I skrivende stund er det franske præsidentvalg endnu ikke afgjort - om end den højreorienterede Sarkozy fører ret overbevisende over socialdemokraten Royal i meningsmålingerne – men alle ved, at slutspurten er afgørende, så intet er afgjort, før stemmerne er talt op.

Det franske præsidentvalg har altid stor betydning ud over Frankrigs grænser og det er ikke for meget at hævde, at netop dette valg af fransk præsident får afgørende betydning for EU’s fremtid. De to kandidater står for hver deres meget markante tilgang til det europæiske samarbejde og ovenpå Merkels genoplivning af forfatningen og debatten EU’s fremtid befinder samarbejdet sig i et vakum, hvor man venter på, at giganternes kamp er overstået og at en ny fransk præsident blander sig i kampen om EU’s fremtid.

Den socialdemokratiske Royal vil genoplive forfatningen i sin nuværende form og tilføje et kapitel om et socialt Europa – det som i Danmark er blevet døbt en social pagt. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at det primært var centrum/venstre vælgerne, som stod bag det franske nej, som sendte forfatningstraktaten til tælling. Dengang var argumenterne for nej’et, at forfatningen modarbejdede visionerne om et socialt Europa – for at tækkes disse vælgere er Royal naturligvis nødt til at sætte EU’s sociale dimension på dagsordenen. Det gode spørgsmål er blot, om den Europæiske centrum/venstrefløj kan enes om udformningen af en social pagt – jeg kan have min tvivl – ikke mindst fordi England til enhver tid vil bekæmpe dette.

Den højreorienterede Sarkozy er blandt andet gået til valg på løftet om, at forfatningen er død, og at EU’s næste traktat kun vil være en minimumstraktat, som sikre at EU’s institutioner fungerer et par år ind i fremtiden. Med ham som præsident vil Frankrig være helt på linie med England.

Premiereminister Tony Blair og hans formodede efterfølger Gordon Brown har nemlig den tilgang til EU-spørgsmålet, at forfatningen en død og at den sammen med debatten om EU’s fremtid skal forblive død – de vil til nød kunne acceptere en minitraktat for at skabe ro omkring samarbejdet men de vil under omstændigheder få svært ved at enes med Royal om en social pagt. Ikke desto mindre bliver resultatet af det franske præsidentvalg udslagsgivende for hvordan debatten om EU’s fremtid former sig.

Det scenarie, der tegner sig lige nu, er, at når EU’s regeringsledere mødes i juni, så fastlægger de køreplanen for tilblivelsen og ratificeringen af en minitraktat inden Europaparlamentsvalget i forsommeren 2009. En minitraktat som kun løser de institutionelle problemer, som det udvidede EU stor overfor. Det drejer sig fx om fordeling af mandater i parlamentet, stemmevægte i ministerrådet osv. Spørgsmål der, i et dansk perspektiv, formodentlig vil være forholdsvis ukontroversielle.

Det betyder også, at vi næppe skal igennem en folkeafstemning i Danmark, idet SF og Enhedslisten vil være de eneste partier, som insisterer på en folkeafstemning, hvis udgangspunktet er en minitraktat. Regeringen vil med rimelighed kunne argumenterer for, at der ikke afgives suverænitet og så slipper de behændigt for en afstemning, der fjerner fokus fra den nationale dagsorden. En manøvre vi nok kommer til at se i flere lande end Danmark og som er en effektiv metode til, at dræbe den demokratiske debat om EU’s fremtid.

A4 offentliggør i dag en meningsmåling, som viser, at 62% af oppositionsvælgerne ønsker, at SF indgår i en regeringsdannelse efter næste valg. Det er jo en dejlig melding at vågne op til. Jeg synes, at det er helt naturligt, hvis SF indgår i forhandlingerne om regeringsdannelse efter et valg. Det er jo naturligt, at et parti søger indflydelse - det er derfor, vi er et politisk parti og ikke en velgørenhedsorganisation. Vi vil skabe konkrete bæredygtige samfundsforandringer til gavn for borgerne i Danmark og verden. Jeg mener dog ikke, at SF skal gå i regering for enhver pris. Vores deltagelse må bygge på et styrket SF, der har fået en markant fremgang ved valget, et regeringsgrundlag hvor SF's fingerafstryk er tydeligt og en politisk kurs, som skaber tydelige forbedringer i folks hverdag. Vi vil og skal ikke lægge mandater til en regering, som fører den nuværende kurs videre.

Så har de Radikale opgivet deres ultimative krav om, at Marianne Jelved skal være statsminister, hvis de Radikale skal indgå i regering efter næste valg. Det klær' de Radikale at komme ned på jorden igen. Det kan være, at vi nu kan komme igang med at diskutere det politiske alternativ til regeringen istedet for at diskutere hvilken håndtaske, der skal stå i statsministeriet.

Det politiske alternativ skal fokuseres om tre centrale indenrigspolitiske forandringer. Det kommunale selvstyre skal genoprettes, og kommunerne tilføres midler til genopbygning af velfærden ovenpå de sidste års uansvarlige nedskæringspolitik. Der skal gennemføres en skattereform, med en omlægning af skattebyrden, så den bliver mere retfærdig. Det indebærer mindre skat på arbejde, og mere på fast ejendom udført i en form, der først og fremmest rammer de dyreste boliger. Uden et opgør med skattestoppet, er løfter om bedre velfærd hule, for pengene skal jo findes før de kan bruges. Endelig er det centralt, at den automatiske stigning i pensions- og efterlønsalderen ophæves. Det kan ikke være en centrum-venstre-regerings mål, at øget levestandard udelukkende skal omsættes i mere arbejde.

Der er naturligvis også andre sager som, en ny regering skal stå hårdt på ex: de danske soldater ud af Irak, øget forskning i bæredygtig teknologi, mere og bedre ulandsbistand osv. Mange af de ting vil man uden videre kunne blive enige om. Det er på velfærdsområdet, knasterne er og det er er, Socialdemokraterne, Radikale og SF skal koncentrere sig om at finde fælles fodslaw.

God weekend/Jane