I en meningsmåling som offentliggøres i Ugebladet Mandag Morgen i morgen kan det ses, at kun 24% af de radikale vælgere foretrækker Marianne Jelved som statsminister, mens hele 51% peger på Helle Thorning-Schmidt. Man må sige, at Marianne Jelved og Det Radikale Venstre har en dårlig sag, når ikke engang deres egne vælgere ser Jelved som statsminister. Det understreger endnu engang, at partiet har kvajet sig ved at insistere på, at Jelved skal være statsminister. Det svækker oppositionen, at de kører solo - og vælgerne staffer dem da også, idet deres meningsmålinger er faldet stabilt siden de lancerede kravet om statsministerposten. Hvis vi skal vælte Fogh ved næste valg - så er der ikke plads til soleridt - mon de Radikale snart indser det?

1. marts blev så dagen, hvor politet valgte at rydde ungdomshuset på Jagtvej i København. Det er pisseærgeligt, at det nåede dertil - det hus burde aldrig være blevet solgt. Da jeg var yngre, kom jeg selv af og til i Ungdomshuset og synes, det var et fedt sted. Jeg kan derfor rigtig godt forstå brugernes frustrationer over, at huset tages fra dem, men de frustrationer kan aldrig retfærdiggøre de gadekampe og voldshandlinger, som nogle af de allermest hardcore autonome fra Ungdomshuset har stået bag i dag. Indre Nørrebro er lige nu en krigszone med bål og barrikader og beboerne er taget som gidsler i nogle få unge ballademageres forfejlede kampe imod politiet. Udover, at de effektivt har fået hele befolkningen imod sig, så opnår de unge jo INGENTING på denne måde. Kampen om et Ungdomshus på Jagtvej 69 er tabt - det blev den da huset blev solgt. I stedet for at smide med brosten imod politiet og brænde fredelige menneskers cyker af, så burde de unge gå ind i arbejdet for at finde et nyt sted til et ungdomshus, hvis de da kan finde et kvarter, som gider have dem som naboer oven på de sidste par måneders ballade.. Måske man kan finde et tomt hus på Mors eller i Grindsted med god afstand til naboer.. Ok helt seriøst, så synes jeg da, at København skal have et helst flere ungdomshuse, men ovenpå dagens ballade, kan det sgu godt have lange udsigter.

Tja, ikke uventet vandt den italienske premierminister Romano Prodi tillidsafstemningen i senatet i dag med 162 stemmer for og 157 stemmer imod, så hans centrum-venstre regering er sikret overlevelse lidt endnu.. Det gode spørgsmål er bare hvor længe.. Siden anden verdenskrig har Italien haft ca 60 regeringer - det giver dem i snit en levetid på knap et år. Det er en kortere holdbarhed end den juice, jeg har stående i køleskabet. Tankevækkende..

Jeg vil varmt anbefale alle at gå ind og se Robert De Niro's film The Good Shepherd, der handler om CIA's grundlæggelse under og lige efter Anden Verdenskrig. Vi møder vores hovedperson Edward Wilson (Matt Damon) lige efter den mislykkede invasion af Cuba, som Wilson var ansvarlig for, historien om CIA og Wilsons personlige historie fortælles igennem flash backs fra hans liv over de næste dage indtil ansvaret for fiaskoen er placeret og de skyldige straffet. De Niro spiller selv en ganske lille men betydningsfuld rolle i filmen som CIA-stifteren general Bill Sullivan, der på et tidspunkt siger til Wilson, at den hemmelige efterretningstjeneste skal være USA's øjne og øre og ikke hjerte og sjæl. Selv om De Niro vist nægter at tale politik offentligt, er hans politiske budskab svært at overse. Det er i hvert fald svært at undgå at sammenligne det hemmelighedsfulde CIA fra filmen, med det nutidige amerikanske overvågningssamfund og efterretningstjenesternes øgede magtmidler. Tiden og fjenderne er måske andre, men de beskidte tricks er de samme.

Læs mere om filmen på http://www.thegoodshepherdmovie.com 

Det sker ikke så tit og heldigvis for det, for det er nemlig ikke særlig rart. Jeg hader at være uenig med mit parti. Det er som regel kun småting (set fra mit perspektiv), jeg er uenig i - men nogle gange sker det også, at det er større ting og så er det straks værre. Uanset hvad, så er jeg altid placeret i et dilemma. Skal jeg kæmpe for mine synspunkter, eller skal jeg loyalt bakke op om partiets holdning? Jeg er meget loyal af natur, og derfor plejer jeg at kæmpe for mine synspunkter internt, hvis jeg så nedstemmes her, så bakker jeg loyalt op om beslutningen. Jeg er laver kun ballade, hvis jeg oplever, at andre spiller urent spil og prøver at snyde mig. Det er sket nogle gange - det vil jeg gerne indrømme. Jeg synes bare ikke det er særligt sjovt.

Denne ordstrøm er forårsaget af, at det faktisk er nogle overvejelser, jeg har gået med de sidste par dage. Jeg er nemlig uenig i et af SF's folketingsgruppes lovforslag om at ophæve sæddonorernes anonymitet med henvisning til, at børn har ret til at kende deres ophav.

Jeg er uenig med forslaget på flere planer. Ser vi på de svenske erfaringer med initiativet, så er virkeligheden at, antallet af mænd, som ønsker at være sæddonorer er drastisk faldende - og hvem kan bebrejde dem. Bare fordi mændene ønsker at donere sæd og dermed hjælpe en barnløs familie, så er det jo ikke ensbetydende med, at de ønsker, at 10-20 børn opsøger dem, for at lære deres biologiske ophav at kende. Når det så er sagt, så mener jeg faktisk, at hele debatten skal ses i sammenhæng med den større debat om, hvad en rigtig familie og rigtige forældre er. Som jeg ser det, så lever vi i en tid, hvor den traditionelle forståelse af kernefamilien bestående af far, mor og børn er forældet - det har den egentlig været i mange mange år- siden kvinden blev uafhængig og ikke har brug for manden som skaffedyr og forsørger. Konstruktionen familie har mange former i dag - den kan være: far, mor og børn, det kan være far og barn, to mødre og børn osv. De nye familieformer har adsted kommet et behov for, at kvinder kan blive kunstigt befrugtede med sæd fra en donor. I den forbindelse er jeg nødt til at spørge. Hvem er mest barnets forældre - dem er opfostre barnet? eller ham der har leveret en sædklat? Jeg er ikke i tvivl - forældrene er dem, som har stået for barnets opvækst. At ville ophæve anonymiteten for sæddonorer er ikke bare dumt, det er også at underminerer forældrenes rolle som forældre og lægge et ansvar på skuldrene af mænd, som blot ønsker at hjælpe. Jeg er meget modstander af det forslag.

Nu har jeg så fået luft for min frustation over at være uenig med mit parti - og som tingene ligger nu, så gør jeg ikke mere ved det, andet end at håbe, at forslaget falder med et brag i Folketingssalen.

God søndag/Jane

Jeg synes faktisk lige det gik så godt med vinteren i år.. Den har været varm (rimelig skræmmende), der har ikke været ret meget sne og så er det snart forår.. men jeg burde have vidst, at det var for godt til at være sandt....og i går sluttede den rare vinter så.. Himlen åbnede sig og urimelige mængder sne væltede ned og det fortsatte - ja det sneer sgu stadig og Danmark er lammet.. busserne kører ikke, togene kører ustabilt og folk kører i grøften, fordi de, trods alle advarsler, synes, de skal kører en tur... Dumme dänen.. Nå men det gode ved det hele er, at man kan tillade sig, at blive indenfor hele dagen og læse - så jeg vil nu fordybe mig i lidt studierelevant litteratur..

Jeg synes, det er svært at være imponeret over danske regering udmelding om, at de danske soldater skal trækkes hjem fra Irak. Misforstå mig ikke, jeg mener, at de danske soldater skal hjem, dem alle sammen og det lige nu. Men regeringen lægger op til, at det først skal ske om et halvt år til august.

At tilbagetrækningen først finder sted til august handler vel om, at Fogh vil ride på to heste. Han kan stadig være Bush og Blairs loyale skødehund og så samtidig nå at få vasket irak-nederlaget af hænderne, inden han udskriver folketingsvalg.

Det er afgørende, at den danske indsats nu rettes mod de knap 4 millioner flygtninge, om krigen har afstedkommet. Vi har et særligt ansvar overfor disse mange mennesker - vi gik med i denne ulovlige krig, som udløste den humanitære katastrofe – vi skal nu bevise, at vi kan løse den og ikke bare overlade ansvaret til nærområderne.

Når man ser tilbage på krigens forløb, så synes jeg stadig, at pointen om, at krigen burde have været undgået, står lysende klart. Irak-krigen var fra første færd ulovlig, ingen af begrundelserne holdt og irakernes levevilkår er kun blevet værre. Det er sørgeligt og det er uden sammenligning den største danske udenrigspolitiske fiasko i mands minde.

Med jævne mellemrum dukker debatten om ’kvindens ret til at bestemme over egen krop’ op. Denne gang på foranledning af, at folketingsmedlem for SF Kamal Qureshi har foreslået, at alderen for at kunne få foretaget en abort skal sættes ned til 15 år, så kvinder under 18 år har samme rettigheder som alle andre danske kvinder. I dag skal kvinderne have forældrenes tilladelse til aborten, hvis de er under 18 år.

På det principielle plan er jeg helt enig med Kamal. Den seksuelle lavalder er 15 år og kvinderne kan frit købe prævention, fortrydelsespiller og dyrke sex uden at spørge deres forældre om lov. Samfundet mener altså, at kvinder er modne til at have et sexliv, når de fylder 15 år. Efter min mening er det derfor en naturlig konsekvens, at man også anerkender kvindens ret til at bestemme over sin egen krop som 15 årig og dermed sænker abortalderen. Tingene skal følges ad. Når unge kvinder har ret til at dyrke sex har de også ret og pligt til at afgøre, om de ønsker en abort eller ej.

Når jeg så synes, at spørgsmålet ikke er helt så enkelt alligevel, er det fordi, at jeg tænker, at en ung kvinde på 15-16 år kan have stor brug for at tale med sine forældre eller andre voksne om sagen - ikke for at ændre hendes beslutning men for at have nogle voksne, der kan støtte hende og hjælpe hende igennem det svære forløb. Så skal dette forslag gennemføres, hvad jeg støtter, så skal det ledsages af en masse oplysning om abort, tilbud om personlig og anonym vejledning og kvinderne skal opfordres til at være åbne overfor deres forældre. Det er en svær beslutning, de skal træffe – det skal ingen gå igennem alene – det uanset om de har retten til at bestemme over egen krop eller ej.

I forlængelse af, at FN’s klimapanel i starten af februar fremlagde deres rapport som i korte træk slog fast, at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er indsatsen imod klimaforandringerne også for alvor kommet på dagsordenen i EU.

Europaparlamentet sendte onsdag den 14. februar et klart signal til EU's stats- og regeringsledere om at komme ud af starthullerne på klimaområdet. Med et overvældende flertal vedtog parlamentet nemlig en resolution der bl.a. kræver bindende mål for vedvarende energi på 25 % af EU’s samlede energiforbrug, 20 % energibesparelser samt en CO2-reduktion på 30 % inden 2020.

Skal målet være realistisk, så kræver det, at de nationale parlamenter og regeringer bakker op om ambitionen. Det betydet, at den danske regering skal på banen.

Desværre ligger det tungt på det område, idet den danske regering i modsætning til Tyskland, Sverige, Frankrig og England ikke vil forpligte sig til en 30 % CO2-reduktion inden 2020. I Danmark udgør vedvarende energi cirka 16 % af den samlede energiproduktion, og vi vil uden større anstrengelser kunne komme op på mindst 1/3 vedvarende energi i 2020 og vil derfor også med en målrettet indsats kunne nedbringe vores CO2 udslip væsentligt. Det er dog langt fra nok, at vi formår at nedbringe Danmarks CO2 udslip.

Skal den globale opvarmning standses, så skal verdens samlede CO2 udslip mindskes markant. Her kommer EU på banen. EU står for 14 % af den samlede globale CO2 udledning, så uanset hvor ambitiøst et europæisk udspil er, så kan det ikke stå alene. Men de målsætninger, EU opstiller, sender kraftige signaler til udviklingslande som Kina og Indien om, at EU er parat til at tage sin del af ansvaret – men det kræver et aktivt medspil fra resten af verden.

Med andre ord: skal EU være bannerfører på klimaområdet i kampen for at bremse den globale opvarmning, så skal alle landene bakke op – det gælder også Danmark. Det bliver interessant at se, om den danske regering melder sig i kampen imod den globale opvarmning eller om de fortsat vil sidde men hænder i skødet og lade CO2 udslippet stige.