallelsamfund og sociale ghettoer ligesom, at vi skal sikre, at indvandrerne og deres efterkommere har en reel adgang til arbejdsmarkedet. Til gengæld skal vi forvente, at alle etniske minoriteter vil integration med afsæt i grundlæggende værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling og ønske om selvforsørgelse.

Jeg vil blandt andet arbejde for:

-          At ingen boligkvarterer, skoler eller børnehaver skal stå for integrationen af mere end 30% socialt udsatte indvandrere.

-          At starthjælpen og kontanthjælpsloftet fjernes.

Helt som forventet vakte det stor opsigt, da SF og Socialdemokraterne i sidste uge offentliggjorde en 14 punkters integrationsplan, som samtidig markerede, at vi endelig har fundet fælles fodslag på dette vanskelige område, der nok uden tvivl var en afgørende faktor i oppositionens nederlag ved de seneste tre valg.

Det har tilsyneladende vakt så meget opsigt, at de konservatives Henriette Kjær i dagens Jyllandsposten føler sig presset og beskylder forslaget for at være tom luft fra SF’s side for at kapre vælgere. Hun uddyber sin kritik og beskylder os for at rykke imod midten for at tækkes vælgerne, og mistænker os for, at så snart vi får mandater nok, vil vi selvfølgelig forsøge at ændre integrationspolitikken så den passer til vores reelle ideologi. Kort sagt – Villy smykker sig med et lånt jakkesæt.

Dette usædvanligt hårde og temmelig smagløse angreb fra de konservative er svært at tolke som andet end, at vi har ramt et ømt punkt hos partiet. De har siddet i regering i syv år uden, at de har fået sat fokus på integrationen. Alt samarbejde på udlændingepolitikken imellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har stort set handlet om at begrænse adgangen til Danmark og stresse de udenlandske borgere, der allerede bor her. Det er afgørende nyt, at der sættet fokus direkte på at skabe en frugtbar integrationspolitik, der sætter fokus på ghettoer, på at forbedre adgangen til arbejdsmarkedet, som giver bud på, hvordan vi sikrer, at unge med anden etnisk baggrund end dansk får en kompetencegivende uddannelse osv. Og det er måske lidt for skrap kost for Henriette Kjær.

Så kan det da godt være, at Villy har taget jakkesæt på, men det er mere et spørgsmål om Villys tøjsmag, for det er ikke for at tækkes vælgerne. Vi har lavet en aftale med Socialdemokraterne om, at vi ikke rører ved 24 års reglen og tilknytningskravet i den første regeringsperiode. Det er i respekt for, at der i befolkningen er så stor opbakning til disse to regler. Dermed ikke være sagt, at SF er blevet tilhængere af reglerne – for det er vi bestemt ikke.

De øvrige punkter i integrationsaftalen er forslag, som SF har arbejdet for i årevis og som ikke er ny politik for os. Det er ikke et udtryk for, at vi er rykket imod midten – det er blot gode eksempler på folkesocialisme omsat til praktisk politik. Jeg kan da godt forstå, at Henriette Kjær var lidt i vildrede, da vi præsenterede vores fælles udspil – men hun kan lige så godt vænne sig til det. Når SF kommer i regering, så vil hendes hverdag nemlig blive præget af en masse gode konstruktive forslag på integrationsområdet – og det uanset om Villy har jakkesæt på eller ej.

I går fremlagde SF og Socialdemokraterne et fælles integrationsudspil, der indeholder 14 konkrete punkter, som hver især er med til at skabe en mere effektiv og sammenhængende integrationspolitik i Danmark.

Noget af det helt centrale i udspillet er, at de to partier er nået til enighed om, hvordan vi skal tackle vores indbyrdes uenighed om 24 års reglen og tilknytningskravet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at SF er modstandere af begge regler, det har vi været siden de blev lavet og det vil vi også være i fremtiden. Vi anerkender dog, at der i befolkningen er massiv opbakning til de to regler, hvorfor vi ikke vil arbejde for at få dem afskaffet i en kommende socialdemokratisk ledet regering. Vores kritikere i Enhedslisten og De Radikale vil helt sikkert beskylde os for, at vi nu er blevet tilhængere af de to regler – men det er rent spin fra deres side. Faktum er, at de to partier også vil blive tvunget til at acceptere, at de to regler består – med mindre der sker et stort nybrud i dansk politik, vil flertallet for de to regler være solidt på plads med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. (Jeg vil ikke gætte på, hvad Ny Alliance mener om de to regler, deres holdninger ændrer sig jo fra dag til dag) Vi kan derfor vælge to strategier: nægte at anerkende de to regler og dermed sætte os udenfor indflydelse eller acceptere deres eksistens og gå offensivt ind i integrationsdebatten og få indflydelse på politikken og være med til at sætte kursen for en effektiv og menneskelig integrationspolitik. Jeg synes egentlig, at valget er nemt.

Udover det politiske i udspillet, så er det værd at analysere lidt på, værdien af et sådan fælles udspil og de indirekte signaler udspillet udsender.

Det er afgørende for centrum-venstre alternativet, at man er nået til enighed på et af de områder, som tidligere har splittet os. Vil vi fremstå som et troværdigt alternativ til Anders Fogh Rasmussen, så skal vi være i takt på en række afgørende områder, heraf er integrationspolitikken et af de vigtigste. I de sidste tre valgkampe har højrefløjen vundet meget på, at centrum-venstrefløjen var splittet og på at vores politiske projekt var uklart.

Det er ganske interessant for SF, at Socialdemokraterne har lavet et politisk udspil af denne kaliber med SF. Det er et direkte signal om, at Socialdemokraterne betragter SF som et muligt regeringsparti, der sagtens kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering. Det er nye toner og det er en markant styrkelse af SF’s position i forhold til Socialdemokraterne såvel som til de radikale. Tidligere var vi den irriterende lillesøster, de to gamle ikke gad lege med – nu er vi blevet en ligeværdig legekammerat, som også får lov at bestemme, hvad og hvornår vi skal lege. Det er intet mindre end et nybrud i dansk politik og SF’s vej i regering er blevet meget kortere.