I går fremlagde SF og Socialdemokraterne et fælles integrationsudspil, der indeholder 14 konkrete punkter, som hver især er med til at skabe en mere effektiv og sammenhængende integrationspolitik i Danmark.

Noget af det helt centrale i udspillet er, at de to partier er nået til enighed om, hvordan vi skal tackle vores indbyrdes uenighed om 24 års reglen og tilknytningskravet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at SF er modstandere af begge regler, det har vi været siden de blev lavet og det vil vi også være i fremtiden. Vi anerkender dog, at der i befolkningen er massiv opbakning til de to regler, hvorfor vi ikke vil arbejde for at få dem afskaffet i en kommende socialdemokratisk ledet regering. Vores kritikere i Enhedslisten og De Radikale vil helt sikkert beskylde os for, at vi nu er blevet tilhængere af de to regler – men det er rent spin fra deres side. Faktum er, at de to partier også vil blive tvunget til at acceptere, at de to regler består – med mindre der sker et stort nybrud i dansk politik, vil flertallet for de to regler være solidt på plads med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. (Jeg vil ikke gætte på, hvad Ny Alliance mener om de to regler, deres holdninger ændrer sig jo fra dag til dag) Vi kan derfor vælge to strategier: nægte at anerkende de to regler og dermed sætte os udenfor indflydelse eller acceptere deres eksistens og gå offensivt ind i integrationsdebatten og få indflydelse på politikken og være med til at sætte kursen for en effektiv og menneskelig integrationspolitik. Jeg synes egentlig, at valget er nemt.

Udover det politiske i udspillet, så er det værd at analysere lidt på, værdien af et sådan fælles udspil og de indirekte signaler udspillet udsender.

Det er afgørende for centrum-venstre alternativet, at man er nået til enighed på et af de områder, som tidligere har splittet os. Vil vi fremstå som et troværdigt alternativ til Anders Fogh Rasmussen, så skal vi være i takt på en række afgørende områder, heraf er integrationspolitikken et af de vigtigste. I de sidste tre valgkampe har højrefløjen vundet meget på, at centrum-venstrefløjen var splittet og på at vores politiske projekt var uklart.

Det er ganske interessant for SF, at Socialdemokraterne har lavet et politisk udspil af denne kaliber med SF. Det er et direkte signal om, at Socialdemokraterne betragter SF som et muligt regeringsparti, der sagtens kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering. Det er nye toner og det er en markant styrkelse af SF’s position i forhold til Socialdemokraterne såvel som til de radikale. Tidligere var vi den irriterende lillesøster, de to gamle ikke gad lege med – nu er vi blevet en ligeværdig legekammerat, som også får lov at bestemme, hvad og hvornår vi skal lege. Det er intet mindre end et nybrud i dansk politik og SF’s vej i regering er blevet meget kortere.

Kære alle,

Her er jeg så tilbage på bloggen. Jeg har igennem længere tid ikke haft inspirationen til at få skrevet på bloggen, men nu er jeg stærkt tilbage og glæder mig til at dele mine tanker og holdninger til stort og småt med jer.

Der er jo nok at tage fat på og mange emner, der tåler et kritisk eftersyn.

Jane

Efter fire år i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget har jeg stadig mange ideer til udviklingen af SF, ambitioner for partiets fremtid og ikke mindst utrolig meget lyst til at lægge tid og kræfter i arbejdet, derfor genopstiller jeg på landsmødet til hovedbestyrelsen.

Med over 15000 medlemmer, en velfortjent valgsejr og en fantastisk optimisme i hele partiet så står SF stærkere, end vi har gjort i mange år. Vi vandt folketingsvalget, fordi vi repræsenterede håbet for de mange om et anderledes samfund, hvor velfærden, mennesket og miljøet er i centrum for de politiske og økonomiske prioriteringer.

Vores opgave bliver nu at bevise, at en stemme på SF ikke bare er en stemme på højreregeringens kritikere, det er også en stemme på at arbejde for indflydelse og skabe konkrete forandringer lokalt såvel som på landsplan. Vi skal opnå en fremgang over hele landet i det kommende kommunalvalg, og derigennem bevise, at SF er garant for fremtidssikrede, miljømæssigt fornuftige og  socialt ansvarlige løsninger på de problemer, kommunerne står med. SF er ikke bare håbet om et andet og bedre samfund – vi sikrer også, at forandringerne sker.

Med de ca 6000 nye medlemmer, vi har fået siden sidste landsmøde, står vi med en unik mulighed for at ændre organisationen og skabe en ny kultur, som skaber rum for nye arbejdsformer, der aktivt inddrager flere medlemmer, og som gør op med en traditionel snæver opfattelse af, at politisk aktivitet er noget, der foregår på møder, til paneldebatter og ved at skrive et læserbrev. Vi skal have skabt en iværksætterkultur i SF, hvor vi går nye veje i vores politiske arbejde og løbende afprøver nye mødeformer, arbejdsformer og debattyper for at skabe en åben og inkluderende organisation, hvor folk har lyst til at være aktive og hvor det politiske arbejde får mere appel til folk, som hidtil ikke har haft lyst til at være medlem af et politisk parti.

Der skal afholdes flere kurser og konferencer til motivation og inspiration. Det betyder blandt andet, at det eksisterende sommertræf skal suppleres med fx et vintertræf og et par emnekonferencer, sådan at der løbende er kursustilbud, der inspirerer til politiske debatter og aktiviteter lokalt.

Vi har i alle de seneste meningsmålinger set, at SF’s potentiale er langt større end 13% af stemmerne, men skal det indfries og forstærkes, så skal vi arbejde ambitiøst og resultatorienteret med at lave en forrygende kommunalvalgkamp, ligesom at vi skal arbejde med at styrke organisationen, sådan at vores nye medlemmer får lyst til at være aktive og blive i partiet.

Vi skal i vores daglige arbejde bevise, at SF ønsker indflydelse og har viljen til at tage ansvaret – vi er ikke medlemmer af SF, fordi det er hyggeligt, men fordi vi ønsker at forandre verden.

SF vil sikre de offentligt ansatte ordentlige og retfærdige lønninger. Derfor har SF på landsplan i dag fremlagt et forslag om, hvordan 2 mia. kr. fra finansloven kan blive til 2.000 kr. på plejepersonalets løn. De 2 mia. kr. svarer kun til 1/5 af regeringens skattelettelse.

Ret op på skævhederne

Pengene skal være et ekstra bidrag til overenskomstforhandlinger næste forår, så der kan rettes op på noget af den skævhed, der er mellem offentligt ansatte frontarbejdere og ansatte i det private erhvervsliv. Igennem for mange år er lønforskellen blevet større og konsekvensen er uretfærdig behandling af de traditionelle kvindefag, der har ført til at for få unge samtidigt bliver uddannet til at arbejde i plejesektoren.

Lønninger der matcher uddannelse

Det er dog ikke nok for os, at vi får sikret bedre lønninger til plejepersonalet. Vi mener at flere grupper i den offentlige sektor har fortjent et klap på skulderen som tak for deres bidrag til velfærdssamfundet. Derfor vil SF foreslå en ligelønskommission, når vi har fået en ny centrum-venstre regering. Og vi vil sikre flere midler til retfærdige lønninger i den offentlige sektor.

Befolkningen er med os

Heldigvis står vi ikke alene i kampen for ordentlige og retfærdige lønninger til frontarbejderne i den offentlige sektor En ny undersøgelse viser, at der er bred opbakning til kravet om højere løn til plejepersonalet i ældreplejen. Over 80% mener, at plejemedarbejderne skal have mere i lønposen.

Hvis velfærden for alvor skal have et nøk opad kræver det, at vi som politikere viser respekt over for de ansatte, der dagligt slider i den offentlige sektor. I SF mener vi at den respekt skal vises gennem ordentlige og retfærdige lønninger

Jeg vil bruge valgkampen på at sætte fokus på, hvordan vi kan forbedre vores folkeskole og ældrepleje. To centrale velfærdsområder, som har lidt under, at vi i 6 år har haft en borgerlig regering, som har været mere optaget af at give skattelettelser til samfundets rigeste end af at udvikle velfærden til gavn for alle.

Tilsvarende vil jeg sætte fokus på klimaspørgsmålet og den kollektive transport. Det er helt centralt, at vi får stoppet den globale opvarmning – desværre har vi en regering, som har forsømt området groft i sin regerings tid. Derfor er det centralt, at SF får mere indflydelse.

Verdens bedste folkeskole:

Jeg vil en folkeskole, hvor alle børn har optimale betingelser for at lære mest muligt, hvor det faglige niveau er i top, hvor alle børn stortrives og elsker at være.

Derfor arbejder jeg for:

-          at der maximalt må være 22 elever i klasserne

-          at lærerne skal have bedre adgang til efteruddannelse

-          at der skal være to lærere pr klasse frem til 3. klasse.

Effektiv kollektiv transport

Jeg vil en forbedring af den kollektive transport, så busser og tog igen er et reelt alternativ til privatbilismen. Det er centralt at alle mennesker er mobile også selv, om de ikke råder over en bil. Tilsvarende er en forbedring af den kollektive transport et vigtigt skridt i kampen imod den globale opvarmning.

Derfor arbejder jeg for:

-          at der foretages massive investeringer i udbygning og forbedring af togskinnerne

-          at priserne sænkes i de århusianske bybusser, så man kan kører rundt i byen for en 10’er

-          at der sættes gang i en undersøgelse af en mulig Kattegat forbindelse, der som minimum skal skabe grundlag for en togforbindelse

En anstændig ældrepleje:

Alle ældre medborgere skal også i fremtiden være sikret en anstændig ældrepleje af høj kvalitet. Det kræver, at vi skaffer mange flere medarbejdere til ældresektoren.

Derfor arbejder jeg for:

-          at de ældre får langt mere indflydelse på deres pleje

-          at der ansættes 5000 ekstra medarbejdere på ældreområdet

-          at plejepersonalet får 2000 kr. mere i lønningsposen hver måned.

Så har Anders Fogh Rasmussen endelig udskrevet folketingsvalg. Efter, at valgrygterne nu har svirret i flere måneder, så er det rart, at det endelig er sket. Man må sige, at tidspunktet ikke kunne være meget bedre for SF. Vi står godt i meningsmålingerne, vi er klar med vores kampagne og har en masse veloplagte kandidater, som er klar til at knokle for at afsætte Anders Fogh som statsminister. Der skal på nuværende tidspunkt flyttes ganske få mandater for at flertallet vipper til venstrefløjens fordel. Man må sige, at valget er meget åbent og det bliver spændende at se, hvordan styrkeforholdet ændrer sig i løbet af valgkampen. Under alle omstændigheder er det SF’s primære mål at fjerne Fogh og samtidig få en solid fremgang. Meget tyder på, at fremgangen burde være sikker (7-9-13) I dagens megafon står vi til 11.3%, hvilket svarer til 20 mandater. Det er en fremgang på 9 mandater i forhold til sidste valg – næsten en fordobling af SF’s folketingsgruppe. Det er svært at være andet end optimistisk i starten af denne valgkamp!

Jeg vil bruge valgkampen på at sætte fokus på forbedring af folkeskolen og ældreplejen her i Århus og på klimaspørgsmålet som sådan. Det er tre områder, hvor jeg mener, at vi står overfor nogle kæmpe udfordringer. I ovenstående indlæg, kan du læse mere konkret om mine holdninger på disse tre områder.

Hvis du har lyst til at give en hånd med i valgkampen her i Århus så kontakt vores valgkampskoordinator Svend Dyrholm via svend_dyrholm@hotmail.com og vil du hjælpe mig med min personlige valgkamp, så send mig en mail via jane@janesorensen.dk

Her på bloggen vil du løbende kunne læse om mine holdninger til forskellige emner.

God valgkamp til alle!

Nu har jeg efterhånden brugt to måneder i den århusianske hjemmepleje som hjemmehjælper og jeg må blankt erkende, at det har været nogle meget lærerige måneder. Jeg gjort mig nogle erfaringer, som er meget værdifulde både i forhold til mit studie (pædagogisk sociologi) men også i forhold til mit politiske arbejde.

Min klare oplevelse af Århus’ hjemmepleje er, at den er væsentlig bedre end sit rygte. Jeg har udelukkende mødt super professionelle, dygtige ansatte, som elsker deres arbejde og som hver dag yder en uvurderlig indsats for Århus’ ældre.

Jeg møder stort set også kun taknemmelige borgere, som på trods af, at de fra tid til anden må nøjes med en afløser (læs: fx mig) er rigtig glade for den hjælp, de får, og mange af dem har et ganske nært personligt forhold til deres hjemmehjælper. Det er simpelthen så dejligt at se.

Forholdene er dog langt fra perfekte – hjemmehjælperne er underlagt et vanvittigt tidstyrani, hvor alle besøgene hos de ældre er minutiøst planlagt indenfor en overordnet tidsramme – man har fx otte minutter til at give støttestrømper på, et kvarter til at servere en frokost, en halv time til at hjælpe med en morgenpleje osv. Denne stramme tidsramme praktiseres upåagtet af, at man har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke sættes ind i kasser på den måde – nogen dage har fru Andersen måske brug for en times hjælp til morgenplejen, mens hun dagen efter kun har brug for hjælp i et kvarter – præcis som alle vi andre også nogen dage bruger mere tid på en selv end andre dage. Men hun tildeles altså en halv time hver dag, og så må hun og hjemmehjælperen få det til at hænge sammen. Det er langt fra den optimale måde at praktisere god hjemmehjælp – desværre er måde utrolig effektiv i et forvaltningsperspektiv idet, ydelserne ganske nemt kan omsættes i kroner og øre og på den måde kan udgifterne styres benhårdt. Skal der spares penge, så skærer man bare i tiderne, sådan at en morgenpleje skal gøres hurtigere osv. Det er uværdigt for borgerne og dårlige arbejdsbetingelser for de ansatte.

Hvis det stod til mig, så skal den enkelte borger i langt større omfang inddrages i en diskussion af, hvilket behov vedkommende har både tidsmæssigt og i forhold til de konkrete ydelser. Tildelingen af tid og ydelser må i langt højere omfang afhænge af et personligt individuelt skøn, hvor borgeren naturligvis er garanteret en høj minimumstandart. Det er langt mere værdigt og en mere reel måde at tildele hjælp på.

Men når alt dette er sagt, så er jeg faktisk ret glad for mit arbejde – jeg trives blandt alle de søde ansatte og ældre og føler faktisk at mit sommerferiejob tjener et større formål end blot at skabe penge ind på kontoen.

Debatten om organdonation kommer op med jævne mellemrum. Senest er den blev aktuel ved, at et hollandsk TV-show satte emnet til debat på en højst uortodoks måde. De iscenesatte en konkurrence, hvor tre nyre-patienter konkurrerede om en nyre. Heldigvis viste det sig, at konkurrencen var falsk og at showet tjente det formål at sætte fokus på manglen på organer. Et ekstremt nobelt formål men det er skræmmende, at der skal iscenesættes en så grotesk konkurrence, for at trække opmærksomhed til sagen.

Showet fik debatten til at blomstre i Danmark og i dag offentliggjorde Ritzau en undersøgelse af danskernes holdning til organdonation. Den viste, at knap 70 % af befolkningen mener, at lovgivningen skal ændres, sådan at alle som udgangspunkt kan donere organer i tilfælde af hjernedød. Vi skal være donorer fra fødslen.

Det udgangspunkt deler jeg og bakker helt op om en lovændring, sådan at man ved fødslen automatisk er organdonor og at man særskilt skal framelde sig donorregistret, hvis man ikke ønsker at være donor. I dag er det omvendt, man skal selv melde sig som donor. Det betyder blandt andet, at vi oplever en enorm mangel på organer. Hver dag er der folk, der dør, fordi de ikke kunne få en ny nyre, lunge eller et nyt hjerte. Folk som med en organtransplantation kunne leve et langt og lykkeligt liv.

Indtil vi får gennemført sådan en lovgivning, så kan man selv sørge for at registrere sig som organdonor. Jeg er selv registreret og har egentlig båret donorkort i mange år, men har her for nylig valgt at registrere min beslutning online – så burde jeg være på den sikre side.

Jeg synes, det er en ærlig sag at beslutte sig for ikke at ville være organdonor. Det afgørende er, at man tager stilling sådan, at de efterladte og myndighederne kender ens holdning når man er død. I kan selv registrere jeres beslutning via linket: http://www.sundhed.dk/wps/portal/_s.155/8901?contextfolderids=1057050407151434

Så trådte Marianne Jelved endelig tilbage som politisk leder for Det Radikale Venstre og overlod posten til Margrete Vestager. Set fra sidelinien har lederskiftet trængt sig på i flere måneder og med Ny Alliances indtog i dansk politik var det uundgåeligt. Marianne Jelved stod ikke i en position, hvor hun kunne lede partiet ud af den krise, de står midt i, hun stod som hovedansvarlig for den politiske strategi, som har skabt krisen og dermed står hun med nederlag stemplet i panden, ikke i stand til at vende nedgang til fremgang.

Med lederskiftet forsøger De Radikale at lancere en ny politisk kurs, som blandt andet indebærer, at partiet har lagt deres fejlslagne ultimative krav bag sig – deres eneste krav er nu, at de ikke vil støtte en regering, som bygger på et samarbejde med Dansk Folkeparti. De vil søge indflydelsen, der hvor de kan få den. Hermed genåbner de også muligheden for, at partiet vil pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter næste valg. Egentlig er jeg ikke overrasket over, deres nye strategi – men jeg synes faktisk ikke, at den er særlig klog eller gennemtænkt. Det er tydeligt, at de forfølger den i håb om at kunne trække vælgere fra Ny Alliance, Venstre og De Konservative – men hvis de nu så lidt nærmere på deres vælgerkorps, så ville de se, at over 80 % af deres vælgere orienterer sig imod venstre og foretrækker, at partiet støtter en centrum-venstre regering – deres vælgere kan ikke lide Anders Fogh Rasmussen uanset hvor meget indflydelse han giver Dansk Folkeparti – de stemmer på De Radikale, fordi de vil en statsminister.

Når Radikale så vælger en strategi, hvor de forholder sig helt åbent til, hvem de ender med at pege på som statsminister, så gambler de ’big time’ med deres nuværende vælgere. Et tættere samarbejde med den borgerlige blok koster stemmer fra deres venstreorienterede vælgere og et stærkere samarbejde med venstrefløjen svækker deres mulighed for indflydelse på en ny borgerlig regering. De Radikale har frivilligt placeret sig som en lus imellem to negle – men sådan er det, når man ikke vil vælge side, men mener, at man kan få det bedste fra begge fløje uden omkostninger. Men når alt dette så er sagt, så bliver det ganske spændende at følge Vestagers arbejde med at få relanceret et Radikalt projekt – jeg glæder mig især til at se, hvordan Ny Alliance og De Radikale kommer til at agere i efteråret når begge partier forsøger at erobre borgerlige stemmer fra midten på et grundlag som fokuserer på at holde Dansk Folkeparti udenfor indflydelse. Jeg tror ikke, der er plads til begge partier og min vurdering er, at Naser Khader vinder den kamp, han står meget mere troværdigt i den position sammenlignet med Margrete Vestager. Endnu et argument, der peger på, at De Radikales nye strategi ikke er klog eller gennemtænkt. Set med mere positive øjne, så giver det jo bare så meget mere manøvrerum på venstrefløjen til SF og mon ikke, vi kommer til at vinde lidt på, at De Radikale rykker mod højre?! Der er ikke noget, som er så skidt, at det ikke er godt for noget J