I dag er det 14 år siden, at danskerne ved en folkeafstemning stemte ja til Edinburgh-aftalen efter at have forkastet Maastricht-traktaten året før. SF var hovedarkitekten bag det nationale kompromis, som ledte til Edinburgh-aftalen, og som medførte, at Danmark fik fire undtagelser fra EU-samarbejdet; undtagelsen fra ØMU’en, fra det fælles unionstatsborgerskab, på forsvarsområdet samt den retslige undtagelse.

De har fra starten været en torn i øjet på den mest euro-begejstrede del af det politiske spektrum og derfor har de også hele tiden været under voldsomt politisk pres.

Aktuelt er det især den retspolitiske undtagelse, der er til debat. Det handler om, hvorvidt den spænder ben for dansk deltagelse i fælles terrorbekæmpelse og især om, hvordan vi fra dansk side skal deltage i fælles asyl- og indvandrepolitik. Tilsvarende er der debat om den forsvarspolitiske undtagelse, idet fortolkningen af denne blokerer for dansk deltagelse i fx minerydning, uddannelse politibetjente osv. i kriseramte områder.

SF’s tilgang til debatten er mere nuanceret og kompliceret end de øvrige partier, som enten vil afskaffe eller bare undtagelserne som de er. SF ønsker en revision af forsvarsundtagelsen, sådan at man fx kan deltage i humanitære opgaver som minerydning samt en revision af den retslige undtagelse, så man kan arbejde for at skabe en fælles asylpolitik i EU. Vi vil ikke afskaffe undtagelserne, idet de stadig tjener et formål, men vi vil gerne revidere dem, sådan at vi kan udvide vores europæiske handlerum.

Jeg synes, det er en relevant diskussion om SF’s vej er farbar. Skal undtagelserne ændres, så skal de ske ved en folkeafstemning, hvor et flertal i folketinget klart definerer et afstemningstema, som befolkningen skal stemme om. Dette betyder, at der skal skabes et flertal i folketinget for en revision af hver af de to undtagelser. I forhold til forsvarsundtagelsen er der et klart flertal for blot at afskaffe det, her har SF’s ideer ikke meget gang på jorden. I forhold til den retspolitiske undtagelse er det straks mere interessant, idet der her tegner sig flere muligheder for en revision. Desværre vil regeringens nuværende flertal hellere lave en flygtningeundtagelse, som sikrer at den danske udlændingepolitik forbliver upåvirket af EU. Det er ikke lige SF’s kop kaffe og der er heller ikke meget grund til at tro, at man kan nå til enighed på området. Det er nok mest realistisk, at en folkeafstemning om de to undtagelser bliver en afstemning om at bevare eller afskaffe dem i deres nuværende form. I det tilfælde er det spændende at se, hvilken position SF vil vælge at indtage.. Personligt vil det nok blive en stemme for at bevare begge undtagelser – en afskaffelse af undtagelserne er politisk mere betænkeligt end at bevare dem i deres nuværende form.

Det er efterhånden tydeligt for alle, at regeringen er i gang med at gøre sig klar til et folketingsvalg. Tegnene hober sig op - jeg nævner i flæng: de danske soldater trækkes ud af Irak. Er det mon tilfældigt, at det sker i denne sommer? Situationen i Irak er jo langt fra stabil. Der skal gennemføres en kvalitetsreform, som forventes at lede penge ud i denne offentlige sektor. Det forventes, at årets kommuneaftale bliver rundhåndet modsat alle tidligere kommuneaftaler med denne regering. Senest har indenrigsministeren meldt ud, at kommunernes og regionernes overforbrug på fem milliarder fra sidste år ikke - som tidligere proklameret, vil blive modregnet i de kommende budgetter. Det er tydeligt, at regeringen er i gang med at lukke de værste huller, føre penge ud i det offentlige til skolerne, sygehusene, ældreplejen mm sådan, at de ikke skal gå til valg på en helt udsultet offentlig sektor. Desværre kommer regeringen helt uretfærdigt til at fremstå som årets julemand, når milliarderne ledes ud i samfundet igen. Julefortællingen bliver: ’Vi har en regering, som både er bedst at holde skatten i ro og som sørme også kan finde ud af at sikre velfærden’.

Sandheden er jo at regeringens uansvarlige skattestop har medført, at de danske folkeskoler er slidt ned, at hjemmehjælpen i mange kommuner er skåret ned til et uanstændigt niveau og at normeringen i daginstitutionerne er væsentlig forringet. Alt sammen mens samfundets rigeste er blevet forgyldt..

I dagens avis er jeg stødt på en artikel om, at EU-kommissionen har netop fremsat et forslag om, at fødevarevirksomheder med færre end ti ansatte og en omsætning under 15 millioner kroner om året skal fritages for egenkontrollen. Det betyder konkret, at tusindvis af slagtere, grønthandlere, shawarmabarer og restauranter i fremtiden kan slippe for at dokumentere, at de har styr på hygiejnen i deres virksomhed. Behøver jeg at sige, at jeg ikke er særlig begejstret for det forslag. Egenkontrollen og dokumentationen er en central del af den indsats som medvirker til at sikre, at danskerne kan stole på, at de køber ordentlige fødevarer, som de ikke bliver syge af. Ifølge Fødevarestyrelsen bliver 100.000 danskere hvert år syge af fødevareforgiftning, som de har pådraget sig på en restaurant, pizzeria mm. Gennemføres dette forslag vil endnu flere forbrugere blive syge af at købe mad i de små butikker og restauranter

Formålet med kommissionens forslag er at gøre livet lettere for virksomheder, der drukner i administrativt bøvl på grund af detaljerede EU-regler. Den intention kan jeg godt have sympati for, men det er ikke holdbart, at forbrugerne skal betale prisen. Der må kunne findes en løsning, som både hjælper virksomheder og samtidig sikrer, at der ikke gås på kompromis med hygiejnen og fødevaresikkerheden.

Desværre er forslag er et godt eksempel på, hvordan hensynet til virksomhedernes konkurrenceevne gang på gang modarbejder hensynet til menneskene i EU. Så længe hensynet til det indre marked vejer tungest vil kommissionen gang på gang kunne fremsætte denne type forslag, som gør livet sværere for almindelige mennesker. Det er ikke det EU, jeg ønsker mig – der er brug for et opgør med det indre marked som omdrejningspunkt for EU’s politiske arbejde.

Man må sige at Ny Alliance er kommet fantastisk fra start - i følge Megafon vil de storme i folketinget med 27 mandater og bliver Danmark 3. største parti, hvis der var valg i dag (og de har fået samlet de 20.000 underskrifter) og medlemmerne vælter ind. De ser ud til at være en bragende succes. Khaders problem er bare, at der ikke er valg i dag og at der sikkert heller ikke bliver valg før tidligst til efteråret. Det gode spørgsmål er nemlig, om Ny Alliance formår at holde sig varme indtil et valg om de kan navigere og overleve det lange seje træk? Deres politiske grundlag er jo sparsomt og ærlig talt, så er deres formands politiske tæft også tilsvarende sparsomt. Naser Khader er en fremragende kommunikator og et godt brand for partiet - men hånden på hjertet, er der så nogen der ved, hvad den mand mener om andet en Mellemøsten, Islam og ytringsfrihed? Nej - vel! Skal Ny Alliance have en chance for at blive toneangivende i dansk politik, så skal Naser Khader vise en hidtil uset side af sig selv og bevise, at han kan skabe resultater, have holdninger til forskellige almindelige politiske emner som barselsorlov, folkeskolen, naturgenopretning osv osv. Kan han det, så kan det være at partiet har en fremtid. Jeg tror dog stadig ikke på Khaders evner og partiets levedygtighed - jeg tror, vi i disse dage er vidner til fødslen af Danmarks største og mest omtalte døgnflue.

I de sidste 5-10 år har vi i samfundet højlydt diskuteret, om det faglige niveau i folkeskolen er påvirket af antallet af børn med anden etnisk baggrund en dansk i klasserne. På flere af de indvandretunge folkeskoler trækkes de etnisk danske elever ud for enten at komme på privatskole eller overflyttes til en anden mere ”hvid skole”. Det sker som oftest med henvisning til en bekymring om skolernes faglige niveau.

Med den udvikling in mente er det derfor ret interessant, at Rockwool Fonden netop har påvist, at så længe andelen af elever med indvandrerbaggrund er under 50%, så påvirker det ikke de skolemæssige præstationer hos de danske elever, mens indvandrerbørnene præstationer allerede påvirkes ved en andel på 10%.

Vi står overfor en kæmpe stor udfordring i de større danske byer, hvor der på flere skoler er et flertal af børn med indvandrebaggrund. Jeg vil, at vores folkeskole skaber de bedste læringsbetingelser for alle børn og at alle børn lærer mest muligt, derfor er vi nødt til at tage Rockwool Fondens resultater alvorligt, ellers lader vi en stor gruppe børn i stikken.

Fra politisk side har vi igennem flere år satset på, at folkeskolerne decentralt kunne løse opgaven, men virkeligheden har vist, at det var en stor fejltagelse. Skolerne er slet ikke klædt på, til at løse udfordringen med en stor koncentration af børn med anden etnisk baggrund end dansk og resultatet er, at alt for mange unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer til, at kunne klare en ungdomsuddannelse. Løser vi ikke dette problem, så vil vi på sigt skabe en ny underklasse bestående af borgere med indvandrerbaggrund. Det er ikke retfærdigt eller ønskværdigt – alle børn skal have en chance for at få en god uddannelse og et godt liv.

Den udfordring som ligger ligefor, er at udvikle en model for spredning af eleverne, sådan at alle skoler i en kommune tager ansvar og sådan at børn kommer på en skole, hvor læringsmiljøet er optimalt. Tilsvarende mener jeg, at det er centralt for samfundets sammenhængskraft, at folkeskolen faktisk er folkets skole, og at man som elev møder børn fra alle dele af samfundet.

I forlængelse heraf bør vi overveje om der fra folketingets side, skal fastlægges et vejledende niveau for, hvor mange børn med indvandrebaggrund der maximalt må være på skolerne – det kunne fx være 25%. Det er to lidt følsomme diskussioner, at fastlægge grænsen og om det er noget Folketinget skal blande sig i. Traditionen i Danmark er, at begge spørgsmål afklares lokalt i byrådene.  

Man kan naturligvis ikke ”sprede” sig helt ud af problemet, derfor bør folkeskolen generelt styrkes, sådan at den er bedre rustet til, at skabe et godt læringsmiljø for børn med indvandrebaggrund. Nogle konkrete tiltag kunne være:

- at ændre læreruddannelsen, så de nye lærere er bedre uddannede til at arbejde i en multietnisk skole, fx obligatorisk uddannelse i Dansk som andetsprog.

- at tilføre klasserne flere lærerressourcer sådan, at der er to lærere pr klasse i hver time indtil 5. klasse og i nogle tilfælde endnu højere op.

- tillade, at noget af undervisningen af de etniske minoriteter foregår på deres modersmål – det vil være en stor faglig støtte til dem, idet manglende sproglige færdigheder bremser deres faglige udvikling i alle skolefag.

- at kommunerne får ret til at anvise 5-10% af pladserne på privatskolerne til unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det er rimeligt, at privatskolerne også tager et socialt ansvar.

- at der indføres heldagsskole indtil 3. klasse.

Jeg synes det er en super vigtig debat, som venstrefløjen har forsømt igennem mange år i misforstået godhed og forventninger om, at det hele nok skulle løse sig, hvis bare tiden gik og skolerne gjorde deres bedste. Sådan er det bare ikke gået alt for mange børn tabes – det er ikke skolernes eller lærerens skyld – det er politikernes og ikke mindst venstrefløjens.

Danmark har fået et nyt parti – i dag har det socialliberale parti Ny Alliance set lyset. Partiet er stiftet af de nu tidligere radikale Naser Khader og Anders Samuelsen samt den tidligere konservative Gitte Seeberg. Partiet dannes ikke på en konkret politisk sag eller på grund af en politisk strømning i befolkningen, det er i høj grad blevet dannet som et resultat af interne politiske uenigheder om strategien i de Radikale og Konservative. I de Radikale handler uenighederne om samarbejdet hen over midten og om i høj grad partiet skal lænke sig til oppositionen. I de Konservative handler uenighederne om, i hvor høj grad det er ønskværdigt, at Dansk Folkeparti dominerer regeringens og især de Konservatives politik. Nu har to af Marianne Jelveds hårdeste kritikere så forladt de Radikale og Gitte Seeberg har opgivet at frigøre de Konservative fra Dansk Folkepartis indflydelse. De tre er gået sammen i troen på, at der er plads til og brug for et nyt borgerligt liberalt parti på midten i dansk politik. Herom kan jeg nu have min tvivl.

Ny Alliance er en besynderlig størrelse, som på den ene side i uforsonlige vendinger tager skarpt afstand fra Dansk Folkeparti og som på den anden side samtidig erklærer sig som et socialliberalt/socialkonservativt parti, der vil pege på Anders Fogh som statsminister. Med det udgangspunkt er der stor risiko/chance for, at partiet bliver overflødige i dansk politik. Det vil være meget svært at forestille sig, at de samarbejder med De Radikale og Socialdemokraterne, og det vil tilsvarende være vanskelige at forestille sig en situation, hvor højrefløjen kan mønstre et flertal uden Dansk Folkeparti med Ny Alliance – det vil i hvert fald kræve, at partiet kommer i folketinget med en jordskredssejr og det tvivler jeg på, som tingene står nu. Ny Alliance skal primært hente sine vælgere fra de Konservative, de Radikale og så alle Khaders fans. Alle meningsmålinger viser, at de Radikale vælgere i langt overvejende orienterer sig mod venstrefløjen, hvorfor vælgerpotentialet herfra vil være begrænset for Ny Alliance – det er altså Khaders person og stemmer fra de Konservative, der skal bringe partiet i Folketinget. Det er naturligvis ikke umuligt, men idet partiet ikke er stiftet på en konkret mærkesag, har de heller ikke særlig stort potentiale for at mobilisere nye vælgere, hvorfor det må forventes, at partiet primært erobrer borgerlige stemmer og på den måde spreder stemmerne på højrefløjen og muligvis dermed skaber et stemmespild, hvis de ikke når spærregrænsen. Det er naturligvis ganske udmærket set udfra et venstreorienteret perspektiv – men det er næppe Khaders hensigt.

I skrivende stund er det franske præsidentvalg endnu ikke afgjort - om end den højreorienterede Sarkozy fører ret overbevisende over socialdemokraten Royal i meningsmålingerne – men alle ved, at slutspurten er afgørende, så intet er afgjort, før stemmerne er talt op.

Det franske præsidentvalg har altid stor betydning ud over Frankrigs grænser og det er ikke for meget at hævde, at netop dette valg af fransk præsident får afgørende betydning for EU’s fremtid. De to kandidater står for hver deres meget markante tilgang til det europæiske samarbejde og ovenpå Merkels genoplivning af forfatningen og debatten EU’s fremtid befinder samarbejdet sig i et vakum, hvor man venter på, at giganternes kamp er overstået og at en ny fransk præsident blander sig i kampen om EU’s fremtid.

Den socialdemokratiske Royal vil genoplive forfatningen i sin nuværende form og tilføje et kapitel om et socialt Europa – det som i Danmark er blevet døbt en social pagt. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med, at det primært var centrum/venstre vælgerne, som stod bag det franske nej, som sendte forfatningstraktaten til tælling. Dengang var argumenterne for nej’et, at forfatningen modarbejdede visionerne om et socialt Europa – for at tækkes disse vælgere er Royal naturligvis nødt til at sætte EU’s sociale dimension på dagsordenen. Det gode spørgsmål er blot, om den Europæiske centrum/venstrefløj kan enes om udformningen af en social pagt – jeg kan have min tvivl – ikke mindst fordi England til enhver tid vil bekæmpe dette.

Den højreorienterede Sarkozy er blandt andet gået til valg på løftet om, at forfatningen er død, og at EU’s næste traktat kun vil være en minimumstraktat, som sikre at EU’s institutioner fungerer et par år ind i fremtiden. Med ham som præsident vil Frankrig være helt på linie med England.

Premiereminister Tony Blair og hans formodede efterfølger Gordon Brown har nemlig den tilgang til EU-spørgsmålet, at forfatningen en død og at den sammen med debatten om EU’s fremtid skal forblive død – de vil til nød kunne acceptere en minitraktat for at skabe ro omkring samarbejdet men de vil under omstændigheder få svært ved at enes med Royal om en social pagt. Ikke desto mindre bliver resultatet af det franske præsidentvalg udslagsgivende for hvordan debatten om EU’s fremtid former sig.

Det scenarie, der tegner sig lige nu, er, at når EU’s regeringsledere mødes i juni, så fastlægger de køreplanen for tilblivelsen og ratificeringen af en minitraktat inden Europaparlamentsvalget i forsommeren 2009. En minitraktat som kun løser de institutionelle problemer, som det udvidede EU stor overfor. Det drejer sig fx om fordeling af mandater i parlamentet, stemmevægte i ministerrådet osv. Spørgsmål der, i et dansk perspektiv, formodentlig vil være forholdsvis ukontroversielle.

Det betyder også, at vi næppe skal igennem en folkeafstemning i Danmark, idet SF og Enhedslisten vil være de eneste partier, som insisterer på en folkeafstemning, hvis udgangspunktet er en minitraktat. Regeringen vil med rimelighed kunne argumenterer for, at der ikke afgives suverænitet og så slipper de behændigt for en afstemning, der fjerner fokus fra den nationale dagsorden. En manøvre vi nok kommer til at se i flere lande end Danmark og som er en effektiv metode til, at dræbe den demokratiske debat om EU’s fremtid.

Som mange sikkert husker, så gennemgik Århus kommune en voldsom sparerunde i forbindelse med budgetforliget i efteråret - i alt blev der sparet 410 mio, som især blev fundet på børne- og ældreområdet. Nu er det så kommet frem, at Århus kommune formodentlig får et overskud på omkring 400-500 mio kroner i 2006 - besparelserne var ikke bare uansvarlig - de var tilsyneladende også unødvendige. Jeg synes, at Byrådets flertal står med et kæmpe forklaringsproblem - hvorfor skulle byens børn, unge og ældre igennem de store sparerunder, når Århus faktisk havde råd til at fastholde niveauet. Det eneste rigtige i denne situation må være, at lede hovedparten af pengene tilbage til de områder, som blev ramt af besparelserne - alt andet er at holde alle de frustrerede forældre, elever, pædagoger og borgere, som gik på gaden for nar. Det betyder, at byrådet må sørge for, at de planlagte besparelser i forbindelse med efterårets budgetforlig tages af bordet igen. Det gode spørgsmål i den forbindelse er, om Nikolaj Wammen vil bruge det venstreorienterede flertal til at genrejse velfærden i Århus.