Man må sige at Ny Alliance er kommet fantastisk fra start - i følge Megafon vil de storme i folketinget med 27 mandater og bliver Danmark 3. største parti, hvis der var valg i dag (og de har fået samlet de 20.000 underskrifter) og medlemmerne vælter ind. De ser ud til at være en bragende succes. Khaders problem er bare, at der ikke er valg i dag og at der sikkert heller ikke bliver valg før tidligst til efteråret. Det gode spørgsmål er nemlig, om Ny Alliance formår at holde sig varme indtil et valg om de kan navigere og overleve det lange seje træk? Deres politiske grundlag er jo sparsomt og ærlig talt, så er deres formands politiske tæft også tilsvarende sparsomt. Naser Khader er en fremragende kommunikator og et godt brand for partiet - men hånden på hjertet, er der så nogen der ved, hvad den mand mener om andet en Mellemøsten, Islam og ytringsfrihed? Nej - vel! Skal Ny Alliance have en chance for at blive toneangivende i dansk politik, så skal Naser Khader vise en hidtil uset side af sig selv og bevise, at han kan skabe resultater, have holdninger til forskellige almindelige politiske emner som barselsorlov, folkeskolen, naturgenopretning osv osv. Kan han det, så kan det være at partiet har en fremtid. Jeg tror dog stadig ikke på Khaders evner og partiets levedygtighed - jeg tror, vi i disse dage er vidner til fødslen af Danmarks største og mest omtalte døgnflue.

I de sidste 5-10 år har vi i samfundet højlydt diskuteret, om det faglige niveau i folkeskolen er påvirket af antallet af børn med anden etnisk baggrund en dansk i klasserne. På flere af de indvandretunge folkeskoler trækkes de etnisk danske elever ud for enten at komme på privatskole eller overflyttes til en anden mere ”hvid skole”. Det sker som oftest med henvisning til en bekymring om skolernes faglige niveau.

Med den udvikling in mente er det derfor ret interessant, at Rockwool Fonden netop har påvist, at så længe andelen af elever med indvandrerbaggrund er under 50%, så påvirker det ikke de skolemæssige præstationer hos de danske elever, mens indvandrerbørnene præstationer allerede påvirkes ved en andel på 10%.

Vi står overfor en kæmpe stor udfordring i de større danske byer, hvor der på flere skoler er et flertal af børn med indvandrebaggrund. Jeg vil, at vores folkeskole skaber de bedste læringsbetingelser for alle børn og at alle børn lærer mest muligt, derfor er vi nødt til at tage Rockwool Fondens resultater alvorligt, ellers lader vi en stor gruppe børn i stikken.

Fra politisk side har vi igennem flere år satset på, at folkeskolerne decentralt kunne løse opgaven, men virkeligheden har vist, at det var en stor fejltagelse. Skolerne er slet ikke klædt på, til at løse udfordringen med en stor koncentration af børn med anden etnisk baggrund end dansk og resultatet er, at alt for mange unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer til, at kunne klare en ungdomsuddannelse. Løser vi ikke dette problem, så vil vi på sigt skabe en ny underklasse bestående af borgere med indvandrerbaggrund. Det er ikke retfærdigt eller ønskværdigt – alle børn skal have en chance for at få en god uddannelse og et godt liv.

Den udfordring som ligger ligefor, er at udvikle en model for spredning af eleverne, sådan at alle skoler i en kommune tager ansvar og sådan at børn kommer på en skole, hvor læringsmiljøet er optimalt. Tilsvarende mener jeg, at det er centralt for samfundets sammenhængskraft, at folkeskolen faktisk er folkets skole, og at man som elev møder børn fra alle dele af samfundet.

I forlængelse heraf bør vi overveje om der fra folketingets side, skal fastlægges et vejledende niveau for, hvor mange børn med indvandrebaggrund der maximalt må være på skolerne – det kunne fx være 25%. Det er to lidt følsomme diskussioner, at fastlægge grænsen og om det er noget Folketinget skal blande sig i. Traditionen i Danmark er, at begge spørgsmål afklares lokalt i byrådene.  

Man kan naturligvis ikke ”sprede” sig helt ud af problemet, derfor bør folkeskolen generelt styrkes, sådan at den er bedre rustet til, at skabe et godt læringsmiljø for børn med indvandrebaggrund. Nogle konkrete tiltag kunne være:

- at ændre læreruddannelsen, så de nye lærere er bedre uddannede til at arbejde i en multietnisk skole, fx obligatorisk uddannelse i Dansk som andetsprog.

- at tilføre klasserne flere lærerressourcer sådan, at der er to lærere pr klasse i hver time indtil 5. klasse og i nogle tilfælde endnu højere op.

- tillade, at noget af undervisningen af de etniske minoriteter foregår på deres modersmål – det vil være en stor faglig støtte til dem, idet manglende sproglige færdigheder bremser deres faglige udvikling i alle skolefag.

- at kommunerne får ret til at anvise 5-10% af pladserne på privatskolerne til unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det er rimeligt, at privatskolerne også tager et socialt ansvar.

- at der indføres heldagsskole indtil 3. klasse.

Jeg synes det er en super vigtig debat, som venstrefløjen har forsømt igennem mange år i misforstået godhed og forventninger om, at det hele nok skulle løse sig, hvis bare tiden gik og skolerne gjorde deres bedste. Sådan er det bare ikke gået alt for mange børn tabes – det er ikke skolernes eller lærerens skyld – det er politikernes og ikke mindst venstrefløjens.

Danmark har fået et nyt parti – i dag har det socialliberale parti Ny Alliance set lyset. Partiet er stiftet af de nu tidligere radikale Naser Khader og Anders Samuelsen samt den tidligere konservative Gitte Seeberg. Partiet dannes ikke på en konkret politisk sag eller på grund af en politisk strømning i befolkningen, det er i høj grad blevet dannet som et resultat af interne politiske uenigheder om strategien i de Radikale og Konservative. I de Radikale handler uenighederne om samarbejdet hen over midten og om i høj grad partiet skal lænke sig til oppositionen. I de Konservative handler uenighederne om, i hvor høj grad det er ønskværdigt, at Dansk Folkeparti dominerer regeringens og især de Konservatives politik. Nu har to af Marianne Jelveds hårdeste kritikere så forladt de Radikale og Gitte Seeberg har opgivet at frigøre de Konservative fra Dansk Folkepartis indflydelse. De tre er gået sammen i troen på, at der er plads til og brug for et nyt borgerligt liberalt parti på midten i dansk politik. Herom kan jeg nu have min tvivl.

Ny Alliance er en besynderlig størrelse, som på den ene side i uforsonlige vendinger tager skarpt afstand fra Dansk Folkeparti og som på den anden side samtidig erklærer sig som et socialliberalt/socialkonservativt parti, der vil pege på Anders Fogh som statsminister. Med det udgangspunkt er der stor risiko/chance for, at partiet bliver overflødige i dansk politik. Det vil være meget svært at forestille sig, at de samarbejder med De Radikale og Socialdemokraterne, og det vil tilsvarende være vanskelige at forestille sig en situation, hvor højrefløjen kan mønstre et flertal uden Dansk Folkeparti med Ny Alliance – det vil i hvert fald kræve, at partiet kommer i folketinget med en jordskredssejr og det tvivler jeg på, som tingene står nu. Ny Alliance skal primært hente sine vælgere fra de Konservative, de Radikale og så alle Khaders fans. Alle meningsmålinger viser, at de Radikale vælgere i langt overvejende orienterer sig mod venstrefløjen, hvorfor vælgerpotentialet herfra vil være begrænset for Ny Alliance – det er altså Khaders person og stemmer fra de Konservative, der skal bringe partiet i Folketinget. Det er naturligvis ikke umuligt, men idet partiet ikke er stiftet på en konkret mærkesag, har de heller ikke særlig stort potentiale for at mobilisere nye vælgere, hvorfor det må forventes, at partiet primært erobrer borgerlige stemmer og på den måde spreder stemmerne på højrefløjen og muligvis dermed skaber et stemmespild, hvis de ikke når spærregrænsen. Det er naturligvis ganske udmærket set udfra et venstreorienteret perspektiv – men det er næppe Khaders hensigt.

I skrivende stund er det franske præsidentvalg endnu ikke afgjort - om end den højreorienterede Sarkozy fører ret overbevisende over socialdemokraten Royal i meningsmålingerne – men alle ved, at slutspurten er afgørende, så intet er afgjort, før stemmerne er talt op.

Det franske præsidentvalg har altid stor betydning ud over Frankrigs grænser og det er ikke for meget at hævde, at netop dette valg af fransk præsident får afgørende betydning for EU’s fremtid. De to kandidater står for hver deres meget markante tilgang til det europæiske samarbejde og ovenpå Merkels genoplivning af forfatningen og debatten EU’s fremtid befinder samarbejdet sig i et vakum, hvor man venter på, at giganternes kamp er overstået og at en ny fransk præsident blander sig i kampen om EU’s fremtid.

Den socialdemokratiske Royal vil genoplive forfatningen i sin nuværende form og tilføje et kapitel om et socialt Europa – det som i Danmark er blevet døbt en social pagt. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at det primært var centrum/venstre vælgerne, som stod bag det franske nej, som sendte forfatningstraktaten til tælling. Dengang var argumenterne for nej’et, at forfatningen modarbejdede visionerne om et socialt Europa – for at tækkes disse vælgere er Royal naturligvis nødt til at sætte EU’s sociale dimension på dagsordenen. Det gode spørgsmål er blot, om den Europæiske centrum/venstrefløj kan enes om udformningen af en social pagt – jeg kan have min tvivl – ikke mindst fordi England til enhver tid vil bekæmpe dette.

Den højreorienterede Sarkozy er blandt andet gået til valg på løftet om, at forfatningen er død, og at EU’s næste traktat kun vil være en minimumstraktat, som sikre at EU’s institutioner fungerer et par år ind i fremtiden. Med ham som præsident vil Frankrig være helt på linie med England.

Premiereminister Tony Blair og hans formodede efterfølger Gordon Brown har nemlig den tilgang til EU-spørgsmålet, at forfatningen en død og at den sammen med debatten om EU’s fremtid skal forblive død – de vil til nød kunne acceptere en minitraktat for at skabe ro omkring samarbejdet men de vil under omstændigheder få svært ved at enes med Royal om en social pagt. Ikke desto mindre bliver resultatet af det franske præsidentvalg udslagsgivende for hvordan debatten om EU’s fremtid former sig.

Det scenarie, der tegner sig lige nu, er, at når EU’s regeringsledere mødes i juni, så fastlægger de køreplanen for tilblivelsen og ratificeringen af en minitraktat inden Europaparlamentsvalget i forsommeren 2009. En minitraktat som kun løser de institutionelle problemer, som det udvidede EU stor overfor. Det drejer sig fx om fordeling af mandater i parlamentet, stemmevægte i ministerrådet osv. Spørgsmål der, i et dansk perspektiv, formodentlig vil være forholdsvis ukontroversielle.

Det betyder også, at vi næppe skal igennem en folkeafstemning i Danmark, idet SF og Enhedslisten vil være de eneste partier, som insisterer på en folkeafstemning, hvis udgangspunktet er en minitraktat. Regeringen vil med rimelighed kunne argumenterer for, at der ikke afgives suverænitet og så slipper de behændigt for en afstemning, der fjerner fokus fra den nationale dagsorden. En manøvre vi nok kommer til at se i flere lande end Danmark og som er en effektiv metode til, at dræbe den demokratiske debat om EU’s fremtid.

Som mange sikkert husker, så gennemgik Århus kommune en voldsom sparerunde i forbindelse med budgetforliget i efteråret - i alt blev der sparet 410 mio, som især blev fundet på børne- og ældreområdet. Nu er det så kommet frem, at Århus kommune formodentlig får et overskud på omkring 400-500 mio kroner i 2006 - besparelserne var ikke bare uansvarlig - de var tilsyneladende også unødvendige. Jeg synes, at Byrådets flertal står med et kæmpe forklaringsproblem - hvorfor skulle byens børn, unge og ældre igennem de store sparerunder, når Århus faktisk havde råd til at fastholde niveauet. Det eneste rigtige i denne situation må være, at lede hovedparten af pengene tilbage til de områder, som blev ramt af besparelserne - alt andet er at holde alle de frustrerede forældre, elever, pædagoger og borgere, som gik på gaden for nar. Det betyder, at byrådet må sørge for, at de planlagte besparelser i forbindelse med efterårets budgetforlig tages af bordet igen. Det gode spørgsmål i den forbindelse er, om Nikolaj Wammen vil bruge det venstreorienterede flertal til at genrejse velfærden i Århus.

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at SF har haft landsmøde i denne weekend. I et historisk perspektiv var det et skelsættende landsmøde - vi vedtog nemlig, at SF kan gå i regering efter næste valg. Ikke siden SF medvirkede til at vælte det røde kabinet i 60'erne, har det reelt været på tale, at SF kan tage regeringsansvar - dels fordi Socialdemokraterne indtil nu har afvist det og dels fordi SF ikke tidligere for alvor har villet det - nu bakkes vores ønske oven i købet op af vælgerne, idet 2/3 af centrum/venstrevælgerne foretrækker en regering, hvor SF har ministerposter. Det er overordentlig positivt.

Nu venter den rigtig store udfordring, nu skal vi nemlig til at diskutere og enes om, hvad vores politiske krav til en regeringsdannelse skal være. Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring - der er oplagte uenigheder imellem SF, Socialdemokraterne og De Radikale på centrale områder som fx. skattestoppet, folkeskolepolitikken og udlændingepolitikken. Derfor forventer jeg heller ikke, at debatten om vores krav bliver problemfri og derfor er det heller ikke givet, at vi efter næste valg ender i Regering. Men fra nu af og frem til et valg, så skal SF igang med at drøfte, hvad vores krav er, hvor langt vi er klar til at gå i forhold til skattestoppet, 24 års-reglen og tilknytningskravet mm sådan, at Villy Søvndal efter et valg kan sætte sig til forhandlingsbordet med Helle Thorning og Marianne Jelved med henblik på at forhandle et regeringsgrundlag - som er stærkt præget af SF.

Det blev da også lige til en hurtig debat om opstillingsformer til valg. Jeg talte for at bibeholde partilisten som mulig opstillingsform - og sådan faldt afstemningen heldigvis også ud. Jeg er ikke religiøs i forhold til opstillingsform, jeg synes blot, at det er centralt, at det er partiforeningerne, der vælger den opstillingsform, som passer til dem og deres lokalområde. I virkeligheden er de rigtig religiøse i denne debat alle dem, som kører en voldsom hetz på partilisten og som gang på gang forsøger at få den forbudt - bare fordi jeg er tilhænger af partilisten, så prøver jeg altså ikke at få den sideordnede opstilling gjort forbudt i partiet.. Jeg synes, modstanderne af partilisten skal tage debatten lokalt og kæmpe for at der bruges en anden opstillingsform i deres lokalområde..

Ellers skete der ikke det store på landsmødet. Der var en rigtig god stemning - folk var glade og begejstrede for at være SF'ere og for at være på landsmøde. Vi hilste på vores medlem nr 10.000, hyllede SFU som forhåbentlig lige er blevet Danmarks største politiske ungdomsorganisation og holdt vi som altid en udemærket fest lørdag aften.

Debatten om Asmaa kører videre og idag har Villy Søvndal nogle klokkeklare og meget fornuftige udtalelser i Information, hvor han argumenterer for, at Asmaa Hamid-Abdol lunkne holdninger ikke hører hjemme på venstrefløjen - det er kloge ord fra formanden. Jeg lægger linket til Informations artikel, så kan I jo selv læse den.

http://www.information.dk/InfWebsite/FremvisningPHP/Common/Information.php?pShow=TryktAvis%2FTAvVis.php&pTAvVis=214555

Det tyder i øvrigt på, at debatten kommer til at køre videre på SF's landsmøde i weekenden - det vil jeg da glæde mig til, det er en helt central diskussion om venstrefløjens værdier og holdninger som Asmaa-sagen har medført..

Et af ugens hotte emner i den offentlige debat har været Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget. Jeg må sige, at jeg har fulgt debatten ret tæt og jeg er faktisk ganske forundret over, at Enhedslisten vil opstille hende.

Efter min mening praktiserer hun nemlig et undertrykkende og dybt religiøst menneskesyn. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun ikke vil trykke en mand i hånden, fordi hun ser det som en seksuel handling. Endvidere har hun en noget uklar og yderst betænkelig holdning til homoseksuelles rettigheder og dødsstraf..  

Dansk Folkeparti har desværre fået debatten til at handle om, hvorvidt det er i orden at bruge tørklæde på Folketingets talerstol. Det er en skævvridning af debatten. Tørklædet er ikke et problem i sig selv, men når tørklædet, som i Asmaas tilfælde, dækker over et reaktionært syn på ligestilling og seksualitet, så er det ærgeligt, at det bliver et spørgsmål om symboler i stedet for et spørgsmål om Asmaas holdninger og demokratiske sindelag. For skal vi endelig diskuterer tørklædet, så skal det efter min mening ses som en del, af den debat, der handler om, at Asmaa promoverer tørklædet som beskyttelse af kvinder imod mænds glubske seksualitet - et tørklæde som tusindvis af muslimske kvinder kæmper for at frigøre sig fra i kampen for respekt, ligestilling og frigørelsen fra et reaktionært og ældgammelt kvindesyn. Det kvindesyn medvirker Asmaa til at holde liv.

Den demokratiske venstrefløj har altid kæmpet imod religiøs undertrykkelse, vi har kæmpet for mennesker frigørelse og for kønnenes ligestilling. Det har altid været og er stadig hjørnestenene i vores menneskesyn - derfor melder spørgsmålet sig hurtigt - er Asmaa egentlig socialist? Og hvorfor vil Enhedslisten opstille hende? Er de på denne måde ikke med til at legitimere reaktionære holdninger?