Wednesday, February 21, 2007

Jeg synes, det er svært at være imponeret over danske regering udmelding om, at de danske soldater skal trækkes hjem fra Irak. Misforstå mig ikke, jeg mener, at de danske soldater skal hjem, dem alle sammen og det lige nu. Men regeringen lægger op til, at det først skal ske om et halvt år til august.

At tilbagetrækningen først finder sted til august handler vel om, at Fogh vil ride på to heste. Han kan stadig være Bush og Blairs loyale skødehund og så samtidig nå at få vasket irak-nederlaget af hænderne, inden han udskriver folketingsvalg.

Det er afgørende, at den danske indsats nu rettes mod de knap 4 millioner flygtninge, om krigen har afstedkommet. Vi har et særligt ansvar overfor disse mange mennesker - vi gik med i denne ulovlige krig, som udløste den humanitære katastrofe – vi skal nu bevise, at vi kan løse den og ikke bare overlade ansvaret til nærområderne.

Når man ser tilbage på krigens forløb, så synes jeg stadig, at pointen om, at krigen burde have været undgået, står lysende klart. Irak-krigen var fra første færd ulovlig, ingen af begrundelserne holdt og irakernes levevilkår er kun blevet værre. Det er sørgeligt og det er uden sammenligning den største danske udenrigspolitiske fiasko i mands minde.

2/21/2007 4:40:05 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [3]Trackback