Debatten om organdonation kommer op med jævne mellemrum. Senest er den blev aktuel ved, at et hollandsk TV-show satte emnet til debat på en højst uortodoks måde. De iscenesatte en konkurrence, hvor tre nyre-patienter konkurrerede om en nyre. Heldigvis viste det sig, at konkurrencen var falsk og at showet tjente det formål at sætte fokus på manglen på organer. Et ekstremt nobelt formål men det er skræmmende, at der skal iscenesættes en så grotesk konkurrence, for at trække opmærksomhed til sagen.

Showet fik debatten til at blomstre i Danmark og i dag offentliggjorde Ritzau en undersøgelse af danskernes holdning til organdonation. Den viste, at knap 70 % af befolkningen mener, at lovgivningen skal ændres, sådan at alle som udgangspunkt kan donere organer i tilfælde af hjernedød. Vi skal være donorer fra fødslen.

Det udgangspunkt deler jeg og bakker helt op om en lovændring, sådan at man ved fødslen automatisk er organdonor og at man særskilt skal framelde sig donorregistret, hvis man ikke ønsker at være donor. I dag er det omvendt, man skal selv melde sig som donor. Det betyder blandt andet, at vi oplever en enorm mangel på organer. Hver dag er der folk, der dør, fordi de ikke kunne få en ny nyre, lunge eller et nyt hjerte. Folk som med en organtransplantation kunne leve et langt og lykkeligt liv.

Indtil vi får gennemført sådan en lovgivning, så kan man selv sørge for at registrere sig som organdonor. Jeg er selv registreret og har egentlig båret donorkort i mange år, men har her for nylig valgt at registrere min beslutning online – så burde jeg være på den sikre side.

Jeg synes, det er en ærlig sag at beslutte sig for ikke at ville være organdonor. Det afgørende er, at man tager stilling sådan, at de efterladte og myndighederne kender ens holdning når man er død. I kan selv registrere jeres beslutning via linket: http://www.sundhed.dk/wps/portal/_s.155/8901?contextfolderids=1057050407151434

Så trådte Marianne Jelved endelig tilbage som politisk leder for Det Radikale Venstre og overlod posten til Margrete Vestager. Set fra sidelinien har lederskiftet trængt sig på i flere måneder og med Ny Alliances indtog i dansk politik var det uundgåeligt. Marianne Jelved stod ikke i en position, hvor hun kunne lede partiet ud af den krise, de står midt i, hun stod som hovedansvarlig for den politiske strategi, som har skabt krisen og dermed står hun med nederlag stemplet i panden, ikke i stand til at vende nedgang til fremgang.

Med lederskiftet forsøger De Radikale at lancere en ny politisk kurs, som blandt andet indebærer, at partiet har lagt deres fejlslagne ultimative krav bag sig – deres eneste krav er nu, at de ikke vil støtte en regering, som bygger på et samarbejde med Dansk Folkeparti. De vil søge indflydelsen, der hvor de kan få den. Hermed genåbner de også muligheden for, at partiet vil pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter næste valg. Egentlig er jeg ikke overrasket over, deres nye strategi – men jeg synes faktisk ikke, at den er særlig klog eller gennemtænkt. Det er tydeligt, at de forfølger den i håb om at kunne trække vælgere fra Ny Alliance, Venstre og De Konservative – men hvis de nu så lidt nærmere på deres vælgerkorps, så ville de se, at over 80 % af deres vælgere orienterer sig imod venstre og foretrækker, at partiet støtter en centrum-venstre regering – deres vælgere kan ikke lide Anders Fogh Rasmussen uanset hvor meget indflydelse han giver Dansk Folkeparti – de stemmer på De Radikale, fordi de vil en statsminister.

Når Radikale så vælger en strategi, hvor de forholder sig helt åbent til, hvem de ender med at pege på som statsminister, så gambler de ’big time’ med deres nuværende vælgere. Et tættere samarbejde med den borgerlige blok koster stemmer fra deres venstreorienterede vælgere og et stærkere samarbejde med venstrefløjen svækker deres mulighed for indflydelse på en ny borgerlig regering. De Radikale har frivilligt placeret sig som en lus imellem to negle – men sådan er det, når man ikke vil vælge side, men mener, at man kan få det bedste fra begge fløje uden omkostninger. Men når alt dette så er sagt, så bliver det ganske spændende at følge Vestagers arbejde med at få relanceret et Radikalt projekt – jeg glæder mig især til at se, hvordan Ny Alliance og De Radikale kommer til at agere i efteråret når begge partier forsøger at erobre borgerlige stemmer fra midten på et grundlag som fokuserer på at holde Dansk Folkeparti udenfor indflydelse. Jeg tror ikke, der er plads til begge partier og min vurdering er, at Naser Khader vinder den kamp, han står meget mere troværdigt i den position sammenlignet med Margrete Vestager. Endnu et argument, der peger på, at De Radikales nye strategi ikke er klog eller gennemtænkt. Set med mere positive øjne, så giver det jo bare så meget mere manøvrerum på venstrefløjen til SF og mon ikke, vi kommer til at vinde lidt på, at De Radikale rykker mod højre?! Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget J

Så faldt den økonomiske aftalen imellem staten og kommunerne endelig på plads. Det er endnu en i rækken af aftaler som udsulter den kommunale velfærd. Godt nok er aftalen lidt bedre end sidste års aftale - men den er langt fra god nok til rette op på de massive forringelser, vi har oplevet de sidste par år. Godt nok får kommunerne ekstra penge til driften, men den sum er hurtig spist af kommunernes ekstra udgifter til ældrepleje og børnepasning samt af de ugifter, kommunerne har haft da de i forbindelse med kommunalreformen har fået overdraget en del ekstra opgaver fra de gamle amter. Der er altså ikke penge til at forbedre den kollektive transport, forholdet for psykisk syge, folkeskolen eller kulturen. Det er simpelthen ikke godt nok og jeg har med tilfredshed noteret mig, at SF's medlem af KL's bestyrelse har stemt nej til aftalen ligesom jeg forventer at SF stemmer nej i Finansudvalget.

Jeg havde faktisk forventet, at aftalen ville give kommunerne et større økonomisk råderum, sådan at der var råd til at udbygge og styrke velfærden - det er der alvorligt brug for ovenpå de sidste fem spareår. Min analyse var, at der er et folketingsvalg under opsejling hvorfor regeringen ville være optaget af at give den offentlige sektor en saltvandsindsprøjtning, sådan at der var dæmmet op for venstrefløjens kritik af udsultningen af velfærden. Sådan gik det ikke og det kan vel betyde flere ting. Enten er valget ikke så tæt på, som forventet, måske benytter regeringen kvalitetsreformen til at booste den offentlige sektor eller også har Regeringen bare is i maven og satser på, at velfærd ikke bliver et valgkampstema. Sidstnævnte er næppe realistisk.

Efter at have været væk fra bloggen i små to uger er jeg nu tilbage.. Jeg har lige afleveret en eksamensopgave, som jeg var nødt til at koncentrere mig om, den trak tænder ud - men nu er den afleveret. Så i princippet har jeg faktisk sommerferie nu - meget meget tidligt... De næste 3 måneder skal dog ikke bruges på svir og løssluppenheder.. Jeg skal arbejde i den århusianske hjemmepleje og faktisk også skrive en opgave - men som sagt er der tre måneder til studiet starter igen, så mon ikke jeg går det hele. Ellers er den sidste tid også gået med at forberede mine forældres sølvbryllup. I morgen Grundlovsdag har de nemlig været gift i 25 år - det er altså ret længe når man lige tænker over det.. Der skal være stor fest med alt hvad dertil hører med morgensang, æresport mm. Det bliver helt sikkert en dejlig dag som hele familien har glædet sig til meget længe.. Herfra bloggen skal der i hvert fald også lyde et stort tillykke til min far og mor - Børge og Lille Sørensen - vi glæder os til de næste 25 år.

Jeg er forholdsvis utålmodigt og ret nysgerrig – det har jeg altid været. Da jeg var barn, betød det blandt andet, at julemåneden var ulidelig for mig (og vel også for mine forældre). Jeg kunne simpelthen ikke vente til det blev juleaften og pakkerne skulle åbnes. Det var ikke fordi, jeg fik utrolig mange eller specielt få gaver – men forventningen og fantasien om, hvad de indeholdt, var næsten ikke til at bære. Meget af december gik derfor med at lure, hvilke pakker, der blev købt til mig og så jeg mit snit til det, så mærkede jeg på pakkerne og undersøgte nøje, om der var et lille kighul ind imellem lagene af gavepapir, så deres indhold kunne afsløres.

Når juletræet så endelig blev tændt og pakkerne var indenfor rækkevidde, så kunne jeg simpelthen ikke vente mere og jeg var derfor altid fortaler for, at vi skulle synge få og helst korte julesange, så spændingen kunne blive udløst. Sandheden er også, at jeg faktisk tit havde gættet, hvad jeg ville få og derfor ikke var specielt overrasket, når det kom til stykket. Forventningens glæde var virkelig den største. Sådan har jeg det vist også med Ny Alliance. Jeg er enormt spændt på, hvordan deres politiske program bliver skruet sammen og spændt på, hvilke konkrete politiske udmeldinger, de vil komme med. Indtil videre har vi faktisk kun fået konturerne til lidt udlændingepolitik og deres statsministerønsker og deres eneste konkrete politiske vision handlede om en sænkelse af skatte til 40% . Den har de så allerede trukket tilbage. Med andre ord så har vi fået at vide, at de har to bløde pakker og en hård – men den hårde, som er den eneste, vi har set, blev byttet til noget udefinerbart, inden de fik den givet væk.

For et nysgerrigt væsen som mig, er det jo ikke til at holde ud. Jeg er så spændt på at se, hvad der kommer fra Ny Alliance, men desværre ser det ud til, at jeg skal vente længe inden sløret løftes for indholdet. Partiet afslår nemlig at blande sig i folketingets afslutningsdebat, det ville ellers være en oplagt mulighed for til at præsentere en 2-3 konkrete mærkesager, som kunne placere partiet i det politiske landskab. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen andre partier, som ville afslå en enestående mulighed for at redegøre for sit partis holdninger på landets fornemmeste talerstol for åben skærm.

Jeg må derfor sige, at jeg er begyndt at tvivle på, at der overhovedet er noget i pakkerne fra Ny Alliance. Jeg tror kun partiets stiftere er nået til enighed om hvilket papir, der skal bruges som indpakning. Papiret hedder Naser Khader og indtil videre, har man dyrket forventningens glæde ved konstant at henlede opmærksomheden på det spændende glitterpapir. Om pakkerne har indhold eller blot et en flot indpakning – det får jeg tilsyneladende først at se til efteråret. Så imens jeg venter på Ny Alliance, vil jeg bruge ventetid til at forestille mig, hvad der kunne være i pakkerne – og jeg må sige, at det ikke umiddelbart ser ud til at være ting, som jeg har ønsket mig. Desværre ser det ud til, at forventningens glæde bliver den eneste glæde i dette tilfælde.  

PS: Min søster var altså lige så slem som mig til at lure på pakkerne. Hun er til gengæld skide ligeglad med, hvad Ny Alliance mener om dette og hint – hun er ikke aktiv i politik og har ikke tænkt sig at stemme på dem.

På en midtsjællandsk skole har man netop besluttet at åbne skolen for private sponsorater af dele af skolens aktiviteter. Det betyder, at skolens lærebøger i fremtiden fx kan være sponseret af Nestlé, at nye fodbolde kan være sponseret af Adidas og så videre. Skolen har med egne ord truffet beslutningen fordi, det i de senere år er blevet umuligt at bedrive en god folkeskole, når økonomien konstant presses.

Jeg deler fuldt og helt skolens bekymring over den manglende økonomi – men jeg er modstander af, at gøre folkeskolen til en reklamesøjle for private virksomheder, som ønsker at kommunikere til børnene for at øge deres omsætning blandt de yngste forbrugere.

Det er et af velfærdssamfundets kerneydelser at sørge for, at vores børn kan få en god uddannelse ved blandt andet at kunne gå i en ordentlig folkeskole. Virkeligheden er så desværre, at folkeskolen under den borgerlige regering har været genstand for massive besparelser som har medført, at bygningerne forfalder, at lejrskolerne spares væk og at undervisningsmaterialerne er forældede osv. Skolerne har simpelthen ikke penge nok til, at sikre at kvaliteten er i top. I det perspektiv er det forståeligt, at skolerne tænker kreativt for at få økonomien til at hænge sammen men løsningen er ikke at åbne skolen for markedskræfterne. Løsningen er, at skolerne fra det offentliges side tilføres flere ressourcer. Jeg vil ikke have en skole, som er afhængig af private økonomiske interesser, hvor firmaer får mere og mere indflydelse på skolens udformning, valg af undervisningsmateriale osv fordi skolerne er afhængige af sponsoraterne.

I Venstre og De Konservative er der flere, som meget gerne ser, at den offentlige sektor minimeres og at private midler i højere grad skal finansiere forskellige dele af velfærdssamfundet. I det perspektiv er det jo besnærende, at filosofere over, om det i virkeligheden passer regeringen godt nok, at skolerne presses til at åne for private midler og på den måde fører an i forhold til at åben den offentlige sektor for finansiering med private sponsorater.

Nu er lederen af Koldkrigscentret Bent Jensen igen (igen) ude med riven overfor venstrefløjen. Denne gang fordi tre folketingsmedlemmer i folketingssalen i sidste uge har tilladt sig at ytre sig negativt om hans forsknings redelighed.

En mand som Bent Jensen må forvente at vække forargelse og møde noget politisk modstand, når han agerer og ytrer sig, som han gør. Vi taler om en af Danmarks mest prominente forskere, som aldrig forspilder en chance for at drive smædekampagne imod venstrefløjen, som udokumenteret beskylder tidligere journalister og politikere for at samarbejde med KGB under den kolde krig og som bedriver forskning, som er så politisk farvet, at man skal være mere end almindelig politisk farveblind for ikke at kunne gennemskue det underlødige i det.

Jeg har altid haft det sådan, at man offentligt skal ytre sig, så man kan tåle bliver refereret i Politiken eller kan tåle at få svar på tiltale. Bent Jensen burde måske få sig sådan en leveregel eller også skal han tørre øjnene og tage ansvar for, at han får reaktioner når han stikker tuden frem.

I dag er det 14 år siden, at danskerne ved en folkeafstemning stemte ja til Edinburgh-aftalen efter at have forkastet Maastricht-traktaten året før. SF var hovedarkitekten bag det nationale kompromis, som ledte til Edinburgh-aftalen, og som medførte, at Danmark fik fire undtagelser fra EU-samarbejdet; undtagelsen fra ØMU’en, fra det fælles unionstatsborgerskab, på forsvarsområdet samt den retslige undtagelse.

De har fra starten været en torn i øjet på den mest euro-begejstrede del af det politiske spektrum og derfor har de også hele tiden været under voldsomt politisk pres.

Aktuelt er det især den retspolitiske undtagelse, der er til debat. Det handler om, hvorvidt den spænder ben for dansk deltagelse i fælles terrorbekæmpelse og især om, hvordan vi fra dansk side skal deltage i fælles asyl- og indvandrepolitik. Tilsvarende er der debat om den forsvarspolitiske undtagelse, idet fortolkningen af denne blokerer for dansk deltagelse i fx minerydning, uddannelse politibetjente osv. i kriseramte områder.

SF’s tilgang til debatten er mere nuanceret og kompliceret end de øvrige partier, som enten vil afskaffe eller bare undtagelserne som de er. SF ønsker en revision af forsvarsundtagelsen, sådan at man fx kan deltage i humanitære opgaver som minerydning samt en revision af den retslige undtagelse, så man kan arbejde for at skabe en fælles asylpolitik i EU. Vi vil ikke afskaffe undtagelserne, idet de stadig tjener et formål, men vi vil gerne revidere dem, sådan at vi kan udvide vores europæiske handlerum.

Jeg synes, det er en relevant diskussion om SF’s vej er farbar. Skal undtagelserne ændres, så skal de ske ved en folkeafstemning, hvor et flertal i folketinget klart definerer et afstemningstema, som befolkningen skal stemme om. Dette betyder, at der skal skabes et flertal i folketinget for en revision af hver af de to undtagelser. I forhold til forsvarsundtagelsen er der et klart flertal for blot at afskaffe det, her har SF’s ideer ikke meget gang på jorden. I forhold til den retspolitiske undtagelse er det straks mere interessant, idet der her tegner sig flere muligheder for en revision. Desværre vil regeringens nuværende flertal hellere lave en flygtningeundtagelse, som sikrer at den danske udlændingepolitik forbliver upåvirket af EU. Det er ikke lige SF’s kop kaffe og der er heller ikke meget grund til at tro, at man kan nå til enighed på området. Det er nok mest realistisk, at en folkeafstemning om de to undtagelser bliver en afstemning om at bevare eller afskaffe dem i deres nuværende form. I det tilfælde er det spændende at se, hvilken position SF vil vælge at indtage.. Personligt vil det nok blive en stemme for at bevare begge undtagelser – en afskaffelse af undtagelserne er politisk mere betænkeligt end at bevare dem i deres nuværende form.