I dagens udgave af Jyllandsposten offentliggøres en meningsmåling, som viser, at SF får massiv fremgang til 12% af stemmerne i Århus – det er en fremgang på 5,7%-point i forhold til kommunalvalget i 2005. Tilsvarende går Socialdemokraterne frem og dermed ville det røde flertal i byrådet stå yderligere styrket, hvis der var valg i morgen.

Jeg er naturligvis ret tilfreds med den fremgang – den er fuld fortjent, SF stod som eneste parti som klare og konstruktive modstandere af det uansvarlige budgetforlig, som blev indgået i efteråret, og som blandt andet forringede normeringen i daginstitutionerne, medførte skolelukninger osv. Den position har vælgerne belønnet os for og vi skal sørge for fortsat at være talerør for de århusianere som mener, at byen skal udvikle sig i en anden retning end den Borgmester Wammen og den forenede højrefløj står for.
Vælgerne har klart vist, at de bakker om de venstreorienterede visioner for Århus og jeg kan kun opfordrer Wammen til at bruge det venstreorienterede flertal noget mere i stedet for altid at vende sig mod højre side. Det røde flertal er der og det skal bruges – alt andet er for dumt.

Jeg har flere gange været til fødselsdage og jubilæer, hvor jeg er blevet lidt ør i hovedet i ren begejstring over den gode stemning og fødselarens prægtighed. Jeg har derfor også nogle gange mistet dømmekraften og min sunde fornuft ved de lejligheder- oftest fortryder jeg bittert dagen efter, når jeg enten ligger i fosterstilling på toiletgulvet eller rødmer af skam over ting jeg har sagt og gjort…

Jeg tror SF’s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard er ude i noget tilsvarende i denne weekend i forbindelse med 50 års jubilæet for Rom-traktaten. Hun har i hvert fald i dag i Politiken og Information udråbt SF til at være blevet tilhængere af ØMU’en.. Sådan en udtalelse står helt for Anne Gretes egen regning og må kunne forklares i, at hun har mistet sin dømmekraft i ren eufori over EU’s jubilæum, for SF’s holdning til ØMU’en er en ganske anden.

SF er modstandere af ØMU’en i enhver form. ØMU’en er en liberalistisk konstruktion, som bygger på en forfejlet opfattelse af, at man kan føre en fælles økonomisk politik i EU styret af økonomerne i den Europæiske Centralbank og som fratager landene muligheden for at føre en social ansvarlig økonomisk politik, der fremmer beskæftigelsen. SF’s synspunkt bakkes op af en netop offentliggjort britisk undersøgelse, som viser, at halvdelen af borgerne i de 13 Euro-lande ønsker deres gamle valutaer tilbage, bl.a. fordi de er utilfredse med den økonomiske politik, ØMU’en fordrer. AGH's synspunktet har hverken medvind blandt Europas befolkninger og heller ikke baggrund i SF's politik. Så udtalelserne må altså ses som, AGH's private festtale til dagens jubilar.

Når jeg en engang imellem mister min dømmekraft og kommer til at sige ting, som ikke var så smarte at sige, så plejer jeg at ringe og sige undskyld eller som minimum skamme mig grusomt. Hvilke tanker farer der mon igennem Anne Gretes hoved lige nu? Stolthed eller skam?

I denne weekend mødes alle EU's ledere for at vedtage den såkaldte Berlin-erklæring som en markering af Romtraktatens 50 års jubilæum. Flere passager fra erklæringen er allerede sluppet ud - og i følge dem, skal vi stemme om en ny forfatningstraktat inden Europaparlamentsvalget i 2009. Det er en nyhed, der burde kunne trænge igennem nyhedsmuren og få medierne til at rette fokus imod Berlin. En hurtig gennemgang af de danske aviser og tvkanalers hjemmesider i dag viser dog et lidt andet billede. Der er godt dobbelt så mange artikler og links om den lille isbjørneunge Knut, som skal være Berlins nye varetegn, som der er om Berlin-erklæringen og om den kommende forfatningstraktat. Denne lille observation illusterer faktisk meget godt den demokratiske udfordring, EU står overfor. Der er et kæmpe behov for, at der skabes offentlighed omkring EU-projektet sådan, at almindelige borgere og ikke kun EU-nørder (som mig) har en reel mulighed for at blande sig i debatten om EU og projektets fremtid. Det kunne klæde EU's ledere at berøre den debat i forbindelse med jubilæet - EU har stadig mere og mere betydning for udviklingen i Europa - det fordrer et mere udviklet europæisk demokrati byggende på principperne om åbenhed, nærhed og demokrati.

Lærerne på Frederiksberg har sendt Bertel Haarder et brev, hvor de bekendtgør, at de ikke har tænkt sig, at lave de påbudte elevplaner for eleverne på de 9 folkeskoler i kommunen før de får timer til det - de vil ikke arbejde gratis. Jeg forstår dem faktisk udemærket. Elevplanerne kan, hvis de bruges rigtigt, være et rigtig godt redskab til at stimulere det enkelte barns personlige og faglige udvikling - men, sådan som de er blevet presset ned over hovedet på lærerne uden at udløse flere forberedelsestimer og med et uklart formål, så tjener de mest af alt som en yderligere bureaukratisering af lærerarbejdet, som lærerne forventes at acceptere og finde tid til indenfor de nuværende rammer. Det er ikke rimeligt - og lærernes protester er helt forståelige. Siden den borgerlige regering kom til magten i 2001 er der sket meget på folkeskoleområdet - det meste til den dårlige side. Vi har oplevet en undermininering af lærernes faglighed, en bureaukratisering af arbejdet og et øget fokus på perspektivløs testning.

Jeg synes, at det er afgørende, at vi får skabt en folkeskole, hvor flere lærer mere og hvor alle børn stortrives. For mig er det vigtigt, at folkeskolen bliver så god, at den er et bedre alternativ en de private skoler - men skal vi opnå det, så skal skolen afbureaukratiseres, så lærerne kan koncentere sig om at undervise, der skal færre elever i klasserne, der skal være to lærere i flere timer og vi skal have tilrettelagt en bedre specialundervisning, hvor eleverne ikke stigmatiseres som tabere. Det er afgørende for elevernes læring, at folkeskolen ændres i samarbejde med lærerne og i respekt for deres faglighed - ellers går det aldrig godt og derfor bør det heller ikke overraske Bertel Haarder, at lærerne på Frederiksberg protesterer.

A4 offentliggør i dag en meningsmåling, som viser, at 62% af oppositionsvælgerne ønsker, at SF indgår i en regeringsdannelse efter næste valg. Det er jo en dejlig melding at vågne op til. Jeg synes, at det er helt naturligt, hvis SF indgår i forhandlingerne om regeringsdannelse efter et valg. Det er jo naturligt, at et parti søger indflydelse - det er derfor, vi er et politisk parti og ikke en velgørenhedsorganisation. Vi vil skabe konkrete bæredygtige samfundsforandringer til gavn for borgerne i Danmark og verden. Jeg mener dog ikke, at SF skal gå i regering for enhver pris. Vores deltagelse må bygge på et styrket SF, der har fået en markant fremgang ved valget, et regeringsgrundlag hvor SF's fingerafstryk er tydeligt og en politisk kurs, som skaber tydelige forbedringer i folks hverdag. Vi vil og skal ikke lægge mandater til en regering, som fører den nuværende kurs videre.

Det er kommet frem, at kulturminister Brian Mikkelsen i forbindelse med invasionen af Irak rettede henvendelse til DR ved at sende en mail, som i skarpe vendinger kritiserede kanalens dækning af krigen og ved en lejlighed har truet DR’s bestyrelsesformand med en privatisering af DR.

I Danmark har vi en Grundlovsfæstet ytrings- og pressefrihed, som også er grundlaget for loven om Danmarks Radio, der slår fast, at man lægger afgørende vægt på informations- og ytringsfriheden, og at Danmarks Radio skal afvise ethvert forsøg på pression fra udenforstående. Brian Mikkelsen er som kulturminister ansvarlig for DR og dermed for loven om DR. I det lys, er det jo paradoksalt, at det er ministeren selv, der lægger politisk pres på DR ved at kritisere DR’s dækning af Irak krigen og i forlængelse heraf true med en privatisering af DR i stedet for TV2.

Det er et demokratisk problem og en trussel imod ytringsfriheden, når politikerne forsøger at presse medierne til at droppe en kritisk historie eller til at bringe positive omtale.

Alt dette er i sig selv problematisk for Brian Mikkelsen – det gør desværre ikke sagen bedre, at han i folketinget i februar afviste, at han har forsøgt at påvirke DR’s valg af programmer mm. Efter min bedste overbevisning har han dermed også forbrudt sig med ministeransvarsloven, og det betragtes normalt som vildledning af folketinget. Konsekvensen heraf må naturligvis være, at Mikkelsen træder tilbage som kulturminister. Vi kan ikke leve med, at have en minister, som ikke vil anerkende pressefriheden og som efter humør truer DR med at fjerne deres licensgrundlag.

Med denne sag så giver Brian Mikkelsen Berlusconi kamp til stregen når, det drejer sig om at forsøge at styre medierne til regeringen fordel – vil vi virkelig acceptere det i Danmark?  

Oven på de sidste par dages afsløringer om det økonomiske rod i DR i forbindelse med byggeriet af DR-byen, så er det vist ikke meget fantasi til at forudsige, at public service fjernsyn får trange kår i fremtiden - det er et demokratisk problem, som vedkommer alle. DR er i dag blandt de bedste public service kanaler i verden når, det gælder dokumentarprogrammer, børnefjernsyn og programmer for døve mm, den position skal vi ikke sætte over styr. Public service udfylder en vigtig demokratiske rolle i forhold til, at formidle nyheder, informationer mm på en reel måde uafhængig af økonomiske eller politiske interesser. Der er i høj grad brug for, at Folketinget skrider ind med en hjælpende hånd til DR.

Byggeriet af og udflytningen af DR-byen blev i sin tid vedtaget af et flertal i folketinget, derfor er det heller ikke urimeligt, at Folketinget skrider ind og tager sin del af ansvaret for det rod som beslutningen medførte. Det er i hvert fald ikke rimeligt, at det er lyttere, seere og medarbejderne, der skal bøde for det økonomiske rod.

Det er desværre ganske forudsigeligt, at mange af de borgerlige politikere, der dengang stemte for byggeriet, i dag vasker ænder og ikke vil medvirke til at løse problemerne og overlader det til DR at finansiere ekstraomkostningerne. Det hænger vel egentlig meget godt sammen med, at de borgerlige ikke forsømmer en chance til at banke endnu et søm i public service fjernsynes kiste i den frie konkurrences hellige navn.

Min partikammerat Bo Asmus Kjeldgaard, som er Børne- og Skoleborgmester i København, er i dag fremme med et udmærket forslag om at styrke modersmålsundervisningen ved at gøre det til et eksamensfag i folkeskolen, med alt hvad der til hører af læseplaner, kvalificeret undervisning og elevplaner for den enkelte. Det vil være en tiltrængt forbedring af modersmålsundervisningen for mange børn.

For mig at se er det afgørende i dette forslag, at man begynder at anlægge et ressourcesyn på to-sprogethed i stedet for, som nu, at se det som et problem.

Jeg har længe undret mig over, hvorfor det danske samfund ikke ser børn med anden etnisk baggrund end dansk som en ressource. At tænke sig en servering samfundet får i form af flere unge, som, hvis de uddannes ordentligt, mestrer to hele sprog. Det kunne, hvis vi bruger det, være en massiv konkurrencefordel for de danske virksomheder, der får arbejdskraft, der virkelig kan hjælpe dem med at vinde markedsandele i Mellemøsten idet de taler sprogene og kender kulturerne – mig bekendt er det et centralt konkurrenceparameter.