I skrivende stund er det franske præsidentvalg endnu ikke afgjort - om end den højreorienterede Sarkozy fører ret overbevisende over socialdemokraten Royal i meningsmålingerne – men alle ved, at slutspurten er afgørende, så intet er afgjort, før stemmerne er talt op.

Det franske præsidentvalg har altid stor betydning ud over Frankrigs grænser og det er ikke for meget at hævde, at netop dette valg af fransk præsident får afgørende betydning for EU’s fremtid. De to kandidater står for hver deres meget markante tilgang til det europæiske samarbejde og ovenpå Merkels genoplivning af forfatningen og debatten EU’s fremtid befinder samarbejdet sig i et vakum, hvor man venter på, at giganternes kamp er overstået og at en ny fransk præsident blander sig i kampen om EU’s fremtid.

Den socialdemokratiske Royal vil genoplive forfatningen i sin nuværende form og tilføje et kapitel om et socialt Europa – det som i Danmark er blevet døbt en social pagt. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at det primært var centrum/venstre vælgerne, som stod bag det franske nej, som sendte forfatningstraktaten til tælling. Dengang var argumenterne for nej’et, at forfatningen modarbejdede visionerne om et socialt Europa – for at tækkes disse vælgere er Royal naturligvis nødt til at sætte EU’s sociale dimension på dagsordenen. Det gode spørgsmål er blot, om den Europæiske centrum/venstrefløj kan enes om udformningen af en social pagt – jeg kan have min tvivl – ikke mindst fordi England til enhver tid vil bekæmpe dette.

Den højreorienterede Sarkozy er blandt andet gået til valg på løftet om, at forfatningen er død, og at EU’s næste traktat kun vil være en minimumstraktat, som sikre at EU’s institutioner fungerer et par år ind i fremtiden. Med ham som præsident vil Frankrig være helt på linie med England.

Premiereminister Tony Blair og hans formodede efterfølger Gordon Brown har nemlig den tilgang til EU-spørgsmålet, at forfatningen en død og at den sammen med debatten om EU’s fremtid skal forblive død – de vil til nød kunne acceptere en minitraktat for at skabe ro omkring samarbejdet men de vil under omstændigheder få svært ved at enes med Royal om en social pagt. Ikke desto mindre bliver resultatet af det franske præsidentvalg udslagsgivende for hvordan debatten om EU’s fremtid former sig.

Det scenarie, der tegner sig lige nu, er, at når EU’s regeringsledere mødes i juni, så fastlægger de køreplanen for tilblivelsen og ratificeringen af en minitraktat inden Europaparlamentsvalget i forsommeren 2009. En minitraktat som kun løser de institutionelle problemer, som det udvidede EU stor overfor. Det drejer sig fx om fordeling af mandater i parlamentet, stemmevægte i ministerrådet osv. Spørgsmål der, i et dansk perspektiv, formodentlig vil være forholdsvis ukontroversielle.

Det betyder også, at vi næppe skal igennem en folkeafstemning i Danmark, idet SF og Enhedslisten vil være de eneste partier, som insisterer på en folkeafstemning, hvis udgangspunktet er en minitraktat. Regeringen vil med rimelighed kunne argumenterer for, at der ikke afgives suverænitet og så slipper de behændigt for en afstemning, der fjerner fokus fra den nationale dagsorden. En manøvre vi nok kommer til at se i flere lande end Danmark og som er en effektiv metode til, at dræbe den demokratiske debat om EU’s fremtid.

Som mange sikkert husker, så gennemgik Århus kommune en voldsom sparerunde i forbindelse med budgetforliget i efteråret - i alt blev der sparet 410 mio, som især blev fundet på børne- og ældreområdet. Nu er det så kommet frem, at Århus kommune formodentlig får et overskud på omkring 400-500 mio kroner i 2006 - besparelserne var ikke bare uansvarlig - de var tilsyneladende også unødvendige. Jeg synes, at Byrådets flertal står med et kæmpe forklaringsproblem - hvorfor skulle byens børn, unge og ældre igennem de store sparerunder, når Århus faktisk havde råd til at fastholde niveauet. Det eneste rigtige i denne situation må være, at lede hovedparten af pengene tilbage til de områder, som blev ramt af besparelserne - alt andet er at holde alle de frustrerede forældre, elever, pædagoger og borgere, som gik på gaden for nar. Det betyder, at byrådet må sørge for, at de planlagte besparelser i forbindelse med efterårets budgetforlig tages af bordet igen. Det gode spørgsmål i den forbindelse er, om Nikolaj Wammen vil bruge det venstreorienterede flertal til at genrejse velfærden i Århus.

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at SF har haft landsmøde i denne weekend. I et historisk perspektiv var det et skelsættende landsmøde - vi vedtog nemlig, at SF kan gå i regering efter næste valg. Ikke siden SF medvirkede til at vælte det røde kabinet i 60'erne, har det reelt været på tale, at SF kan tage regeringsansvar - dels fordi Socialdemokraterne indtil nu har afvist det og dels fordi SF ikke tidligere for alvor har villet det - nu bakkes vores ønske oven i købet op af vælgerne, idet 2/3 af centrum/venstrevælgerne foretrækker en regering, hvor SF har ministerposter. Det er overordentlig positivt.

Nu venter den rigtig store udfordring, nu skal vi nemlig til at diskutere og enes om, hvad vores politiske krav til en regeringsdannelse skal være. Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring - der er oplagte uenigheder imellem SF, Socialdemokraterne og De Radikale på centrale områder som fx. skattestoppet, folkeskolepolitikken og udlændingepolitikken. Derfor forventer jeg heller ikke, at debatten om vores krav bliver problemfri og derfor er det heller ikke givet, at vi efter næste valg ender i Regering. Men fra nu af og frem til et valg, så skal SF igang med at drøfte, hvad vores krav er, hvor langt vi er klar til at gå i forhold til skattestoppet, 24 års-reglen og tilknytningskravet mm sådan, at Villy Søvndal efter et valg kan sætte sig til forhandlingsbordet med Helle Thorning og Marianne Jelved med henblik på at forhandle et regeringsgrundlag - som er stærkt præget af SF.

Det blev da også lige til en hurtig debat om opstillingsformer til valg. Jeg talte for at bibeholde partilisten som mulig opstillingsform - og sådan faldt afstemningen heldigvis også ud. Jeg er ikke religiøs i forhold til opstillingsform, jeg synes blot, at det er centralt, at det er partiforeningerne, der vælger den opstillingsform, som passer til dem og deres lokalområde. I virkeligheden er de rigtig religiøse i denne debat alle dem, som kører en voldsom hetz på partilisten og som gang på gang forsøger at få den forbudt - bare fordi jeg er tilhænger af partilisten, så prøver jeg altså ikke at få den sideordnede opstilling gjort forbudt i partiet.. Jeg synes, modstanderne af partilisten skal tage debatten lokalt og kæmpe for at der bruges en anden opstillingsform i deres lokalområde..

Ellers skete der ikke det store på landsmødet. Der var en rigtig god stemning - folk var glade og begejstrede for at være SF'ere og for at være på landsmøde. Vi hilste på vores medlem nr 10.000, hyllede SFU som forhåbentlig lige er blevet Danmarks største politiske ungdomsorganisation og holdt vi som altid en udemærket fest lørdag aften.

Debatten om Asmaa kører videre og idag har Villy Søvndal nogle klokkeklare og meget fornuftige udtalelser i Information, hvor han argumenterer for, at Asmaa Hamid-Abdol lunkne holdninger ikke hører hjemme på venstrefløjen - det er kloge ord fra formanden. Jeg lægger linket til Informations artikel, så kan I jo selv læse den.

http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.php?pShow=TryktAvis%2FTAvVis.php&pTAvVis=214555

Det tyder i øvrigt på, at debatten kommer til at køre videre på SF's landsmøde i weekenden - det vil jeg da glæde mig til, det er en helt central diskussion om venstrefløjens værdier og holdninger som Asmaa-sagen har medført..

Et af ugens hotte emner i den offentlige debat har været Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget. Jeg må sige, at jeg har fulgt debatten ret tæt og jeg er faktisk ganske forundret over, at Enhedslisten vil opstille hende.

Efter min mening praktiserer hun nemlig et undertrykkende og dybt religiøst menneskesyn. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun ikke vil trykke en mand i hånden, fordi hun ser det som en seksuel handling. Endvidere har hun en noget uklar og yderst betænkelig holdning til homoseksuelles rettigheder og dødsstraf..  

Dansk Folkeparti har desværre fået debatten til at handle om, hvorvidt det er i orden at bruge tørklæde på Folketingets talerstol. Det er en skævvridning af debatten. Tørklædet er ikke et problem i sig selv, men når tørklædet, som i Asmaas tilfælde, dækker over et reaktionært syn på ligestilling og seksualitet, så er det ærgeligt, at det bliver et spørgsmål om symboler i stedet for et spørgsmål om Asmaas holdninger og demokratiske sindelag. For skal vi endelig diskuterer tørklædet, så skal det efter min mening ses som en del, af den debat, der handler om, at Asmaa promoverer tørklædet som beskyttelse af kvinder imod mænds glubske seksualitet - et tørklæde som tusindvis af muslimske kvinder kæmper for at frigøre sig fra i kampen for respekt, ligestilling og frigørelsen fra et reaktionært og ældgammelt kvindesyn. Det kvindesyn medvirker Asmaa til at holde liv.

Den demokratiske venstrefløj har altid kæmpet imod religiøs undertrykkelse, vi har kæmpet for mennesker frigørelse og for kønnenes ligestilling. Det har altid været og er stadig hjørnestenene i vores menneskesyn - derfor melder spørgsmålet sig hurtigt - er Asmaa egentlig socialist? Og hvorfor vil Enhedslisten opstille hende? Er de på denne måde ikke med til at legitimere reaktionære holdninger?

I dag kan man i flere medier læse, at Helle Thorning er klar til at danne regering med Kristendemokraterne, hvis de ved næste valg klarer spærregrænset.. Det må være tegn på, at Helle Thorning er en presset kvinde, ellers ville hun vel ikke begynde at bygge luftkasteller om en socialliberal regering sammen med et parti, der står til omkring 1% af stemmer og ingen udsigt har til at komme i Folketinget ved næste valg... Jeg vil lige understrege, at jeg intet har imod Kristendemokraterne - på mange områder er de gennemgående fornuftige - men så har de også lige et par brist som ex. den principielle modstand imod abort mm. Helt realistisk så er de bare ikke en særlig stærk samarbejdspartner og jeg undrer mig over, at Helle Thorning spilder sin tid på en desperat bogstavleg i stedet for at koncentere sig om at styrke det alternativ bestående af Socialdemokraterne, Radikale og SF, som allerede eksisterer.

Ja, jeg har så fødselsdag i dag - jeg bliver 29 år og jeg har aldrig haft det bedre Jeg er helt med på, at der nu kun er et år til, at jeg fylder 30 år og dermed runder mit første skarpe hjørne.. Derfor er det vel på tide, på godt og ondt at gøre status på livet lige inden de 30 år.

Civilstatus: single - dog kun midlertidig (på samme måde som rennæssancen var en overgang)

Børn: ingen og heller ingen på vej - ej heller planer om det. (har dog tre søde niecer)

Grå hår: jeps, de er begyndt at dukke op - men de skjules nemt, så mange er der nemlig ikke kommet endnu..

Rynker: min pande er fuld af det, der i ansigtscreme-reklamerne hedder "fine linier" - de bliver dog til egentlig rynker, når jeg bliver skrap..

Fast ejendom: Intet, med mindre at en cykel og en seng tæller med..

Job: He he he.... jeg går ind for livslang læring og studerer endnu... Jeg blev færdig som lærer sidste år men gik straks igang med at læse en kandidatudannelse i pædagogisk sociologi på Danmarks Pædagogiske Uddannelse.

Parti: Jeg har altid kun stemt på SF (surprice)

Sådan har jeg stemt til EU-afstemningerne: Amsterdam:nej, ØMU'en: nej - ville have stemt ja til Nice, hvis den var kommet til afstemning.

Ting som gør mit liv godt: mine venner, rødvin, familien, mit studie, SF

Yndlingsfilm:Chocolat, Finding Neverland, Shakespeare in Love, Ondskab, Drømmen

Yndlings tv-serier: Sex and the city og Stolthed og fordom (BBC 2006)

Yndlings bøger: Hundehoved af Morten Ramsland, Det forsømte forår af Hans Scherfig, Den lukkede bog af Jette A Kaarsbøl, Tyvenes marked og Ondskab af Jan Guillou

Yndlings cd: Dog Man Star fra Suede tilbage fra 1994

Svaghed: Jeg er meget nem at overtale til hygge og halløj selv om jeg ikke har tid..

Styrke: Ekstrem social og god til at snakke med forskellige mennesker. At jeg har sådan nogle dejlige venner..

På en skala fra 1-10, hvor tilfreds er jeg så med mit liv: 9 (10'eren kan måske nås, hvis der en dag opstår et sammenfald imellem flere af følgende ting: jeg får et fedt job, møder en spændende mand, solen skinner, er lidt rødvinsfuld, er sammen med mine dejlige venner eller Johnny Depp ringer og inviterer mig ud)

De sidste par år har antallet af unge, som vil være lærere faldet og i år begynder de virkelig små årgange at blive færdige på seminarierne - det betyder, at vi indenfor ganske få år kommer til at mange uddannede lærere i den danske folkeskole. Det er et stort problem for et samfund, som vil konkurrere på at være verdens førende videnssamfund og hvor folkeskolen spiller så central en rolle i forhold til at ruste børne til fremtiden. Alle undersøgelser viser nemlig, at børn får det bedste og største udbytte ud af undervisning, som er tilrettelagt og gennemført af uddannede lærer - meget få mennesker er pædagogiske naturtalenter - pædagogik er et håndværk, som skal læres og opdyrkes.. Derfor er det centralt at vores lærere er uddannede.

Man kan jo spørge sig selv. hvorfor unge ikke vil være lærere mere - ja man kan spørge mig, for jeg er faktisk en af dem. Jeg har gennemført en læreruddannelse med et ret godt resultat, på et virkelig godt seminarium, jeg har haft flere inspirerende undervisere, har mødt en masse dygtige medstuderende, som brænder for at undervise og jeg har haft lejligheden til at undervise en masse fantastiske, søde og nysgerrige børn og unge og jeg elsker at undervise. Men hvorfor skal jeg så ikke være lærer?

Jeg vil simpelthen ikke byde mig selv de vilkår, som lærere arbejder under i dag. Den generelle samfundsholdning fra offentligheden og politikerne - ja selv undervisningsministeren, er uhyre negativ i forhold til lærernes arbejde. Som lærer møder man konstant kritik og mistænkeliggøres for ikke at gøre sit arbejde ordentligt. Man pålægges en lang række administrative opgaver, som ikke har noget med undervisning at gøre, og som ikke nødvendigvis leder til en bedre undervisning eller mere kontakt med eleverne. Der er for mange elever i klasserne, undervisningsmaterialerne er for dårlige, der er ikke penge til efteruddannelse og lønnen er ovenikøbet elendig. Jeg har ekstrem stor respekt for de mennesker, som vælger at arbejde som lærere - desværre kan jeg også se, at stærke, kompetente og innovative nyuddannede lærere ikke kan holde til arbejdet. Jeg blev færdiguddannet i 2006 og jeg kender i hvert fald ti, som jeg har læst med, som allerede er brændt ud, er sygemeldt med stress, eller som har besluttet sig for at vende folkeskolen ryggen til sommer. Det er rigtig trist for sandheden er, at det at undervise er noget af det mest livsbekræftende, inspirerende og meningsfyldte, jeg har oplevet..

Det er et massivt problem, at de nyuddannede ikke kan holde til arbejdet samtidig med, at seminarierne ikke kan få nok studerende.. Men helt ærlig, for at vende tilbage til spørgsmålet - hvorfor vil de unge ikke være lærere? Jeg forstår det i hvert fald godt, hvem vil frivilligt uddanne sig til et lavstatus job, som folk ikke respekterer? Hvem vil arbejde et sted, hvor man er ved at drukne i administrativt arbejde? Hvem vil arbejde et sted, hvor der ikke er råd til efteruddannelse? Hvem vil arbejde et sted, hvor man ikke har reel mulighed for at gøre sit arbejde ordentligt? Jeg kunne blive ved..  Men hvor om alting er, så synes jeg ikke, at det er sært, at veluddanne unge mennesker ikke vælger at blive lærere når verden ligger for deres fødder.. Jeg er overbevist om, at situationen ville være en anden, hvis vores undervisningsminister roste lærernes arbejde, hvis lønnen var bedre og udviklingsmulighederne større - hvis lærerjobbet igen blev et statusjob.. indtil da, så er lærermanglen en realitet.