Nu har jeg efterhånden brugt to måneder i den århusianske hjemmepleje som hjemmehjælper og jeg må blankt erkende, at det har været nogle meget lærerige måneder. Jeg gjort mig nogle erfaringer, som er meget værdifulde både i forhold til mit studie (pædagogisk sociologi) men også i forhold til mit politiske arbejde.

Min klare oplevelse af Århus’ hjemmepleje er, at den er væsentlig bedre end sit rygte. Jeg har udelukkende mødt super professionelle, dygtige ansatte, som elsker deres arbejde og som hver dag yder en uvurderlig indsats for Århus’ ældre.

Jeg møder stort set også kun taknemmelige borgere, som på trods af, at de fra tid til anden må nøjes med en afløser (læs: fx mig) er rigtig glade for den hjælp, de får, og mange af dem har et ganske nært personligt forhold til deres hjemmehjælper. Det er simpelthen så dejligt at se.

Forholdene er dog langt fra perfekte – hjemmehjælperne er underlagt et vanvittigt tidstyrani, hvor alle besøgene hos de ældre er minutiøst planlagt indenfor en overordnet tidsramme – man har fx otte minutter til at give støttestrømper på, et kvarter til at servere en frokost, en halv time til at hjælpe med en morgenpleje osv. Denne stramme tidsramme praktiseres upåagtet af, at man har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke sættes ind i kasser på den måde – nogen dage har fru Andersen måske brug for en times hjælp til morgenplejen, mens hun dagen efter kun har brug for hjælp i et kvarter – præcis som alle vi andre også nogen dage bruger mere tid på en selv end andre dage. Men hun tildeles altså en halv time hver dag, og så må hun og hjemmehjælperen få det til at hænge sammen. Det er langt fra den optimale måde at praktisere god hjemmehjælp – desværre er måde utrolig effektiv i et forvaltningsperspektiv idet, ydelserne ganske nemt kan omsættes i kroner og øre og på den måde kan udgifterne styres benhårdt. Skal der spares penge, så skærer man bare i tiderne, sådan at en morgenpleje skal gøres hurtigere osv. Det er uværdigt for borgerne og dårlige arbejdsbetingelser for de ansatte.

Hvis det stod til mig, så skal den enkelte borger i langt større omfang inddrages i en diskussion af, hvilket behov vedkommende har både tidsmæssigt og i forhold til de konkrete ydelser. Tildelingen af tid og ydelser må i langt højere omfang afhænge af et personligt individuelt skøn, hvor borgeren naturligvis er garanteret en høj minimumstandart. Det er langt mere værdigt og en mere reel måde at tildele hjælp på.

Men når alt dette er sagt, så er jeg faktisk ret glad for mit arbejde – jeg trives blandt alle de søde ansatte og ældre og føler faktisk at mit sommerferiejob tjener et større formål end blot at skabe penge ind på kontoen.