Monday, March 19, 2007

A4 offentliggør i dag en meningsmåling, som viser, at 62% af oppositionsvælgerne ønsker, at SF indgår i en regeringsdannelse efter næste valg. Det er jo en dejlig melding at vågne op til. Jeg synes, at det er helt naturligt, hvis SF indgår i forhandlingerne om regeringsdannelse efter et valg. Det er jo naturligt, at et parti søger indflydelse - det er derfor, vi er et politisk parti og ikke en velgørenhedsorganisation. Vi vil skabe konkrete bæredygtige samfundsforandringer til gavn for borgerne i Danmark og verden. Jeg mener dog ikke, at SF skal gå i regering for enhver pris. Vores deltagelse må bygge på et styrket SF, der har fået en markant fremgang ved valget, et regeringsgrundlag hvor SF's fingerafstryk er tydeligt og en politisk kurs, som skaber tydelige forbedringer i folks hverdag. Vi vil og skal ikke lægge mandater til en regering, som fører den nuværende kurs videre.

3/19/2007 8:06:40 AM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [3]Trackback
 Friday, March 16, 2007

Det er kommet frem, at kulturminister Brian Mikkelsen i forbindelse med invasionen af Irak rettede henvendelse til DR ved at sende en mail, som i skarpe vendinger kritiserede kanalens dækning af krigen og ved en lejlighed har truet DR’s bestyrelsesformand med en privatisering af DR.

I Danmark har vi en Grundlovsfæstet ytrings- og pressefrihed, som også er grundlaget for loven om Danmarks Radio, der slår fast, at man lægger afgørende vægt på informations- og ytringsfriheden, og at Danmarks Radio skal afvise ethvert forsøg på pression fra udenforstående. Brian Mikkelsen er som kulturminister ansvarlig for DR og dermed for loven om DR. I det lys, er det jo paradoksalt, at det er ministeren selv, der lægger politisk pres på DR ved at kritisere DR’s dækning af Irak krigen og i forlængelse heraf true med en privatisering af DR i stedet for TV2.

Det er et demokratisk problem og en trussel imod ytringsfriheden, når politikerne forsøger at presse medierne til at droppe en kritisk historie eller til at bringe positive omtale.

Alt dette er i sig selv problematisk for Brian Mikkelsen – det gør desværre ikke sagen bedre, at han i folketinget i februar afviste, at han har forsøgt at påvirke DR’s valg af programmer mm. Efter min bedste overbevisning har han dermed også forbrudt sig med ministeransvarsloven, og det betragtes normalt som vildledning af folketinget. Konsekvensen heraf må naturligvis være, at Mikkelsen træder tilbage som kulturminister. Vi kan ikke leve med, at have en minister, som ikke vil anerkende pressefriheden og som efter humør truer DR med at fjerne deres licensgrundlag.

Med denne sag så giver Brian Mikkelsen Berlusconi kamp til stregen når, det drejer sig om at forsøge at styre medierne til regeringen fordel – vil vi virkelig acceptere det i Danmark?  

3/16/2007 5:18:59 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [24]Trackback
 Thursday, March 15, 2007

Oven på de sidste par dages afsløringer om det økonomiske rod i DR i forbindelse med byggeriet af DR-byen, så er det vist ikke meget fantasi til at forudsige, at public service fjernsyn får trange kår i fremtiden - det er et demokratisk problem, som vedkommer alle. DR er i dag blandt de bedste public service kanaler i verden når, det gælder dokumentarprogrammer, børnefjernsyn og programmer for døve mm, den position skal vi ikke sætte over styr. Public service udfylder en vigtig demokratiske rolle i forhold til, at formidle nyheder, informationer mm på en reel måde uafhængig af økonomiske eller politiske interesser. Der er i høj grad brug for, at Folketinget skrider ind med en hjælpende hånd til DR.

Byggeriet af og udflytningen af DR-byen blev i sin tid vedtaget af et flertal i folketinget, derfor er det heller ikke urimeligt, at Folketinget skrider ind og tager sin del af ansvaret for det rod som beslutningen medførte. Det er i hvert fald ikke rimeligt, at det er lyttere, seere og medarbejderne, der skal bøde for det økonomiske rod.

Det er desværre ganske forudsigeligt, at mange af de borgerlige politikere, der dengang stemte for byggeriet, i dag vasker ænder og ikke vil medvirke til at løse problemerne og overlader det til DR at finansiere ekstraomkostningerne. Det hænger vel egentlig meget godt sammen med, at de borgerlige ikke forsømmer en chance til at banke endnu et søm i public service fjernsynes kiste i den frie konkurrences hellige navn.

3/15/2007 1:22:39 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [21]Trackback
 Tuesday, March 13, 2007

Min partikammerat Bo Asmus Kjeldgaard, som er Børne- og Skoleborgmester i København, er i dag fremme med et udmærket forslag om at styrke modersmålsundervisningen ved at gøre det til et eksamensfag i folkeskolen, med alt hvad der til hører af læseplaner, kvalificeret undervisning og elevplaner for den enkelte. Det vil være en tiltrængt forbedring af modersmålsundervisningen for mange børn.

For mig at se er det afgørende i dette forslag, at man begynder at anlægge et ressourcesyn på to-sprogethed i stedet for, som nu, at se det som et problem.

Jeg har længe undret mig over, hvorfor det danske samfund ikke ser børn med anden etnisk baggrund end dansk som en ressource. At tænke sig en servering samfundet får i form af flere unge, som, hvis de uddannes ordentligt, mestrer to hele sprog. Det kunne, hvis vi bruger det, være en massiv konkurrencefordel for de danske virksomheder, der får arbejdskraft, der virkelig kan hjælpe dem med at vinde markedsandele i Mellemøsten idet de taler sprogene og kender kulturerne – mig bekendt er det et centralt konkurrenceparameter.

3/13/2007 2:35:14 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [2]Trackback
 Friday, March 09, 2007

Det er for så vidt fint nok, at EU's regeringschefter idag er blevet enige om, at 20% af EU's samlede energiforbrug i 2020 skal komme fra bæredygtig energi. Desværre lykkes det ikke at få en aftale om, at nedbringe landenes co2 udslip med 30% inden 2020. Så i det store hele, så er EU's klimaaftale ganske uambitiøs og i hvert fald langt fra tilstrækkelig, hvis vi skal have bremset den globale opvarmning.

3/9/2007 5:06:47 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [25]Trackback
 Thursday, March 08, 2007

 Hvis vi verden over kæmpede for kvinders rettigheder og ligestilling hver dag, så var der ikke brug for en kampdag - men, sådan er det desværre ikke endnu.

Jeg har bla. brugt kampdagen med at være til paneldebat her i Århus - utroligt at der stadig findes folk, som mener, at ligestilling suverænt er kvindens individuelt ansvar... men den slags mennesker findes altså især på den politiske højrefløj. For mig er ligestilling en fælles opgave, som ikke bare skal løses i den enkelte familie - det er et struktuelt problem, vi som samfund skal løse på flere plan.

3/8/2007 7:58:28 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [23]Trackback

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen har i dag fremlagt et udkast til partiets ungdomspolitik, fordi han i følge Berlingske Tidende mener, at Dansk Folkeparti skal være andet end et parti for de ældre i samfundet. Det interessante i denne forbindelse er ikke så meget, at DF vil have en ungdomspolitik - det interessante er, at indholdet i deres ungdomspolitik synes at henvende sig mest til de ældre - præcis som alle andre politiske udspil fra den kant.  Det klareste budskab i udspilles er nemlig en opfordring til, at unge skal være mere seksuelle afholdne, og at skolernes seksualvejledning skal indskrænkes til at handle om trofasthed og parforhold.. Udover at forslaget i sig selv er vanvittigt og at det ingen steder på jorden pt adstedkommer noget positivt at fornægte unges seksualitet og seksuelle nysgerrighed, så er det et klart signal om hvilke værdier, DF ønsker samfundet skal være gennemsyret af - DF hylder et ældgammelt konservativt menneskesyn, som unge igennem de sidste 60-70 år har kæmpet imod. På mange måder er det jo et flot stykke politisk arbejde, at et parti er så fokuseret på sin målgruppe, at de forstår at tilrette alle politiske udspil, sådan at de henvender sig præcist til målgruppen - men samtidigt er det også, skræmmende at høre DF rulle sig ud på dette område. De budskaber om seksuel afholdenhed, DF prædiker, er de samme som fundamentalistiske præster i USA prædiker og som den katolske kirke i store dele af Afrika prædiker i forbindelse med deres kampagner imod prævension.. Det er konservativt, ude af takt med virkeligheden og dybt uansvarligt..

3/8/2007 5:58:46 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [27]Trackback
 Sunday, March 04, 2007

I en meningsmåling som offentliggøres i Ugebladet Mandag Morgen i morgen kan det ses, at kun 24% af de radikale vælgere foretrækker Marianne Jelved som statsminister, mens hele 51% peger på Helle Thorning-Schmidt. Man må sige, at Marianne Jelved og Det Radikale Venstre har en dårlig sag, når ikke engang deres egne vælgere ser Jelved som statsminister. Det understreger endnu engang, at partiet har kvajet sig ved at insistere på, at Jelved skal være statsminister. Det svækker oppositionen, at de kører solo - og vælgerne staffer dem da også, idet deres meningsmålinger er faldet stabilt siden de lancerede kravet om statsministerposten. Hvis vi skal vælte Fogh ved næste valg - så er der ikke plads til soleridt - mon de Radikale snart indser det?

 

3/4/2007 11:23:25 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [0]Trackback
 Thursday, March 01, 2007

1. marts blev så dagen, hvor politet valgte at rydde ungdomshuset på Jagtvej i København. Det er pisseærgeligt, at det nåede dertil - det hus burde aldrig være blevet solgt. Da jeg var yngre, kom jeg selv af og til i Ungdomshuset og synes, det var et fedt sted. Jeg kan derfor rigtig godt forstå brugernes frustrationer over, at huset tages fra dem, men de frustrationer kan aldrig retfærdiggøre de gadekampe og voldshandlinger, som nogle af de allermest hardcore autonome fra Ungdomshuset har stået bag i dag. Indre Nørrebro er lige nu en krigszone med bål og barrikader og beboerne er taget som gidsler i nogle få unge ballademageres forfejlede kampe imod politiet. Udover, at de effektivt har fået hele befolkningen imod sig, så opnår de unge jo INGENTING på denne måde. Kampen om et Ungdomshus på Jagtvej 69 er tabt - det blev den da huset blev solgt. I stedet for at smide med brosten imod politiet og brænde fredelige menneskers cyker af, så burde de unge gå ind i arbejdet for at finde et nyt sted til et ungdomshus, hvis de da kan finde et kvarter, som gider have dem som naboer oven på de sidste par måneders ballade.. Måske man kan finde et tomt hus på Mors eller i Grindsted med god afstand til naboer.. Ok helt seriøst, så synes jeg da, at København skal have et helst flere ungdomshuse, men ovenpå dagens ballade, kan det sgu godt have lange udsigter.

3/1/2007 10:23:23 PM (Romance Standard Time, UTC+01:00)  #    Comments [28]Trackback