Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at SF har haft landsmøde i denne weekend. I et historisk perspektiv var det et skelsættende landsmøde - vi vedtog nemlig, at SF kan gå i regering efter næste valg. Ikke siden SF medvirkede til at vælte det røde kabinet i 60'erne, har det reelt været på tale, at SF kan tage regeringsansvar - dels fordi Socialdemokraterne indtil nu har afvist det og dels fordi SF ikke tidligere for alvor har villet det - nu bakkes vores ønske oven i købet op af vælgerne, idet 2/3 af centrum/venstrevælgerne foretrækker en regering, hvor SF har ministerposter. Det er overordentlig positivt.
Nu venter den rigtig store udfordring, nu skal vi nemlig til at diskutere og enes om, hvad vores politiske krav til en regeringsdannelse skal være. Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring - der er oplagte uenigheder imellem SF, Socialdemokraterne og De Radikale på centrale områder som fx. skattestoppet, folkeskolepolitikken og udlændingepolitikken. Derfor forventer jeg heller ikke, at debatten om vores krav bliver problemfri og derfor er det heller ikke givet, at vi efter næste valg ender i Regering. Men fra nu af og frem til et valg, så skal SF igang med at drøfte, hvad vores krav er, hvor langt vi er klar til at gå i forhold til skattestoppet, 24 års-reglen og tilknytningskravet mm sådan, at Villy Søvndal efter et valg kan sætte sig til forhandlingsbordet med Helle Thorning og Marianne Jelved med henblik på at forhandle et regeringsgrundlag - som er stærkt præget af SF.
Det blev da også lige til en hurtig debat om opstillingsformer til valg. Jeg talte for at bibeholde partilisten som mulig opstillingsform - og sådan faldt afstemningen heldigvis også ud. Jeg er ikke religiøs i forhold til opstillingsform, jeg synes blot, at det er centralt, at det er partiforeningerne, der vælger den opstillingsform, som passer til dem og deres lokalområde. I virkeligheden er de rigtig religiøse i denne debat alle dem, som kører en voldsom hetz på partilisten og som gang på gang forsøger at få den forbudt - bare fordi jeg er tilhænger af partilisten, så prøver jeg altså ikke at få den sideordnede opstilling gjort forbudt i partiet.. Jeg synes, modstanderne af partilisten skal tage debatten lokalt og kæmpe for at der bruges en anden opstillingsform i deres lokalområde..
Ellers skete der ikke det store på landsmødet. Der var en rigtig god stemning - folk var glade og begejstrede for at være SF'ere og for at være på landsmøde. Vi hilste på vores medlem nr 10.000, hyllede SFU som forhåbentlig lige er blevet Danmarks største politiske ungdomsorganisation og holdt vi som altid en udemærket fest lørdag aften.